Hverdagsfilosofi.dk

Tanker fra hverdagen!

Martin Buber!

Martin Buber (1878-1965) er en østrigskfødt jødisk filosof, som har haft stor indflydelse på moderne vestlig tænkning inden for filosofi, teologi, religion og pædagogik.

Han er den mest kendte repræsentant for den dialogiske personalisme. Hans hovedværk er bogen ”Ich und Du”, (Jeg og du), som han skrev i 1923.

I 1930 blev Buber professor ved universitetet i Frankfurt am Main, men tog sin afsked i protest, umiddelbart efter at Hitler kom til magten i 1933.

Han grundlagde derefter et center for uddannelse af jøder, som blev meget betydningsfuldt, da den tyske regering forbød jøderne adgang til offentlig uddannelse.

I 1938 forlod han Tyskland og slog sig ned i Jerusalem, hvor han blev professor på Det Hebraiske Universitet.

Bubers menneskesyn bygger på, at mennesket altid er stillet over for noget værende, som det kan møde med en Jeg-Det-holdning eller en Jeg-Du-holdning.

Det er ifølge Buber relationen mellem mennesker, der definerer, hvem mennesket er.

Menneskets hele livsverden består af relationer, fordi mennesket altid er i relationer. Også når det er alene, udspringer dets tanker i en kontekst af relationer.

For Buber er den relationelle konstellation Jeg-Du et grundord, der kun kan udsiges med ens hele væsen, i modsætning til Jeg/Det/Hun/Han der aldrig kan udsiges med ens hele væsen.

Der er ikke tale om et Jeg og et Du, men om grundforholdet Jeg-Du.

Jeg og Du er integrerede i hinanden og hinandens forudsætning.

Det er i mødet, at Jeg’et træder ind i det umiddelbare forhold til Du’et. Individet har i sig et medfødt Du og bliver til menneske gennem dette Du – bliver til et Jeg.

Dermed mener Buber, at det er i relationen, at et individs selvforståelse og identitet grundlægges, ligesom det er i relationen, at livet kan leves.

Begrebet ”det medfødte Du” beskriver således den eksistentielle længsel, et menneske altid har efter den Anden. Uden Du’et, ville Jeg’et være amputeret.

Eller rettere: Der findes intet Jeg i sig selv, men kun det Jeg, der hører til grundordene/relationerne.

Hvad er personalisme?

Personalismen er en filosofisk strømning, der bygger på den grundtanke, at mennesket har den ultimative værdighed. Tankegangen vægter menneskets moralske værdi og frie vilje.

Personalisme er ikke en fast ideologi eller bevægelse, men snarere en anskuelse af mennesket, samfund og i visse tilfælde religion og gudsforholdet.

Personalismen ser mennesket som et individ, der altid er orienteret mod verden uden for sig selv. Mennesket er udstyret med "uendelig værdighed" og udviklingen af jeget i relationen til andre er i centrum. Det vil sige, at personalismen har fokus på den enkelte, men adskiller sig fra en individualistisk tankegangved ikke at se mennesket som et selvberoende individ.

Begrebet personalisme dukker op hos den tyske filosof og teolog Friedrich Schleiermacher, der i 1799 anvendte termen "Personalismus" i bogen "Reden über die Religion". Men i dag forbindes især den franske filosof og forfatter Emmaniel Mounier, der grundlagde det personalistiske tidsskrift Esprit i i 1932, med begebet, som vi forstår det i dag. Også Martin Buber, og hans hovedværk "Ich und Du" fra 1923 ses som en vigtig repræsentant for den dualistiske personalisme.

I 1800- og 1900-tallet vinder personalistiske skoler frem i forskellige lande, primært i Frankrig, Tyskland, Rusland og USA. Nogle skoler har også fokus på Guds almagt og menneskets forhold til Gud. Eksempelvis ses en katolsk personalisme, hvor kristendom og politik tænkes sammen. Den senere pave Johannes Paul II udviklede i sin præstetid sin egen gren af personalismen.

Personalismen har aldrig været et stærkt dogmatisk system, og derfor er der heller ikke formuleret store værker ligesom eksempelvis om eksistentialismen. Kritikere har op gennem tiden beskyldt personalismen for at mangle en samlet fremstilling.

Personalisme fortsat!

Det er franskmanden Emmanuel Mounier (1905-1950), som i Vesteuropa udviklede personalismen til en mere politisk og aktivistisk bevægelse. Han grundlagde i 1932 det personalistiske tidsskrift Esprit, som blev hovedmediet for personalismen og fik stor betydning, ikke mindst i Frankrig.

Det økonomiske krak i begyndelsen af 1930’erne ramte den unge, nybagte filosofiske kandidat Mounier som et lyn. Han blev rystet i sin grundvold over den verdensorden, der forårsagede sådanne menneskelige lidelser. Han nåede til en dramatisk erkendelse af, at menneskets ansvar ikke er abstrakt og upersonligt teoretisk, men meget konkret og personligt. Mounier anser den moderne civilisation som grundlæggende fejlsporet i materialisme, individualisme og kapitalisme. Derfor kalder han til en ikke-voldelig, kulturel revolution, som kan bane vejen for en ”total rekonstruktion af civilisationen”.

Revolution begynder ifølge Mounier umiddelbart ved at vække enhver person til en tilstand af uro over civilisationens forfatning. Det personalistiske samfund må ifølge Mounier have det negative formål at garantere menneskelige rettigheder og forhindre, at staten eller andre sociale institutioner forgriber sig på de distinkte personlige domæner af det menneskelige liv.

Positivt defineret vil personalismen indrette samfundet, så det på alle niveauer udvikler et maksimum af initiativ, ansvarlighed, fællesskab og decentralisering.

Decentralisering i den kulturelle sfære betyder, at kulturelle gruppers autonomi generelt respekteres og alle religiøse retninger (inklusiv ateisme og agnosticisme) f.eks. får ret til at drive deres egne skoler.

Familiens integritet skal respekteres, for familien er et naturligt fællesskab og samfundets basisfællesskab og har forrang i forhold til staten, der kun er en juridisk organisation.

Mounier gør sig ingen romantiske forestillinger om de før-kapitalistiske samfund og understreger, at de materielle fornødenheder skal dækkes, hvilket den kapitalistiske markedsøkonomi er en god metode til. Men han er en indigneret kritiker af, at kapitalismen har gennemsyret alle forhold i menneskers og samfundets liv.

Hvad der skulle have været et kontrolleret redskab, men er blevet et altdominerende paradigme for alle livets forhold, hvilket kvæler både det åndelige, personlige og relationelle liv.

Derfor skal kapitalismen og materialismen sættes på plads i både samfundsliv og det personlige liv. Liberalisme har en tendens til, i frihedens navn, at ødelægge frihed og initiativ ved at overgive dem til kapitalistisk undertrykkelse. Kollektivisme har en tendens til at beskytte samfundet mod at blive domineret af en særskilt interesse, men binder så friheden og underlægger det et parti eller klasse.

Personalisme forsøger at bevare både kollektivisering og frihed igennem en økonomi, hvor f.eks. den større industri bliver selvforvaltende institutioner, men indenfor et kommissorium udstukket af samfundet.

Dette er kun en overordnet skitse af Mouniers personalistiske program, og som han selv fremhæver, indeholder det ingen deciderede løsninger, men præsenterer en måde at tænke og leve på.

Personalismen er ikke et system, det er et perspektiv, en metode og en fordring. Den personalistiske tilgang er flydende og åben.

Personalismen er et engagement i en historisk virkelighed, der kontinuerligt udvikler sig. Den personalistiske filosofi og tænkemåde skulle være et forsøg på at redefinere filosofien, revitalisere personen og rekonstruere samfundet.

Det program, som Mounier fremlagde for at analysere, bryde og erstatte samtidens orden, er systematisk præsenteret i A Personalist Manifesto (1938) og Personalismen (på dansk i 1952). Paven I sin tid som præst og underviser på Lublins Universitet udviklede Karol Wojtyla (1920-2005) sin egen personalisme stærkt influeret af bl.a. fænomenologien og Scheler.

I 1954 skrev den senere pave Johannes Paul II doktordisputats om Scheler, og han var også influeret af den franske personalist Mounier.

Wojtylas tanker er interessante i sig selv og bidrager væsentligt til nuanceringen af Scheler, men hans forståelse af en etisk personalisme blev historisk i kraft af, at den blev bærende for hans arbejde som pave, og dermed den filosofiske klangbund for hele den katolske kirkes indflydelse på verden og millioner af mennesker igennem adskillige år.

Det fundamentale spørgsmål Wojtyla forsøger at besvare i sit arbejde, er det etisk-antropologiske: Hvad er et menneske?

Et grundlæggende tema for Wojtyla var menneskets enhed. Han afviser Decartes’ opsplitning i sjæl og krop: ”Kroppen og sjælen er uadskillelige. I personen, i den villige aktør og den forsætlige handling, står og falder de i fællesskab.”

Det er i forsætlige handlinger, at personen transcenderer sig selv; det er et tema, der optager Wojtyla og med ham alle personalister. At erfare sig selv som person er at opleve en dynamik, som både ændrer ens verden og transcenderer en selv.

Wojtyla formulerer det sådan, at vi bliver til i handling og føres på den måde ind i et etisk liv.

I tråd med Berdyaevs tanker om den frie udfoldelse, betoner han, at denne dynamik blomstrer i frihed og umuliggøres, hvis mennesket bliver middel for upersonlige kræfter. Wojtyla står i dyb gæld til Scheler, men kan ikke følge ham hele vejen.

Han mener, at Scheler betonede den følelsesmæssige side af livet for meget på bekostning af det aktive, viljestyrede subjekt. Han forholdt sig også kritisk til, at Scheler lagde følelser til grund for moralske beslutninger.

Wojtyla mente, at intellektet har forrang over følelserne. Karol Wojtyla satte som pave gentagne gange fokus på forholdet mellem individualisme og personalisme.

I 1994 beskriver han, hvordan individualismen er blind for det forhold, at mennesket selv bliver begavet og glad ved at give sig selv som gave i næstekærlighed for næsten: "Individualismen er og bliver egocentrisk og selvisk.

Personalismens etik er altruistisk:

Den bevæger personen til at blive en gave for andre og til at opdage glæden ved at give sig selv.” Wojtyla lagde i sin personalisme vægt på den hele, engagerede, handlende og relationelle person.

Mennesket er et integreret hele af både sjæl og legeme, og vi bliver til i fællesskabet og i engagerede handlinger. Derfor fremmedgøres vi, hvis vi mister relationen til og engagementet i medmennesket. Gabriel Marcel (1889-1973) var fransk filosof, teaterkritiker, dramatiker og musiker. Han konverterede til katolicismen i 1929, og hans filosofi blev senere beskrevet som “kristen eksistentialisme” (f.eks. i Jean-Paul Sartres Eksistentialisme er humanisme) – en betegnelse, han først godkendte, men senere tog afstand fra.

Hans vigtigste værk er The Mystery of Being. For Gabriel Marcel er mennesker, hvad han kalder disponible overfor hinanden.

Vi er relationssensitive og relationsdisponible, væsener, som er disponerede til at ville, søge og indgå i relationer med medmennesket. Den egentlige menneskelige eksistens karakteriseres bl.a. derved, at mennesket er disponibelt over for andre, dvs. forbundet til dem ved positive bånd (kærlighed, trofasthed, beundring, velvilje, hjælpsomhed osv.) – i modsætning til den uegentlige eksistens' ensomhed og negative indstilling til medmennesket.

For Marcel bliver en egentlig væren derfor en væren-med, en samværen (co-être). "Jeg bliver et nærvær for du`et, og du bliver et nærvær for mig.

Vi bliver uerstattelige for hinanden", som J. B. L. Knox beskriver det i sin bog om Marcel, og i den samme ånd lyder ordene

"Jeg håber på dig for os" i Marcels bog om håbets metafysik, Homo Viator.

Selvudvikling af ældre dato!

Den egyptisk-romerske filosof Plotin udtænkte systemer til selvudvikling allerede i 200-tallet, og på den måde har han fået indflydelse på moderne menneskers tankeverden Plotin har til tider levet et stille liv i filosofihistorien. Men selvom vi ikke alle er klar over det, påvirker han os i dag med for eksempel sine tanker om krop og sjæl.

Selvudviklingsbølgen kan således relateres til Plotin. Han mente, at muligheden for frelse eller for at få det bedre kun kan komme fra dig selv og ikke udefra.

Hos Plotin finder man som i dag en meget stærk opfattelse af individets muligheder på godt og ondt. Plotin konstruerede en helt ny form for dydsetik, hvor dyd blev forstået som en metode til at hjælpe sjælen fri af tilknytningen til kroppen. Den alenes flugt til det alene er en af de formuleringer, Plotin er blevet kendt for.

Hans filosofi handler om at udforske den enkeltes mulighed for åndelig opstigning mod det guddommelige.

Grundtankerne heri har også påvirket kristendommen, selvom filosoffen ikke var kristen. Påvirkningen ses for eksempel i det meditative og kontemplative. 

En del af grunden til, at Plotin ikke er kendt på samme måde som Platon, kan blandt andet skyldes, at Plotin er ekstrem.

Han er en af de mest radikale i den vesterlandske filosofihistorie i forhold til at tage afstand fra kroppen.

En af hans pointer er, at meningen med livet er at trække sig ind i sig selv, til det alene, og væk fra alt det ydre. Men selvom han måske ikke er så kendt i dag, har han indirekte påvirket, hvordan vi tænker krop og bevidsthed.

Plotin tænker grundlæggende ud fra et komplekst system, der inddeler verden i tre værensniveauer: Sjælen, fornuften og det ene.

Ifølge Plotin begynder man med at komme i kontakt med sjælen ved at gå ind i sig selv og væk fra alt kropsligt. Rationel tænkning hjælper mennesket til at nå op til fornuften. Fornuften selv er intuitiv ikke rationel. Den skuer alt på én gang.

Det er også her, guden ifølge Plotin befinder sig. Hævet over dette er det ene, som er hinsides al væren og også det guddommelige, - om det princip for alt eksisterende, som er et nøglebegreb hos Plotin.

Plotin har selv fortalt, at han flere gange har formået at gennemføre denne opstigen. Tretrinsraketten er forbundet med Plotins kritiske syn på kroppen, som på grund af sin sanselighed ikke er rationel.

Rationalitet er for Plotin midlet til at stige opad. Kontakt med kroppen danner derimod en skorpe af snavs på sjælen. Mennesket er sjælen. Sådan definerer Plotin det. Kroppen er ikke dig, den er noget, der sidder udenpå. Netop synet på kroppen er noget af det, som gør Plotin interessant også i dag. Filosofisk har man i det seneste århundrede ganske vist taget afstand fra nedvurderingen af kroppen.

Man udtrykker sig ikke mere så ligefremt som Plotin. Men i praksis kan vores tid virke lige så kropsfjendtlig som billedet af skorpen, man skal pille af for at blive ren. For eksempel dyrkelsen af det perfekte i fitness og spiseforstyrrelser som et forsøg på at disciplinere kroppen og tage afstand fra den. Ligesom piercinger og plastikkirurgi på raske mennesker også kan virke fjendtligt i forhold til kroppen.

Hvis man følger Plotins anbefalinger, kan man komme ud i en skizofren holdning til sig selv, fordi han inden i mennesket sætter en grænse mellem, hvad der er dig og ikke dig.

Mange af Plotins tanker står i modsætning til kristendommen, selvom han har været en inspirationskilde for kirken i de meditative og kontemplative metoder, han udviklede til mentalt at nå det ene. I kristendommen tager man udgangspunkt i, at kroppen og sjælen er en enhed. Man vil frelse det hele. Også kødets opstandelse ville Plotin tage afstand fra.

Han levede i en tid, hvor kristendommen voksede frem, og vi ved fra en biografi skrevet af hans elev Porfyr, at han ofte angreb de kristne i mundtlig debat. Men selv har han ikke skrevet noget direkte om dem.

Der er yderligere nogle elementer i den kristne tro, som ikke er mulige at forene med Plotins tankesæt.

For eksempel at frelse i kristendommen ikke sker ved at træne intellektet, men gennem tro. Og så vil det, at Gud blev menneske, være meningsløst for Plotin.

Filosofien i hverdagen;

Filosofi (græsk – philosophia) Kærlighed til visdom eller ven af indsigt. Emner inden for filosofi:

• Hvad er et godt liv?

• Har vi en fri vilje?

• Hvad er kærlighed?

• Hvad er et godt menneske?

• Hvad er et godt venskab?

• Bør vi lovliggøre aktiv dødshjælp?

• Hvad er god ledelse?

• Hvad er tid?

• Hvori består værdiernes grundlag?

• Er nogle værdier bedre end andre?

• Hvad bestemmer historisk udvikling?

• Hvad kan jeg med sikkerhed vide?

• Hvad kan jeg vide om andre menneskers tanker?

• Hvilken betydning har seksualiteten i moderne menneskers liv?

• Hvad er sandhed?

• Hvori består døden?

• Hvad er et retfærdig samfund+ • Hvad er ligestilling?

 Filosofien handler om alt mellem himmel og jord, og der er problemstillinger at finde alle steder, hvor der er mennesker.

Filosofien stiller dybe og grundlæggende spørgsmål. Ikke hvorfor blev I uvenner, men hvad er en god ven?

Filosofien i hverdagen!

• Søg dybe forklaringer og begrundelser

• Stil spørgsmålstegn ved centrale begreber, vi ofte bruger eks. kærlighed • Stil spørgsmålstegn ved holdninger og værdier

• Prøv at se tingene i et større perspektiv

• Stil spørgsmål om etik og moral Kærlighed til visdom forudsætter en ren eller fri tænkning eller hvad der kan kaldes kritisk, konstruktiv og kreativ refleksion.

Det vil sige at undre sig og være nysgerrig, at undersøge, hvad andre tager for givet, at spørge efter begrundelser, at påpege skjulte antagelser og dagsordener, at give modeksempler, at analysere begreber og problemstillinger

At tænke konstruktivt vil bl.a. sige, at argumentere, at lytte til det bedste argument, at finde beviser, at undersøge forbindelser mellem begreber, at undersøge ideers videre perspektiver og konsekvenser.

At tænke kreativt vil sige at være åben og modtagelig for nye ideer, at tænke ud fra flere perspektiver, at lege med nye ideer.

Filosofi, der stiller spørgsmål om verdens egenskaber og bestanddele kaldes: Ontologi eller metafysik.

Eks: Har mennesket en fri vilje?

Findes der en gud?

Filosofi, der handler om den mening, der er at finde i mennesket tankeverden kaldes: Hermeneutisk filosofi. (fortolkning/forståelse) Kan ikke pege eller føle på.

Eks.: Hvad er meningen med livet egentlig?

Filosofi, der er optaget af at analysere sproget og de filosofisk ladede begreber vi bruger i hverdagen kaldes: Analytisk filosofi.

Vigtige begreber er: Begrebsafklaring, analogier, metaforer og udvidelse af sproget. Eks.: Hun var smuk som solen.

Filosofi, der skal få os til at mærke og opleve og ikke tænke og tale, kaldes: Fænomenologi – at sætte i parentes – at gå til sagen selv. Eks.: Forklare eller skrive hvad dit  synspunkt er om et godt liv, sundhed eller kreativitet og dernæst antage, at intet af dette faktisk er sandt.

Filosofi kan derfor ses som en vending væk fra det abstrakte og mod det konkrete.

Filosofi går til sagen, som vi ser den med vore øjne og mærker den med vores krop. Eks.: At forsøge at beskrive og forklare en del af din  hverdag, du  søger en bedre filosofisk forståelse af, for en fiktiv kannibal eller marsmand. Nuancer og oversete detaljer kan på denne måde komme til syne.

Filosofien virkning / formål:

• Undersøgelse af filosofiske opfattelser

• Udfordring af filosofiske opfattelser

• Udvikling af filosofiske opfattelser

Filosofiske overvejelser over religion!

Religionsfilosofi - det kan forstås dobbelt:

1. Filosofisk overvejelse over religionen selv som positiv religion. Dvs. som en foreliggende, menneskelig – psykologisk, social, historisk – virkelighed, som en menneskelig ytring.

Religion i denne betydning søger at bestemme de væsentlige træk og betydningen af det religiøse fænomen.

2. Filosofisk overvejelse over det, som religionen selv omhandler. Dvs. en filosofisk undersøgelse af de religiøse grundspørgsmål (f.eks. Guds væsen og eksistens, jf. gudsbevis, forholdet mellem Gud og verden; det ondes problem).

En sådan religion kaldes ofte metafysisk. Dog kan religion i denne betydning (og dermed som filosofisk teologi søger – så vidt det er muligt – at begrunde dennes påstande (filosofisk), og en undersøgelse, der kritisk diskuterer en religion eller religion overhovedet. Dette sidste omtales ofte som religionskritik.

De to fænomener for religion (1 og 2) kan forbindes. Religion kan nærmere bestemt betyde en filosofisk overvejelse over religionen, som en del af et menneskets virkelighed.

Gennem religionen forholder mennesket sig til sin egen virkelighed. Religionen kan ses som en helhedstydning af den menneskelige virkelighed (udtalt af filosoffen Løgstrup).

Det, religionen har med at gøre, er da både religionen som et stykke menneskelig virkelighed og religionens egen genstand, nemlig den religiøst tydede virkelighed.

Den har med den religiøse tydning af virkeligheden at gøre, men må da blive en refleksion over denne virkelighed selv, idet spørgsmålet er, om virkeligheden kan tydes religiøst, og hvad den religiøse tydning siger om virkeligheden.

Denne mulighed for at forbinde de to former for religion (1 og 2) fører tilbage til det forhold, at religionen er en foreliggende virkelighed på anden måde end natur og historie.

Ved religionen stiller der sig et ekstra problem, nemlig spørgsmålet om gyldigheden af dette fænomen. Der stiller sig dermed den dobbelte opgave for religionen at analysere den form eller karakter, de religiøse påstande har (religionens sprog), og at diskutere gyldigheden af dem.

Religion omfatter følgelig de erkendelsesteoretiske, logiske, sprogfilosofiske og metafysiske problemer, som religionen som menneskeligt udtryk stiller. Endvidere griber grundlæggende problemer i religionen ind over etik og historiefilosofi.

Eksistentialismen har en lang og levende historie.

Eksistentialismen er en bred kulturstrømning, der repræsenterer en bestemt måde at forstå livet på. Den havde sin storhedstid imellem 1945 og 1965, men den startede som en filosofi over begrebet om eksistens og forplantede sig til den brede kunst; især romanen og skuespillet.

Man kan både forstå eksistentialisme som en snæver filosofisk disciplin (ofte betegnet eksistensfilosofi) og som en bred kulturstrømning.

Der hersker bestemt ikke enighed om, hvorvidt de to er synonyme, men man kan som regel blive enig om, at eksistentialismen er baseret på eksistensfilosofiske tanker, der er noget ældre end eksistentialismen af 1945.

Begrebet eksistens Eksistensfilosofien opstod i 1800-tallet med Søren Kierkegaard, da han formulerede begrebet om eksistens som et problem. ’Eksistens’ havde været brugt længe, længe før Kierkegaard men ikke som et problem, der skulle løses.

Før Kierkegaard var det en del af den traditionelle metafysik, som er læren om, hvad der er til. Denne var i næsten 2000 år delt op, således at man mente, at man om enhver ting kunne tillægge den et væsen (hvad tingen er) og en eksistens (at tingen er).

Efter Platon (428-348) betragtede de fleste spørgsmålet om en tings væsen, som det vigtigste. Det, som var uforanderligt og evigt, var en tings væsen og ikke dens eksistens: Det enkelte bord, jeg sidder ved, skal jo forgå på et tidspunkt og kunne derfor ikke være det sande, evigt bestående. I stedet blev bordets essens eller væsen betragtet som det evige: Bordets form (den egenskab, der gør et bord til et bord) var evigt, men dets eksistens var forgængelig.

På den måde er begrebet om eksistens i klassisk metafysik noget, der med Johannes Sløks ord ’føjes til’: Bordets essens er evig, og når et enkelt bord kommer til verden, er eksistens blevet føjet til det. Men når det enkelte bord igen forgår (taber sin eksistens), bliver formen for alle borde ved med at være.

Det samme gælder mennesket: Alle, der har været til som mennesker, har haft det fælles væsen, at vi er mennesker, og de af os, der er til lige nu, har så også tilfældigvis eksistens.

Kort rids af Friedrich Nietzsche (1844-1900)!

Nietzsche var ikke etisk og metafysisk nihilist; omvendt advarede Nietzsche imod en forestående nihilisme, som ville indtræffe pga. de kristne værdiers fallit (jævnfør "Guds død").

Nietzsche advokerede sandt nok for disse værdiers afsløring som tomme og livsfornægtende, men i stedet søgte han at mane til en fremtidig værdirevolution til fremme af værdier som liv, kreativitet, storsindethed og mod.

Det skal dog bemærkes, at Nietzsche hovedsageligt beskæftigede sig med at afsløre samtidens værdier som perverterede udtryk for "viljen til magt", i stedet for at udarbejde en klar teori om en ny "moral" eller en ny samfundsstruktur, efter at de gamle værdier endegyldigt var forladt.

Fx tilskriver han de svage troen på kristne begreber som godt og ondt. Modsat den antikke verden, hvor begreberne hed god og slet. Men de svage har siden for at få magt over de stærke ombyttet begreberne. Historisk set er denne teori ganske spekulativ.

Overmenneske

Den, der indser, at de herskende værdier er hule, er fri til selv at skabe nye værdier og skabe sit eget liv.

Han er blevet til et "overmenneske". Nietzsche sammenligner forholdet mellem menneske og overmenneske med forholdet mellem abe og menneske.

Der er dog ikke tale om et "overmenneske" i biologisk forstand. Hans tanke om, at – "menneskeheden [uafbrudt skal] arbejde på at frembringe enkelte store mennesker – dette og intet andet er dens opgave." – er hans bud på en forklaring af menneskets udvikling.

Han blev tidligt støttet af Georg Brandes i denne tanke – og tilmed i det praktiske og over for offentligheden, og de formulerede begge, men hver for sig, det, der senere udviklede sig til avantgardebegrebet i kunsten (i modsætning til den efterlignende, underholdende og formelle kunst).

Man kunne kalde det den avantgardistiske tanke. Som overmenneske betegnes et idealmenneske, som er vokset fra et "normalt" menneskes almindelige liv.

At nå overmennesket handler meget om at overvinde sig selv, snarere end at overvinde andre, og at finde styrken i sig selv.

Det menneske, der ikke vil være en del af massen, skal blot holde op med at være så eftergivende over for sig selv; det skal følge sin samvittighed, når den råber: ’Vær dig selv!

Alt det, som du nu gør, mener og begærer, er slet ikke dig’«. ”Dine opdragere må nødvendigvis også være dine befriere. Og det er hemmeligheden ved al dannelse”.

Tre opfattelser hos Nietzsche af mennesket:

Opdragelse er ikke, at nogen fortæller dig, hvad du skal gøre, eller lærer dig visse færdigheder. Den gode opdrager er den, der hjælper dig med at opdage dit væsen for dig. Viser dig, hvem du er, og hvad der er din forpligtelse.

Opdrageren skal ikke vise vej ud i verden, men holde den opdragede fast på sig selv. For den største fare for det enkelte menneske er, at det er for frygtsomt: Det overtager de andres meninger og vaner, det vil ikke falde udenfor, og det overhører samvittighedens kald. Men livet er for Nietzsche noget andet: »At leve er at være i fare«, som han også skriver.

Viljen til magt skal først og fremmest ses som magt over sig selv.

Viljen til magt kommer til udtryk som vilje til erkendelse. En drift mod at beherske og organisere kaos, og transformere omgivelserne. Nietzsche mener således, at den sande lære om vilje og frihed, ligger i menneskets villen.

Denne villen er en skabende vilje, han sidesætter denne skabende vilje med skæbnen. Vi skaber altså vores egne muligheder, vores egen skæbne, dog indenfor nogle endelige grænser.

 Viljen til magts’ ontologiske karakter, gør at den bliver den formende kraft i tilværelsen definitiv.

Om lidelse

Nietzsche så lidelse som det, der var årsagen til menneskets styrke og visdom. Oplevelsen af lidelsen er grobunden for at kunne erkende klart, og netop lidelsen er det, der adskiller den erkendende fra majoriteten.

I ”Hinsides godt og ondt” skriver han:

”Det åndelige hovmod og leden hos ethvert menneske, der har lidt dybt - det bestemmer næsten rangordenen, hvor dybt mennesker kan lide - dets rystende vished, som det er gennemtrængt og farvet af, at vide mere end de klogeste og viseste kan vide, at have kendt og engang været 'hjemme' i mange fjerne, forfærdelige verdener, som 'I intet ved om!' ... dette åndelige, tavse hovmod hos den lidende, denne stolthed hos erkendelsens udvalgte, 'indviede', næsten ofrede finder alle former for forklædning nødvendige for at beskytte sig mod berøringen med anmassende og medlidende hænder og i det hele taget alt, hvad der ikke er dets lige i smerte. Den dybe lidelse gør én fornem; den adskiller“.

Lidelse er med andre ord, hvad der inspirerer os til at overvinde mennesket, finde styrken i os selv og stræbe efter en højere eksistens.

Føljeton om Søren A. Kierkegaard og hans filosofi! (1:11)

Introduktion til de vigtigste begreber, filosoffen Søren Kierkegaard arbejdede.

Søren Kierkegaard (1813-1855) brugte guldaldertidens sprog, men samtidig anvendte han også en række begreber fra filosofien.

Hos ham fik de så en særlig betydning.

Hertil kommer, at han skrev en del af sine værker under pseudonym – og tilmed svarede kritiske anmeldere under pseudonym.

Her er en introduktion til ti centrale Kierkegaard-begreber.

Pseudonymerne Kierkegaard kan karakteriseres som pseudonymernes og sprogknudernes forfatter.

Brugen af pseudonymer gør det muligt for Kierkegaard at opbygge et forfatterskab med et væld af fortællere og en mangfoldighed af stemmer.

Bag pseudonymerne gemmer Kierkegaard sig for at læseren kan finde sig selv som den, der er nødt til at tage stilling til Gud og tilværelsen.

”Enten-Eller” udgives af Victor Eremita, hvilket betyder den ”Sejrende Eneboer.

Han finder i et chatol A`s og B`s papirer.

Her optræder så forfattere som Johannes Forføreren og retsassessor Wilhelm.

”Frygt og Bæven” er skrevet af Johanness de Silentio (Johannes af Tavsheden) og Johannes Climacus (Johannes Himmelstormeren) skriver ”Filosofiske Smuler”.

”Sygdommen til Døden” og ”Stadier på Lives Vej” skrives af Anti-Climacus”. Stadier på livets Vej” skrives af Hilarius Bogbinder.

”Begrebet Angest” har Vigilius Haufniensis (Københavns Vogter) som forfatter.

Føljeton om Søren A. Kierkegaard (2:11)

Det almene Kierkegaard bruger udtrykket ”det almene” til at betegne det etiske, det vil sige den pligt og det ansvar, som gælder enhver.

I "Frygt og Bæven” skriver han om det almene: ”Det, der er gjeldende for Enhver, hvilket fra en anden Side lader sig udtrykke saaledes, at det er gjeldende i ethvert Øieblik”.

Det almene er det etisk rigtige, og Kierkegaard bruger her ægteskabet som det karakteristiske eksempel på det ”at realisere det almene”.

Angest

Angest, som Kierkegaards staver angst, er et vigtigt begreb i hans tænkning. Han bruger et hel bog på at analysere dette begreb, nemlig "Begrebet Angest".

Kierkegaard skelner mellem angst og frygt. Frygt har en genstand. Man frygter for noget.

Angsten har ingen genstand, men skyldes dybderne og det farlige i mennesket selv. Angst er udtryk for, at mennesket er ånd. Der er en ond angst, som er angsten for det gode – og så er der en god angst, som er en angst for det onde i mennesket. Den onde angst kalder Kierkegaard også for dæmoni.

Angsten er udtryk for menneskets længsel efter forløsning. Den er en åndelig bevægelse. Kierkegaard kan også sammenligne angsten med feberen, der er tegn på kroppens forsvar mod infektion.

Det etiske

Det etiske er det, der stemmer med etikken, det vil sige læren om det gode. Kierkegaard bruger udtrykket i sin gennemgang af det etiske stadium eller den etiske livsholdning.

Denne holdning placerer han i sit hovedværk ”Enten – Eller” i forhold til det æstetiske stadium - og i forfatterskabet som helhed mellem den æstetiske livsholdning og den religiøse. Det etiske stadium repræsenteres i ”Enten – Eller” af den gode ægtemand og retsassessor Wilhelm.

Hans liv er defineret af ansvaret og loyaliteten over for det andet menneske.

Eksistens

Dyr er, mennesket eksisterer, siger Kierkegaard.

Hans begrundelse er, at mennesket kan forholde sig til sig selv. Mennesket har en krop og en bevidsthed.

Det kan forholde sig til dette forhold og træffe valg, der modarbejder, udskyder eller omfortolker de kropslige behov.

At eksistere vil endvidere sige, at mennesket giver mening til de livssituationer, det gennemlever.

At eksistere betyder at vedkende sig, at man allerede er dette bestemte menneske, man rent faktisk er.

Den eksisterende er i etisk og religiøs forstand den enkelte, der alene og må træffe sine valg.

Føljeton om Søren A. Kierkegaard (3:11)

Gjentagelsen

Dette er et af de vanskeligste ord hos Kierkegaard.

Ordet får en særlig forklaring i den lille bog ”Gjentagelsen”.

Med håbet ser vi fremad mod den ukendte fremtid.

Med erindringen griber vi tilbage til den tabte fortid.

Gentagelsen udtrykker så hos Kierkegaard vores mulighed for at være nærværende i nuet.

 

I bogen "Gjentagelsen" er der to forbundne fortællinger, hvoraf den ene fremstiller gentagelsen som noget tomt og trivielt.

Den anden fortælling fremhæver med brug af historien om Job, som Gud både fratog alt og gav alt igen, gentagelsen som det at modtage sit liv igen som gave og opgave.

Ironi

Ordet betyder egentlig ”forstillelse”. I sin magisterafhandling ”Om Begrebet Ironi”, tager Kierkegaard sit udgangspunkt i Sokrates' ironi, hvormed han selv forstillede sig uvidende for at lede sine elever til erkendelse.

Sokrates er et ideal for Kierkegaard, som netop gennem sit pseudonyme forfatterskab indirekte ville lede (”bedrage”) læseren frem til kristendommen.

Religiøsiteten

Dette er troens livsholdning, livet i tro på Gud.

Kierkegaard skelner mellem to former for religiøsitet:

1) Religiøsitet

A kalder han for inderlighedens religiøsitet.

Den er præget af den stille fromhed, af sindsbevidsthed, af regelmæssig kirkegang og bøn.

Gud antager her karakter af faderskikkelse og er som sådan uproblematisk.

2) Religiøsitet

B kalder Kierkegaard den religiøsitet, i hvilken Gud ses som et eksistentielt paradoks.

Det er den Gud, der krævede det uforståelige af Abraham, nemlig at han skulle ofre sin søn Isak.

Denne religiøsitet indebærer valget eller, springet ud på 70.000 favne vand, som Kierkegaard billedligt udtrykker det.

Denne religiøsitet er på engang forløsning og kamp for at finde fodfæste i livet.

Springet

At være religiøs betyder for Kierkegaard, at man foretager et eksistentielt spring ud på uvishedens 70.000 favne vand.

Tro er altså et valg, der modsiger vished. Derfor må det troende menneske leve med sin tvivl og løbende revurdere sit religiøse valg.

For troen uden tvivl er ingen tro, men fundamentalisme:

”Kan jeg objektivt gribe Gud, så tror jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, så må jeg tro; og vil jeg bevare mig i Troen, må jeg bestandig passe på, at jeg fastholder den objektive Uvished, at jeg i den objektive Uvished er på de 70.000 favne Vand, og dog tror”. 

Føljeton om Søren A. Kierkegaard (4:11)

Stadier

Kierkegaards brug af ordet "stadier" dækker, hvad man ellers ville kalde et standpunkt, en holdning.

I ”Stadier på Livets Vej” skildrer Kierkegaard de tre stadier: det æstetiske, det etiske og det religiøse.

Mens han i "Enten – Eller" koncentrerer sig om dybtgående at skildre det æstetiske og det etiske liv.

I ”Afsluttende uvidenskabelige Efterskrift” taler han også om det ironiske og det humoristiske stadium.

Stadierne er nødvendigvis ikke livsholdninger, som man gennemlever som følge af en udvikling, men livsmåder som kan præge den enkelte for altid.

Kun i det religiøse finder den enkelte befrielse, forløsning og livets mening.

Det æstetiske

Det æstetiske stadium er den livsholdning, hvor man vælger ikke at forholde sig til livet.

Man lever på stemninger, nydelse og underholdning.

Æstetikeren indhentes imidlertid af kedsomhed, når det går op for ham, at valgene er ligegyldige og gentagelsen bliver truende.

For æstetikeren kan ikke leve i gentagelsen. Og for at komme ud af kedsomheden kan man enten blasert erkende tilværelsens tristhed og tomhed med et overbærende smil.

Eller også havner æstetikeren i en fortvivlelse, der ikke lader sig overvinde.

Føljeton om Søren A. Kierkegaard (5:11)

Søren Kierkegaard hører til absolut blandt de mest indflydelsesrige danske tænkere. Hans bøger spænder bredt lige fra det skønlitterære til teologiske, filosofiske og psykologiske tanker.

Et kort resume af hans liv:

Søren Aabye Kierkegaard blev født i 1813 og voksede op i guldalderens København. Allerede tidligt blev han præget af den meget tungsindige forståelse af kristendommen, som han modtog fra sin far, Michael Pedersen Kierkegaard.

Kierkegaard og broderen, teologen P.C. Kierkegaard, var de eneste ud af en søskendeflok på syv, der overlevede deres far.

Søren Kierkegaard og hans far var begge overbeviste om, at de mange dødsfald i familien var Guds straf.

Michael Pedersen Kierkegaard havde i sin ungdom begået en synd og troede, at straffen ville blive, at alle hans børn skulle dø før ham selv.

I hele sit voksne liv var Søren Kierkegaard præget af en ulykkelig kærlighed til den livsglade Regine Olsen, som han dog selv brød forlovelsen med.

Forholdet til hende nævnte han aldrig direkte i sine bøger, men det var bestemmende for en række temaer i de mere skønlitterære fremstillinger.

Som læser af Kierkegaards bøger står man ofte over for i hvert fald to vanskeligheder.

Det er nemlig i mange tilfælde svært at finde den klare grænse mellem filosofiske og religiøse tanker i hans tekster. Dertil kommer, som nævnt tidligere , at mange af værkerne ikke blev udgivet i Kierkegaards eget navn, hvilket gør det svært at vurdere, om det er hans personlige mening, der kommer til udtryk i dem.

Føljeton om Søren A. Kierkegaard (6:11) 

Søren Kierkegaard, der delte sin fars store interesse for kristendommen, begyndte tidligt at studere teologi på Københavns Universitet.

I ungdomsårene var han præget af både tro, tvivl og delvis foragt for faderens religion, mens han i sine sidste år var stærkt troende.

Allerede som ung skrev han: "Det kommer an på at forstå min bestemmelse, at se, hvad guddommen egentlig vil, at jeg skal gøre; det gælder om at finde en sandhed, som er sandhed for mig, at finde den ide, for hvilken jeg vil leve og dø."

Citatet er et godt eksempel på, hvordan Kierkegaard i forhold til tidligere tænkere lagde særlig vægt på den enkelte persons beslutning.

Han fandt det mere afgørende, at mennesket var præget af lidenskab, engagement og oprigtighed, end om dets forestillinger var i overensstemmelse med virkeligheden.

Netop derfor sagde han også, at subjektiviteten er sandheden.

Tro og tanke

I de mere religiøse værker argumenterede Kierkegaard for, at det ikke er muligt at vide, om Gud eksisterer eller om kristendommen er sand.

Kun igennem troen kan man opbygge et forhold til Gud, sagde han.

Kierkegaard gjorde meget ud af at beskrive det træk ved mennesket, at det kan forholde sig kritisk til sine egne tanker.

Faktisk mente han, at det var et helt grundlæggende træk ved det at være menneske, at man ikke bare tænker, men også vurderer sine egne tanker.

En sådan form for selvrefleksion vil ifølge Kierkegaard sætte mennesket i gang med en udvikling.

I første omgang vil mennesket erkende sit ansvar over for andre mennesker og dermed blive, hvad Kierkegaard kalder en etiker.

Dernæst vil mennesket blive klar over, at det ikke kan leve op til sit ansvar og samtidig stille spørgsmålet om, hvordan det selv er blevet til.

Dermed vil det bevæge sig imod et religiøst stadium.

I kamp mod kirken

"Enhver der deltager, deltager i at lege kristendom og i at holde Gud for nar."

Sådan sagde Kierkegaard om de personer, der mødte op til gudstjeneste i folkekirken.

Han mente, at kirken havde forfalsket kristendommen og fejlagtigt talte om, at alle danskere var kristne, hvorimod der i Det Nye Testamente står, at det er få, der finder vejen til Gud.

Kierkegaard mente, at præsterne var nogle hyklere, som kun ville tale om de ting i kristendommen, der var acceptable for alle og enhver.

Præsterne så det, de gjorde, som et job og ikke som et kald fra Gud, sagde Kierkegaard.

De turde ikke sætte fokus på de vanskelige ting i kristendommen som fortabelse, selvopofrelse og så videre.

Føljeton om Søren A. Kierkegaard (7:11)

Død og eftermæle

Søren Kierkegaard døde midt i kampen mod kirken i 1855.

På grund af hans voldsomme kritik af præsterne var de pårørende i tvivl om, hvorvidt de kunne tillade sig at lade ham begrave i statskirken.

Det endte dog med, at broderen P.C. Kierkegaard, som Søren Kierkegaard selv på mange punkter var uenig med, talte ved bisættelsen i Vor Frue Kirke.

Kierkegaards grav kan stadig ses på Assistenskirkegården i København.

Det særlige fokus på det enkelte menneske prægede hele Kierkegaards tænkning, uanset om den var teologisk, filosofisk eller psykologisk.

Kierkegaard stod dermed bag det skiftende fokus i den filosofiske tænkning, der inspirerede mange eksistentialister, deriblandt franske Jean Paul Sartre.

På teologiens område har Søren Kierkegaard helt op til vor tid ydet stor indflydelse ved sin hævdelse af, at mennesket i bogstaveligste forstand må tro kristendommens lære.

Samtidig har han været med til at sætte særligt fokus på det enkelte individs forhold til Gud.

Kierkegaard bliver i vid udstrækning læst i hele verden.

Hans bøger er blandt andet blevet oversat til engelsk, spansk, hebraisk, russisk, japansk og kinesisk.

Vigtigste værker Tre af Søren Kierkegaards vigtigste værker er:

Enten - Eller (1843) Frygt og Bæven (1843) Sygdommen til Døden (1849)

Hvad er eksistensteologi

Særligt dialektiske teologer af luthersk herkomst, som var inspirerede af Søren Kierkegaard og den tyske eksistensfilosof Martin Heidegger, valgte den eksistensteologiske vej.

Føljeton om Søren A. Kierkegaard (8:11)

Med inspiration fra Søren Kierkegaard mente eksistensteologien, at mennesket først bringes i overensstemmelse med sig selv og Gud, når det hører Guds ord tale til sig og svarer med tro.

Eksistensteologi er en variant af den dialektiske teologi, som blev den dominerende strømning i årene før og efter Anden Verdenskrig.

Særligt dialektiske teologer af luthersk herkomst, som var inspirerede af Søren Kierkegaard og den tyske eksistensfilosof Martin Heidegger, valgte denne vej.

Grundlaget er, at Guds ord – forkyndelsen af Jesus Kristus – skal høres af den enkelte, som ved at svare med lydig tro endelig bliver sig selv, Guds skabning.

For at berede vejen for at det moderne menneske kan høre ordet, mente eksistensteologien, at Bibelen skulle oversættes.

De antikke forestillinger skulle afmytologiseres, så de blev bragt i overenstemmelse med et moderne verdensbillede. Og den skulle fortolkes eksistentielt, så det moderne menneske kunne finde det rette udgangspunkt for mødet med Jesus Kristus.

Det store opgør

Da den dialektiske teologi brød igennem, i var den på én gang et svar på den kulturkrise, der havde bredt sig i Europa i årene efter Første Verdenskrig. Og et opgør med liberalteologien, der havde været den dominerende teologiske strømning indtil da. Liberalteologerne mente, at der var en forbindelse mellem Gud og verden gennem etikken, som udsprang i Jesu liv og lære.

Denne opfattelse blev direkte udfordret af de dialektiske teologer, der hævdede, at der er en ”uendelig kvalitativ forskel” på Gud og menneske. Det vil sige, at skaberen er det helt andet end sin skabning.

Derfor kan mennesket ikke vide eller sige noget om Gud, før han frivilligt og helt uafhængigt åbenbarer sig i Jesus Kristus.

Det vil sige taler sit ord ind i verden til mennesket.

Føljeton om Søren A. Kierkegaard (9:11)

Flere slags dialektisk teologi

Spørgsmålet var så, hvordan dette ord skulle høres. Og her viste der sig en vis splittelse internt mellem foregangsmændene i oprøret imod liberalteologien, som afspejlede de dialektiske teologers forskellige forudsætninger.

Der var lige så mange udgaver af dialektisk teologi, som der var dialektiske teologer, men de kan groft sagt inddeles i to retninger.

På den ene side stod schweizere og calvinister som Karl Barth og Eduard Thurneysen og på den anden side tyske lutheranere som Rudolf Bultmann og Friedrich Gogarten.

Det var kun modstanden mod det gamle, der forenede dem, og de skiltes efterhånden igen og blev i flere tilfælde uforsonlige modstandere.

Det gjaldt ikke mindst i forbindelse med kristendommens forhold til nazismen.

Den personlige eksistens i årene omkring Første Verdenskrig opstod der en fornyet interesse for Martin Luther, hvor man ikke længere fokuserede på reformatorens rolle som kirkefader, men i stedet på hans personlige religiøse gennembrud.

Hans kamp for at vinde sig en nådig Gud midt i angsten.

Også Søren Kierkegaard havde været optaget af den personlige omvendelse og havde selv stridt en drabelig troskamp.

Omtrent 50 år efter sin død blev nu også han ”genopdaget”, og fik større indflydelse på teologi og filosofi end nogen sinde før.

Ikke mindst gennem den tyske filosof og fænomenolog Martin Heidegger, der med sin analyse af væren og det værende (dasein-analysen) lagde grundlaget for den filosofiske eksistentialisme, der før og efter Anden Verdenskrig var den absolutte modefilosofi i Vesteuropa.

Under indtryk af tidens kulturkrise og usikkerhed lånte Heidegger fra Kierkegaard den tanke, at menneskets grundlæggende vilkår er angsten.

Denne angst for ingenting kan den enkelte kun frigøre sig fra ved at vågne til en selvbevidsthed hvori endelighed og usikkerhed accepteres.

Med Kierkegaards ord skal man vove springet ud på de 70.000 favne vand; man skal vove at vælge livet ved at vælge sig selv.

Fra filosofi til teologi Heidegger var en overgang professor i Marburg, og her blev han kollega og nær ven med Bultmann, som var professor i Det nye testamente.

Bultmann gik hurtigt ind på vennens tankegang og benyttede sig af den i sit teologiske arbejde.

Han mente, at når Gud taler sit ord til verden, så skal det høres som en personlig tiltale.

Det betyder, at åbenbaringen ikke er en objektiv størrelse, men at den kun er tilgængelig for den enkelte. Og derfor hersker usikkerheden også i kristendommen i en grad, så den kristne må søge tilflugt i troen, som ikke er hans egen, men Guds gave.

Mennesket bliver altså først et sandt menneske, når det hører Guds ord og svarer på det med tro.

Sådan bringes mennesket i overenstemmelse med Gud lige så vel som med sig selv.

Afmytologisering og eksistential tolking

Fordi den menneskelige fornuft ikke er stærk nok til at fastholde Gud og gøre ham objektiv, kommer også det menneskelige sprog til kort i omtalen af ham, mener eksistenteologerne.

Det er umuligt at udsige noget om Gud i sig selv, og det er en fejl at tro, at det er det, Bibelen gør, når den beskriver det hin- og det dennesidige som afspejlinger af hinanden.

Bibelen beskriver nemlig ikke en objektiv virkelighed, men er Guds tiltale.

Derfor er den heller ikke en fortælling om den historiske Jesus, men selve forkyndelsen (gr.: kerygma) af Kristus.

Da dette kerygma er formuleret i fortidens religiøse sprog og i overenstemmelse med antikkens verdensbillede, er det nødvendigt at oversætte det, så det bliver tilgængeligt for det moderne menneske.

Det er altså for det første teologiens opgave at afmytologisere Bibelen  og bringe den i overensstemmelse med det moderne verdensbillede.

Og for det andet at fortolke Bibelen eksistentielt ved at finde frem til forfatternes eksistentielle situation, som dermed bliver tilgængelig for læseren.

Gennem denne såkaldte eksistentialinterpretation bliver nutiden igen bragt på linje med fortiden; den tiltalte bliver ved tiltalen med Kierkegaards ord samtidig med Jesus, og hermed får livet dets ultimative mening.

Føljeton om Søren A. Kierkegaard (11:10)

”Det er ganske sandt, hvad filosofien siger, at livet må forstås baglæns, men derudover glemmer man den anden sætning: at det må leves forlæns.” 

Citater af Søren Kierkegaard!(11:11)

Her kan du læse 10 citater, der alle synes at være skrevet i stor ophidselse. Det er måske ikke så mærkeligt, da ”Enten-Eller” er skrevet lige efter, at Kierkegaards elskede, Regine Olsen, havde brudt forlovelsen med ham.

1. ”Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke.”

2. ”Thi det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det.

3. ”Lad andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden Lidenskab. Menneskenes Tanker ere tynde og skrøbelige som Kniplinger, de selv ynkværdige som Kniplings-Piger.”

4. ”Foruden min øvrige talrige Omgangskreds har jeg endnu een intim Fortrolig – mit Tungsind; midt i min Glæde, midt i mit Arbeide vinker han ad mig, kalder mig til en Side, om jeg end legemlig bliver tilstede. Mit Tungsind er den trofasteste Elskerinde, jeg har kjendt, hvad Under da, at jeg elsker igjen.”

5. ”Hæng Dig, Du vil fortryde det; hæng Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; hæng Dig eller hæng Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du hænger Dig, eller Du ikke hænger Dig, Du vil fortryde begge Dele.”

6. ”Qvinden er og bliver mig dog et uudtømmeligt Stof for Overveielser, en evig Overflødighed for Iagttagelser."

7. ”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?”

8. ”Men hvad er det at leve æsthetisk, og hvad er det at leve ethisk? Hvad er det Æsthetiske i et Menneske, og hvad er det ethiske? Herpaa vilde jeg svare: det Æsthetiske i et menneske er det, hvorved han umiddelbar er det, han er; det Ethiske er det, hvorved han bliver det, han bliver.”

Det eksistentielle valg: "Mennesket anskues fundamentalt set som et vælgende subjekt, der så og sige er defineret til frihed. ”

"Jegéts accept af Migéts - Det handler ikke om, hvad man vælger, men at man vælger."

9. ”Lediggang som saadan er ingenlunde en Rod til Ondt, tværtimod den er et sandt guddommeligt Liv, naar man ikke keder sig.”

10. ”Jeg taler helst med Børn; thi om dem tør man dog haabe, at de kan blive Fornuft-Væsener; men de, der ere blevne det! Herre Jemini!”

“Æstetikerens tomhed er uhyggelig relevant i dag”

Søren A. Kierkegaard filosofi i stikord!

Personen SAK:

• Umuligt at tage noget let.

• Ethvert menneske er en verden for sig.

• Mennesket er individ.

• Mennesket er original – ”de” har hver gang smidt skabelonen væk.

• Mennesket som art = slægten.

• Erhvervede egenskaber kan ikke nedarves.

• Opgaven: at udtrykke sin menneskelighed eller at realisere dette almene at være menneske.

• Samfundet findes i hvert enkelt individ, men hver gang på dette individs individuelle måde – i denne bestemte skikkelse.

• Mennesket skal være sig selv – et selv.

• Mennesket bliver det blotte, bevidstløse produkt af alle ydre og indre kræfter, der bestemmer dette konkrete menneskes faktiske indhold.

• Målet for al stræben = glæde = at kunne leve hen i dyb og uforstyrret glæde over livet, at kunne tage det til sig, fra øjeblik til øjeblik – og nyde det med alle sanser.

• Den etiske fordring udspringer af den dybde eller alvor med hvilken man opfatter sin situation som menneske.

• Livets autentiske vilkår.

• Lidenskaben er fundamental – ligger forud for eller er primær i forhold til fornuften

• Lidenskaben er der først og den maluliserer da fornuften for at kunne nå sine mål.

• SAK er overbevist om:

• Sjælens udødelighed

• Det evige liv efter døden

• Saligheden som dette evighedslivs indhold.

• Lidenskaben er forhold til den evige salighed = lidenskaben selv.

• Kun i den lidenskab er mennesket – menneskets lidenskabelige stræben efter at blive helt ud til nærværende, virkelig, realiseret og fuldendt.

• Skyld udelukker den evige salighed.

Mennesket er forvandlet til fortabthed.

• Synden er en påtrængende dom over menneskelivets gådefulde fortabthed – det generelle vilkår for livet – udelukkelsen fra ”den evige sandhed”.

• SAK er ikke moralist – eller praler ej.

• Man skal aldrig satse på bare en differens.

• Det er først, når et menneske lidenskabeligt forsøger på at finde et autentisk grundlag for sin eksistens, at begrebet om Gud viser sig som et begreb, der ikke lader sig overse, fordi det alene er i forhold til det begreb, eksistensen overhovedet lader sig realisere.

• Når mennesket vælger fortvivlelsen er det ensbetydende med, at det vælger sig selv som fortvivlet.

Det er mennesket mig, som er fortvivlet og, derfor er det mig selv, jeg vælger, når jeg vælger fortvivlelsen.

• Mennesket vælger sig selv som nøjagtigt det, det er, fortvivlet og i en og samme handling vælger det Gud.

Søren A. Kierkegaards opdeling af menneskets eksistenstyper!

SPIDSBORGEREN:

- Produkt af samfundet

- Lever i en illusion

- Ikke i stand til at gøre rede for sig selv.

- Indviklet i selvbedrag.

- Travl

– tror tilværelsen har en mening.

- Afhængig af ydre forhold -

- Betingelserne uden for sig selv.

ÆSTETIKEREN:

- Anti-borgerlig boheme type.

- Oplevelsen af at være et menneske

– blot et menneske

– vil individet gennemføre virkeliggørelsens proces.

- Mennesket gribes af angst

- Angstens genstand er intethed

– livet er tomhed.

- Sansningen /æstetikeren er kunstkender

– det skønne i tilværelsen er det dominerende.

- Ej engagere sig aktivt – blot nyde.

- Arv/miljø – sansning.

- Engagerer sig ikke – eller tager noget alvorligt.

- Bevidst uinteresseret.

- Iagttager livet – alt er ligegyldigt.

-Blindhed for anvendelse af lidenskaben er grunden til hans fortvivlelse.

IRONIKEREN:

- Vælger at melde sig ud af samfundet via ironien.

- Negativ

- Sans for lidenskaben – tager afstand fra noget.

- Forsonet med tilværelsen

- Positiv til livet.

- En overgangsfigur til……

ETIKEREN:

- Venlig, kundskabsrig, skriver velformuleret

- Ej sprudlende

- Et autentisk menneske - Ikke leve hen i fortvivlelse som Æ, men vælge fortvivlelsen, dermed må det modsatte, positive begreb også findes – en instans uden for mennesket = Gud.

- Man skal vælge sig selv – man vælger det ganske bestemte man selv er.

- At vælge er at ville – ville sig selv – først da får man sig selv.

- Forsonet med sig selv – at være til i den store beroligelse.

- Eksistensen i autentisk virkelighed.

- Opfylde den etiske fordring

- Overtage ansvaret for sig selv – overtage sig selv.

- Lægger vægt på pligt – (glæde) – hverdag / gentagelse

- At ville sig selv = ubetinget tilgivet sig selv.

- Det er Gud, som sætter de fundamentale ændringer i mit livsgrundlag. Han sætter forskellen . Gud vælger således mennesket.

- At vælge sig selv er ét med at modtage sig selv af Guds hånd.

- Som autentisk dukker Gud op, som selve modstykket til mennesket, som den positive instans.- Gud er det evige i mennesket.

- Menneskets ”evige bevidsthed” er dets bevidsthed om Gud. - Gud er evig.

- Valg af sig selv = samtiden og forståelsen af godt / ondt.

- Flytte ind i sig selv med Gud incl. Livets glæder. - Livets højeste mål er det helt almindelige – det almene / pligt. -

Ægteskab : Hvad kan jeg skænke den anden. - Subjektiviteten er sandheden. -

- Etikeren har overset ”skylden” - ”Hvorfor forefinder mennesket sig selv i og må begynde i en fortabt tilværelse?

- Der kan opstå tragiske ting i livet uden, det berører det etiske (Agamemnon)

- Formålet er religiøst!!!! – en overordnet magt – og Gud stiller et absolut krav:

TRO: Troen er altid og for dette liv. Den sande gentagelse = en bevægelse tilbage til det givne, nærværende, timelige liv.

Troen er kun tro, når den er ”tro i form af det absurde”

Troen befinder sig på den anden side af al rationalitet og forstandighed. Troen er det, der tager over, når fornuften har nået sin grænse.

Den troende tror på Gud. Begrebet om Gud er begrebet om det ubegribelige.

Gud er, at alt er muligt. Håb om det uventede – ny højere, særskilt dimension af tilværelsen sammen med det etiske livsgrundlag.

10 “hurtige” om filosoffen Søren A Kierkegaard!

 1) Inspiration

Søren Kierkegaard voksede op i et pietistisk hjem, hvor faderen, hosekræmmer Michael Pedersen Kierkegaard, satte begreber som synd og straf på dagsordenen.

Både pietismens inderlighed og bevidsthed om angerens og alvorens betydning smittede af på Kierkegaards tanker, selvom han anvender begreberne i nye sammenhænge. I sine unge år var Kierkegaards forhold til kristendommen præget af en tvivl, han som ældre formåede at forene med en kristen tro, der i stedet for tvivl står i modsætning til en grundlæggende fortvivlelse.

2) Tidsånden

Forestillingen om historien som et udviklingsforløb var dominerende i Kierkegaards samtid. Den tyske filosof G.W.F. Hegel var en af fortalerne for denne udviklingsfilosofi, og gennem sit forfatterskab tog Kierkegaard afstand fra hans lære.

Begrebet ånd var væsentligt for begge filosoffer, men hvor ånd hos Hegel var sammenhængen i den historiske virkelighed, anså Kierkegaard ånden som knyttet til individet.

3) Eksistens og ånd

Ånd og eksistens er to vigtige og sammenknyttede begreber i Kierkegaards forfatterskab.

Ånd er drømmende til stede i alle mennesker, men kan vågne og føre til, at mennesket bliver sig selv og eksisterer i stedet for blot at være.

Opvågningen vil ifølge Kierkegaard sige, at mennesket forstår sit liv som en opgave, der rækker ud over det blot at overleve.

I ”Begrebet Angest” (1844) gennemgår Kierkegaard, hvordan angsten er en konstant påmindelse om denne mulighed for at vælge tilværelsen til.

4) Samtidens Danmark

Søren Kierkegaard var bekendt af flere af samtidens borgerlige kulturpersonligheder som Johann-Ludvig Heiberg, H.C. Andersen og N.F.S. Grundtvig.

Men det betyder ikke, at hans tanker var på linje med deres. Heiberg var kongen af samtidens borgerlige dannelse, som Kierkegaard foragtede. H.C. Andersens forfatterskab præsenterede ifølge Kierkegaard modløshed og ”flæberi”, mens Grundtvigs hyldest til den nationale folkelighed og en menighedsstyret kirke stod i kontrast til Kierkegaards ide om ,at det sande, kristne budskab er rettet mod den enkelte.

5) Modstand mod borgerlighed

Kierkegaards modstand mod en borgerlig dannelse hang sammen med hans ideal om, at hver enkelt skal reflektere over sin egen væren, træde i karakter, tage ansvar og ikke blot følge mængden, sådan som hans karikatur af det tilpassede menneske, spidsborgeren, gør det.

Det forklarer også Kierkegaards opposition til en samlende, national folkelighed, hvor den enkelte får lov til at lulle sig ind i et ansvarsløst fællesskab.

6) De tre typer

Ifølge Kierkegaard er der, bortset fra spidsborgerens bekvemme liv uden eksistens, tre måder at leve på, som alle er karakteriseret ved lidenskab.

Det drejer sig om æstetikeren, etikeren og den religiøse, hvis lidenskaber tager tre forskellige former og retters sig mod hvert sit objekt, henholdsvis nydelsen, det etiske gode og Gud.

De tre typer er senere blevet kaldt livsstadier, men kan blot ses som leve-måder, den enkelte til enhver tid kan vælge at fokusere mere eller mindre på. De to første faser beskrives især i værket ”Enten – Eller” (1843) og alle stadier behandles i ”Stadier paa Livets Vei” (1845).

7) Springet på de 70.000 favne

Den religiøst troende fortvivler ikke, fordi han tror.

Man kan aldrig vide, om Gud eksisterer, men for at tro må man springe ud på de berømte 70.000 favne vand. At Gud, der hører til evigheden, inkarnerer sig og bliver en del af menneskenes tidslige verden som Kristus, er et paradoks, som man ikke skal søge at forstå, men springe ind i, også selvom man ligesom forbilledet, Kristus, må lide for sin tro. Troen beskrives især i værket ”Frygt og Bæven” (1843) og udfoldes senere i ”Sygdommen til døden” (1849).

8) Fejden med folkekirken

Kierkegaard var imod statskirkens lære, som han kaldte ”søndagskristendom”.

Han mente, at præsterne alene prædikede en tro, der passede ind i spidsborgerens verdslige forretningsliv. Han skelnede mellem kristenhed; den religion, der defineres af teologer (heriblandt Grundtvig) og kristendom; den enkeltes autentiske tro. I de sidste år af sit liv førte Kierkegaard med pen og retorik en kamp mod statskirken som senere er døbt ”kirkestormen” både gennem Kierkegaards eget tidsskrift ”Øieblikket” og andre tidsskrifter.

9) Filosofi eller teologi?

Kierkegaards forfatterskab kan inddeles i et pseudonymt forfatterskab, som primært var rettet mod lærde og et opbyggeligt forfatterskab, som kan læses af lægmand og som blandt andet tæller ”De opbyggelige taler” (1843-44) og ”Kjærlighedens Gjerninger” (1847).

Gennem det varierede forfatterskab lykkedes det Kierkegaard at spille psykologiske, filosofiske og teologiske refleksioner og temaer op mod hinanden.

Kierkegaard mestrede retorikken og essayets form på en sådan måde, at han siden er blevet kaldt en af Danmarks største prosaiske sprogkunstnere.

10) Eksistentialismen og betydning i dag

Kierkegaards fokus på det enkelte menneskes opgave med at blive sig selv og skabe en tilværelse frem for blot overlevelse anses i dag for et vigtigt paradigmeskifte inden for filosofien og som første skridt på vej mod eksistentialismen, som blandt andre Jean-Paul Sartre udviklede som filosofisk retning i midten af det 20. århundrede.

Stoisk ro!

Et vigtigt aspekt af stoicismen er opnåelsen af sindsro.

De fleste mennesker udsættes hver dag for en masse påvirkninger, krav, forventninger, stress o. l. eller (i værste fald) ulykker.

Alt dette kan man ikke kontrollere.

Men man kan lære at kontrollere sig selv.

Denne selvkontrol kan opnås ved at skrue sine forventninger til livet ned.

Man må indstille sig på, at ting kan gå galt, planer kan gå anderledes, end man havde håbet, man kan miste det dyrebareste, man ejer.

Er man indstillet på det, vil man lettere kunne klare at blive ramt af mod- gang og ulykker.

Dette går desuden lettere ved tanken om, at verden er styret af noget guddommeligt, og at der derfor er en højere mening med de ting, der sker.

Herfra stammer udtrykket stoisk ro – at man må tage alle situationer med sindsro.

Martinus mener ,at den indstilling man har er afgørende for, hvordan man opfatter en situation.

Hvis man kan bevare roen eller ligevægten, selv når alting går én imod, så fremmer det forståelsen af situationen.

Men medens stoikerne opfordrer til at acceptere det der sker, bare fordi det er uundgåeligt eller umuligt at ændre, så betoner Martinus, at alle de situationer vi kommer ud for, har sin rod i os selv.

Vi kan altså ifølge Martinus ikke komme ud for noget, som vi ikke selv har skabt.

Stoiscmen på mode igen!

Der er en grund til, at stoicismen har vakt fornyet interesse inden for både filosofi, psykologi og psykoterapi de seneste år.

Stoicismen er en praktisk livsform, som skal sikre, at man opnår en tilstand af indre balance, uanset hvad man bliver udsat for i livet, skriver filosof og psykolog Anders Dræby Sørensen i lille bog om stoicisme.

Hvordan skal man leve sit liv, for at det bliver et godt liv?

I Hellenismen og Romerriget bliver etikken forstået som en praktisk livskunst, der skal give mennesket en mulighed for at leve et godt liv uden lidelse og bekymringer.

Stoicismen er den dominerende filosofiske skole igennem Hellenismen og Romerriget.

Den kan først og fremmest forstås som en bestemt form for livskunst.

Det vil sige, at stoicismen ganske vist tilbyder en helhedsforståelse af verden og af mennesket, men samtidig udgør etikken og dermed den praktiske livskunst stoicismens hovedfokus.

Antikkens filosoffer forstår det gode liv med udgangspunkt i begrebet Eudaimonia (εὐδαιμονία). Det gode liv består i eudaimonia, eller målet med det gode liv er eudiaomina.

Ofte bliver Eudaimonia imidlertid fejlagtigt oversat med begrebet ’lykke’.

Ifølge den amerikanske filosof Martha Nussbaum er det mere korrekt at forstå Eudaimonia som ’menneskelig blomstring’.

Det vil altså sige, at antikkens filosoffer forstår det gode liv som en form for fuld livsudfoldelse som det menneske, man er.

At blomstre som menneske og dermed udfolde sin tilværelse og sine egenskaber på den bedst mulige måde.

Direkte oversat betyder Eudaimonia at leve det gode liv med sin gode skytsengel eller daimon.

Det vil sige med den lille eller indre Gud. Eudaimonia kan altså også forstås som et åndeligt eller spirituelt begreb, der handler om at leve i overensstemmelse med sin intuition.

Stoicismen udgør en praktisk livsform.

Det vil sige en bestemt filosofisk måde at leve sit liv på.

En livskunst.

Grundtanken i livskunsten er, at mennesket kultiverer sit nøgne (naturlige) liv ved hjælp af et særligt ”livshåndværk”.

At være livskunstner handler også om, at vi skaber vores eget liv som kunstværk.

Det gør vi ved at få de muligheder og evner frem, der allerede hviler i os.

Tanken er med andre ord ikke, at man skal nå frem til et problemfrit liv.

For stormen kommer på et eller andet tidspunkt.

Nej, tanken er at man skal kunne blive stående, når stormen kommer .

For stoikerne er der i den forbindelse tale om at udvikle sine moralske egenskaber, dyderne. Og dermed blive dygtig til at være menneske og leve sit liv på en god og smuk måde.

Livskunsten indebærer desuden, at man lever sit liv efter et bestemt visdomsideal.

At være  vis er at være dygtig til at leve sit liv.

På en måde, hvor man er i overensstemmelsemed sig selv og verden.

Det handler altså om at leve på en harmonisk og afbalanceretmåde.

Dermed er livskunsten ikke baseret på videnskab og teknologi, men på livserfaring og livsindsigt.

Gennem livskunsten lærer man at drage omsorg for sin egen psyke.

Så man kan leve et liv uden sjælelige lidelser og bekymringer.

Det indebærer, at man lærer at håndtere hverdagslivets udfordringer og ikke bliver revet med af dem.

Stoicismens mål beskrives også gerne med ordet sindsro.

Målet er med andre ord at opnå en tilstand af indre balance og sindsligevægt. Uanset hvad man så end bliver udsat for i livet.

Tanken er med andre ord ikke, at man skal nå frem til et problemfrit liv. For stormen kommer på et eller andet tidspunkt.

Nej, tanken er at man skal kunne blive stående, når stormen kommer. Ligesom fyrtårnet, der står imod havets rasen.

Stoicismens hovedtanke er, at det ikke er de begivenheder og omstændigheder, vi møder i livet, der er afgørende.

Det væsentlige er måden, vi reagerer på. Og i den forbindelse er det vigtigt, at vi reagerer  på en afbalanceret og fornuftig måde. Det vil sige at vi ikke lader os styre af vort begær og ikke kommer i vores følelsers vold.

Med andre ord handler det om, at vi ikke reagerer i affekt på dét, vi møder.

Derfor kan ordet sindsro også forbindes med begrebet apateia.

Det vil ikke sige apatisk i en moderne forstand, men at bevidstheden ikke bliver forstyrret af begær og affekter.

Hvad kommer først?

Gennem hele filosofiens historie har der været diskussion om, hvorvidt essens kom før eksistens eller omvendt.

Tidligere handlede filosofi om metafysik, som handler om sammenhængen mellem krop og sjæl, mens Søren Kierkegaard tog udgangspunkt i eksistensen af mennesket og opdelte dette i tre stadier, SAK opdeling af mennesket i æstetikeren, etikeren, religiøse

At eksistere ved vi alle hvad handler om, vi eksisterer alle som mennekser, essensen af at være menneske handler om at være, eksistensen af at være menneske handler om at gøre, den fri vilje,

Der opstodsplittelse mellem eksistentialister efter anden verdenskrig grundet uoverensstemmelse mellem eks Sartre og Sløk på grund af den guddommelige dimension.

Sartre blev marxist som udtrykte, at religion var for dumme mennesker!

Sløk var religiøs, præst og valgte at lade Gud være en del af sin filosofi.

Grundet manglende tilstedeværelse af Gud i samfundet, ebbede begrebet eller filosofien mere eller mindre ud, hvilket dog ikke gør den mindre aktuel, idet menneskesynet stadig kan betragtes fra denne vinkel og forholdemåden til mennesket er den samme som i SAKs tid.

Du kan være essensen af at være menneske, lade hverdagen gå sin gang, nu du er kommet og lade den ene dag tage den anden, æstetikeren.

Du kan vælge at mærke din egen eksistens ved at forholde dig til livet, etikeren.

Du kan vælge at mærke din eksistens og drage Gud ind i dit liv ved at være et religiøst menneske ifølge SAK,

Intet livstag på eksistensfilosofien, hvilket vil være respektløst, blot en grov skitse for at illustrere en sammenhæng eller et mønster.

Sårbarhed føles måske som fravær af Gud, eller netop styrkelse til at tro på ham.

Det handler om at ville - Den fri vilje- at mærke livet!

For at tage en genvej starter vi med at spore os ind på, hvad selve eksistensbegrebet indebærer.

Ordet kommer af det latinske ord existo, som betyder at stå ud fra sig selv.

En oversættelse, Kierkegaard gjorde meget konkret i sin forståelse af ordet eksistens:

at eksistere er ikke blot at leve, men at være bevidst om sin egen eksistens.

Hvor Descartes når frem til at sige, at “Jeg tænker, altså er jeg,”siger Kierkegaard omvendt: “Jeg er, altså tænker jeg”.

Den omvending indebærer, at det nu er eksistensen, der går forud for essensen, sådan som Sartre senere skulle formulere det. Mennesket er til stede i verden, men det står til diskussion, hvad meningen med denne verden består i. 

Filosofien i hverdagen!  “Lynkursus”

 Filosofi er græsk – philosophia og betyder kærlighed til visdom eller ven af indsigt. Eksempler på emner inden for filosofi:

• Hvad er et godt liv?

• Har vi en fri vilje?

• Hvad er kærlighed?

• Hvad er et godt menneske?

• Hvad er et godt venskab?

• Bør vi lovliggøre aktiv dødshjælp?

• Hav er god ledelse?

• Hvad er tid?

• Hvori består værdiernes grundlag?

• Er nogle værdier bedre end andre?

• Hvad bestemmer historisk udvikling?

• Hvad kan jeg med sikkerhed vide?

• Hvad kan jeg vide om andre menneskers tanker?

• Hvilken betydning har seksualiteten i moderne menneskers liv?

• Hvad er sandhed?

• Hvilke genteknologiske behandlingsformer er etiske forsvarlige at indføre i sundhedsvæsenet?

• Hvori består døden?

• Hvad er et retfærdig samfund?

• Hvad er ligestilling? Filosofien handler om alt mellem himmel og jord, og der er problemstillinger at finde alle steder, hvor der er mennesker.

Filosofien stiller dybe og grundlæggende spørgsmål. Ikke hvorfor blev I uvenner, men hvad er en god ven?

Filosofien i hverdagen!

• Søg dybe forklaringer og begrundelser

• Stil spørgsmålstegn ved centrale begreber, vi ofte bruger eks. kærlighed

• Stil spørgsmålstegn ved holdninger og værdier

• Prøv at se tingene i et større perspektiv

• Stil spørgsmål om etik og moral

Kærlighed til visdom forudsætter en ren eller fri tænkning eller hvad der kan kaldes kritisk, konstruktiv og kreativ refleksion.

Det vil sige at undre sig og være nysgerrig, at undersøge, hvad andre tager for givet, at spørge efter begrundelser, at påpege skjulte antagelser og dagsordener, at give modeksempler, at analysere begreber og problemstillinger

At tænke konstruktivt vil bl.a. sige, at argumentere, at lytte til det bedste argument, at finde beviser, at undersøge forbindelser mellem begreber, at undersøge ideers videre perspektiver og konsekvenser.

At tænke kreativt vil sige at være åben og modtagelig for nye ideer, at tænke ud fra flere perspektiver, at lege med nye ideer.

Filosofi, der stiller spørgsmål om verdens egenskaber og bestanddele kaldes: Ontologi eller metafysik.

Eks: Har mennesket en fri vilje?

Findes der en gud?

Filosofi, der handler om den mening, der er at finde i mennesket tankeverden kaldes: Hermeneutisk filosofi. (fortolkning/forståelse)

Kan ikke pege eller føle på.

Eks.: Hvad er meningen med livet egentlig?

Filosofi, der er optaget af at analysere sproget og de filosofisk ladede begreber vi bruger i hverdagen kaldes: Analytisk filosofi.

Vigtige begreber er: Begrebsafklaring, analogier, metaforer og udvidelse af sproget.

Eks.: Hun var smuk som solen.

Filosofi, der skal få os til at mærke og opleve og ikke tænke og tale, kaldes: Fænomenologi – at sætte i parentes – at gå til sagen selv.

Eks..: Forklare eller skrive hvad mit synspunkt er om et godt liv, sundhed eller kreativitet og dernæst antage, at intet af dette faktisk er sandt. F kan derfor ses som en vending væk fra det abstrakte og mod det konkrete. F går til sagen, som vi ser den med vore øjne og mærker den med vores krop.

Eks.: At forsøge at beskrive og forklare en del af min hverdag, jeg søger en bedre filosofisk forståelse af, for en fiktiv kannibal eller marsmand. Nuancer og oversete detaljer kan på denne måde komme til syne.

Filosofien virkning / formål:

• Undersøgelse af filosofiske opfattelser

• Udfordring af filosofiske opfattelser

• Udvikling af filosofiske opfattelsert-

En personlig filosofi!

At udvikle din personlige filosofi kan være en dybt berigende livserfaring.

En personlig filosofi er en form for ramme, som hjælper dig med at forstå, hvem du er og få mere mening ud af dit liv.

At danne din egen filosofi kan være vanskeligt, især hvis du ikke tidligere har interesseret dig for filosofi, men belønningen er værdifuld, hvorfor det er værd at forsøge.

1 Du skal vide, at du starter en livslang rejse.

Du skal endvidere forpligte dig til at være fordomsfri og fleksibel. Samtidigt skal du vide, at enhver bevidst person har en eller anden form for filosofi.

Der kan være forskel på de individuelle filosofier - lige fra at være helt enkle, til udviklet eller særdeles veludviklet.

Din personlige filosofi er en grundlæggende og integreret forståelse om din eksistens og dit forhold til alle relaterede emner. At opdage og udvikle din filosofi kræver selvbevidsthed, et ønske om at forstå samt viljen og evnen til at lære. At forpligte dig til at kigge efter mening i livet og skelne, hvad der giver mening. Dit mål med dette er at starte en personlig vækst, der vil udvikle og modne dig på din vej for at forfølge "kærligheden til visdom", hvilket filosofi betyder.

2 Start med at læse og lære.

Fokuser på det som interesserer dig og forsøg at få en fornemmelse for de store ideer, som filosoffer beskæftiger sig med. Efterhånden som du får mere indsigt, kan du søge en forbindelse mellem forskellige ideer og emner for at skabe en sammenhæng.

3 Vælg en filosofisk retning, som du ønsker at fordybe dig yderligere i.

Inden for filosofien findes adskillige typer såsom: Axiology, som er Ontologi Æstetik Erkendelsesteori Etik Logik Metafysik Politiske teorier Osv. Se wiki for opdeling og betydning.

Find inden for disse filosofier, hvilke emner som interesserer dig.

Du kan evt se forskellige sammenhænge inden for de enkelte filosofier, som gør, at du kan interessere dig for op til flere forskellige typer.

Efter at have fundet frem til den filosofiske retning, som du finder interessant, kan du læse historien for den filosofi samt sætte dig nærmere ind i, hvilke filosoffer, som er centrale kædet sammen med denne filosofi.

Prøv at forstå de centrale spørgsmål, der er blevet stillet og beskrevet og få en grundig forståelse af de centrale begreber.

Forsøg desuden at forbedre din grundlæggende forståelse for andre typer af filosofier. Du kan ikke være ekspert i alt, men der er stor værdi i blot overordnet at forstå og få indsigt i, hvad andre grundlæggende har gjort. En bred forståelse af, hvad de har kæmpet for og hvilke drøftelser, der har været, vil hjælpe dig med at udvikle din egen personlige filosofi.

Der er altid mulighed for at bygge videre på eksisterende filosofier og ideer, som er blevet tænkt gennem tiden. Det kan ofte være svært at starte fra grunden, hvorfor det er nærliggende at tage en tidligere filosofs tanker til etablering af rammen for din egen filosofi. Således arbejdede de grundlæggende store filosoffer. Således lærte Platon fra Sokrates og Aristoteles lærte fra Platon.

4 Udvid og udvikle din tankegang.

De rammer, som du har valgt, er et udgangspunkt. Den måde som du oplever livet, kan du teste og se, hvad der virker for dig, og hvad som ikke virker - hvilket er ligeså vigtigt. Analyser dette og forfin efterhånden din filosofiske ramme. Du kan tilføje og slette efterhånden, som du gør dig mere bevidst om, hvilken filosofi, du ønsker at følge.

Efterhånden som du løser problemer og vurderer kvaliteten af de beslutninger, som du træffer, vil du være istand til at udarbejde en selvstændig filosofi ud fra den oprindelige filosofi. Det munder derfor ud i, at du bliver en kritisk tænker. Ved at holde styr på, hvor du har grundlaget for dine ideer, principper, teorier mv i din nye filosofi. Sålænge du kan spore dine teoretisering eller konklusioner tilbage til deres kilde, vil det hjælpe dig med at forsvare dine ideer eller evt rykke dem yderligere.

Du får et større overblik ved at se denne sammenhæng, hvilket vil kunne føre dine beslutninger mere overbevisende i fremtiden. Med tanke for, hvad andre filosoffer har sagt, vil din filosofi skabe større troværdighed, fordi du viser din dybde af viden og forståelse for eksisterende filosofier.

5 Vær tålmodig og lad dine ideer tilpasse sig over tid.

Når du har tid, kan du gå i dybden med din filosofi og ud fra denne evt forsøge at finde problemer og løsninger til disse i henhold til din filosofi. Efterhånden som din filosofi udvikler sig, vil du langsomt kunne ane et mønster i forhold til etablering af din egen filosofi og dens virkemåde. For at få og skabe et større overblik kan du f.eks skrive dagbog, hvor du fortætter med at skrive dine tanker og ideer ned, også uden de nødvendigvis er sammenhængende.

Det er særdeles vigtigt at vedholde og være tålmodig i skabelsen af din egen filosofi, idet det kan tage år, såfremt du vil have et brugbart værktøj også set ud fra alle de fortidige kasserede forestillinger, som du måtte have haft igennem livet. Imidlertid høster du frugten ved dagligt at opleve, hvorvidt dine ideer er brugbare selv ved almindelige begivenheder. Undervejs kan du evt stille dig selv en række spørgsmål såsom:

Hvad er formålet med min filosofi?

Hvilken rolle spiller jeg i min filosofi?

Hvordan vil du forklare grundlaget for din filosofi til andre?

Hvordan vil du fremover fastholde at efterleve din livsfilosofi?

6 Tal evt med andre interesserede om din livsfilosofi.

Det kan være nyttigt, især hvis det er personer, som også er inde i filosofiske teorier, hvormed I kan samtale om hvorledes I hver især forholder jer dels til filosofi generelt og evt specifikt til den filosofi, som din livsfilosofi tager udgangspunkt i.

7 Vær aktiv med at opsøge nye erfaringer og forholdemåde, hvormed du får afprøvet din filosofi.

Det kan dreje sig om at arbejde med at have et åbent sind, være nysgerrig, lære at håndtere og acceptere kritik eller i det hele taget alt i forbindelse med samværet med andre mennesker.

8 Bliv løbende mere lært omkring den filosofi, din livsfilosofi tager udgangspunkt i.

Det giver dig mulighed for at sondere hvilke problemstillinger de oprindelige filosoffer stod overfor, hvilke fejlslutninger de evt stod overfor, og som kan have ændret sig over tiden og som dermed er med til at du ikke støder på de samme fejlslutninger.

Det er altid vigtigt i forbindelse med filosofi at forstå, at mennesket altid har stået over for nogenlunde de samme problemstillinger i relation til livet, at store tænker gennem tiden har brugt mange tanker omkring dette og at disse tanker også er relevant for os nutidsmennesket, blot tilpasset samfundets udvikling.

Derfor kan vi lære særdeles meget af disse store mestre og drage nytte af den viden samt genbruge disse erfaringer og tilpasse dem din livsfilosofi.

9 Omtale af de tidligere filosoffer eller mestre skal betragtes som inspiration.

Udvikling af din egen livsfilosofi skal udelukkende bruges som din personlige filosofi, hvorfor det også er vigtigt at du er oprigtig over for dig selv med udviklingen af din filosofi, således at den er tilpasset dig og dit liv. Det handler ikke om, at du skal skrive store filosofiske værker til udgivelse, men at du får etableret en filosofisk ramme inden for hvilke du sætter nogle regler, som gør det muligt for dig i fremtiden i højere grad at kunne forholde dig til livet og de udfordringer eller problemer, som du måtte støde på.

10 Prøv i så høj grad som det er dig muligt at efterleve din egen filosofi.

Ingen tvivl om, at det kræver træning, men du vil i højere grad drage nytte af din filosofi, sålænge du har været ærlig overfor dig selv og har fundet frem til dine oprigtige værdier og holdninger.

Du snyder kun dig selv og gør det mere omstændigt, såfremt du udarbejder en filosofi, som på papiret ser din ud, men som i bund og grund ikke handler om dig og som du derfor ikke kan relatere dig til. Det vil også være gældende, når du står over for større problemer, hvor du med fordel vil kunne søge tilbage til dine noter omkring dine overvejelser og ud fra disse træffe dine beslutninger.

Tilfredsstillende er det desuden, når du erfarer en sammenhæng i dine beslutninger, som holdt op mod din filosofi, står mål med de dybere overvejelser du har omkring et tilfredsstillende og rigt liv.

Jean-Paul Sartre (1905-1980)

”At være fri er at være fordømt til at være fri”

 

Jean-Paul Sartre blev født i Paris. Han skrev læseværdige og populære filosofiske arbejder, men var også en succesfuld dramatiker, romanforfatter, politisk kommentator og litteraturkritiker.

 

Da Anden Verdenskrig brød ud, meldte Sartre sig under fanerne. I 1940 blev han taget til fange af tyskerne og tilbragte et år i fængsel, inden han blev sendt tilbage til det besatte Frankrig, hvor han gik ind i modstandsbevægelsen. Krigen forandrede Sartre, hans interesse skiftede fra den akademiske filosofi, og han blev optaget af problemerne omkring menneskets vilkår.

 

Hans hovedværk ”L´être et le néant” (Væren og intet) blev udgivet i 1943, og to år senere kom ”Eksistentialisme er humanisme”. Begge bøger blev straks populære.

 

Sarte sagde, at menneskets eksistens går forud for alt andet.

”Eksistensen går forud for essensen”. Med essensen mener vi det, vi består af – en tings natur eller væsen. Men ifølge Sartre har mennesket ikke medfødt ”natur” – det må skabe sin egen natur eller ”essens”, for den er ikke givet på forhånd.

 

Når mennesker opdager, at de lever, og at de en dag skal dø – og at der ikke findes nogen mening med livet at gribe fat i, oplever de angst, sagde Sartre.

 

Mennesket føler sig fremmed i en verden uden mening. Når han beskriver menneskets ”fremmedgørelse”, gentager han væsentlige tanker fra Hegel og Marx. 

Menneskets følelse af at være fremmed i verden skaber fortvivlelse, kedsomhed, kvalme og absurditet.

 

”Mennesket er fordømt til at være fri” sagde Sartre. 

På den anden side tvinger friheden os til at skabe en mening med vores liv, at leve ”autentisk” eller ”sandt”.

 

”Vi gør ikke det, vi ønsker at gøre, men er alligevel ansvarlige for det, vi er”

 

Lidwig Wittgenstein (1889 - 1951)

”Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie”.

 

Wittgenstein blev født i Wien. Han viste tidligt interesse for ingeniørvidenskaben, og i 1908 rejste han til Manchester Universitet i England for at studere aerodynamik. Her udviklede han en stor interesse for matematikkens grundbegreber, og han flyttede til Cambridge for at studere hos Bertrand Russell.

 

For Wittgenstein var sproget det centrale inden for filosofi.

Han ønskede at finde ud af, hvad mening er, og hvordan vi kan udtrykke mening med sproget.

 

Han hævdede, at filosofiske problemer opstår, fordi vi ikke er i stand til at forstå sprog.

Den eneste vigtige opgave for en filosof er at være en slags terapeut, der forsøger at afdække filosofiske problemer ved at se på, hvordan vi i virkeligheden bruger sproget. Traditionelle filosofiske problemer ”opstår, når sproget tager på ferie”.

 

Filosoffer, der ikke fokuserer på sproget som det virkeligt bruges, er som fluer, der hjælpeløst summer rundt i en flaske: ”Hvad er dit mål for filosofien?”. ”At vise fluerne ud af flasken.”

 

Wittgenstein var optaget af en yderst ekstrem for relativisme (den tanke at der ikke findes  en eneste sandhed eller virkelighed). Hvad der er sandt, og hvad der er virkeligt er forskelligt i forskellige kulturer og forskellige historiske perioder.

 

Wittgenstein siger i ”Filosofiske undersøgelser” (1953), at hvis en løve kunne tale, ville vi ikke kunne forstå den. Det vil sige, at løvens sprog ville være en del af en livsform så forskellig fra vores, at vi ikke ville være i stand til at forstå den. Løven ville have sin egen opfattelse af virkeligheden, og hvem kan sige, hvem der har ret?

 

Wittgenstein var noget af en excentriker. Bertrand Russell berettede, at han tilsyneladende levede af mælk og grønsager, og han talte hele tiden om at begå selvmord (tre af hans brødre havde gjort det). 

Russell fortalte, at han aldrig bad Wittgenstein om at gå, selv om han havde travet op og ned ad gulvet indtil kl. 3 om morgenen – af frygt for at han ville tage sit eget liv.

 

Wittgenstein forelæste fra en liggestol, og han bad studenterne om selv at medbringe deres egne.

 

”Hvis en løve kunne tale, ville vi ikke kunne forstå den”.

 

Martin Heidegger (1889 - 1976) 

”Hvad og hvordan vi end forsøger at tænke, tænker vi inden for traditionens rammer”.

 

Tyskeren Martin Heidegger var en af 1900-tallets mest vitale og alsidige tænkere.

 

Efter Første Verdenskrig begyndte man at diskutere menneskelivets problemer med ny intensitet. Mange følte, at den gamle verden var forsvundet for altid.

 

Troen på fremgang måtte vige for efterkrigstidens pessimisme, og i mange kredse så man med mistænkelighed på traditionel humanisme., liberalisme og optimisme.

Desværre var Heidegger en af de meget få store intellektuelle personligheder, som blev tiltrukket af nazismen.

 

Heidegger ønskede at give en objektiv, videnskabelig fremstilling af menneskets vilkår, som vi oplever dem.

Han ønskede at analysere oplevelsen af den menneskelige tilværelse og at finde ”meningen med livet” 

 

I ”Sein und Zeit” (Væren og tid) (1927) hævder han, at tidsbegrænsningen er det afgørende element i alle livets vilkår. Ingen del af menneskets tilværelse står over eller udenfor tidens gang. Heidegger påpeger, at mennesket er identisk med dets umiddelbare eksistens.

Menneskets egentlige væsen er blot en flydende og forbigående eksistens. Disse tanker gør, at man kan se Heidegger som den måske første ateistiske eksistentialist. I hvert fald havde han stor indflydelse på Sartre.

 

Ingen anden tænker ser så nådeløst mennesket som forgængeligt.

Heidegger mente, at forfald og død, med andre ord endelighed er til stede i alt, hvad vi tænker og gør.

Heideggers pointe er, at mennesket ikke er et væsen, som desværre må dø, og at døden ikke kommer som en overraskelse eller noget, der kan undgås. Døden er et udtryk for tidens eget tyranni, en kraft som ingen kan undslippe.

 

Heidegger tegner et billede af den vestlige metafysiks udvikling som en katastrofe.

Den proces, som Heidegger kalder ”værens-glemsel ”–Seinsvergessenheit- har sejret.

Allerede den gamle græske filosofi var ifølge ham en fejltagelse, der har beredt vejen for den moderne teknologis landvindinger og vor tids tilbedelse af magt.

 

Mod slutningen af sit liv blev Heidegger optaget af Østens filosofier, hvor han prøvede at finde alternativer til den vesterlandske tænkning, som han fandt så lidet tilfredsstillende.

 

 

 

Bertrand Russell (1872 - 1970)

”Jeg siger med fuldt overlæg, at kristendommen, sådan som den forkyndes i kirken, har været og fremdeles er, den største hindring for moralsk fremgang i verden.”

 

Bertrand Russell kom fra en kendt aristokratisk familie i England.

 

Han blev den tredje Lord Russell og fik dermed plads i Overhuset, hvor han repræsenterede det britiske arbejderparti.

Han studerede matematik ved Trinity College i Cambridge, men gik senere over til filosofi.

 

Han blev docent ved universitetet i 1895 og forelæste der fra 1910-16, men blev afskediget i 1918 for pacifistisk agitation og måtte sidde et halvt år i fængsel for sin overbevisning. 

 

I 1944 blev han genvalgt som ”fellow” ved Trinity College.

 

Russell er en af de kendteste pacifister nogensinde, og han var en af grundlæggerne af anti-atomkraftbevægelsen.

 

Hans kamp mod krig, umenneskelighed og uretfærdighed gav stødet til bl.a. Russell-tribunalet, der anklagede amerikanske politikere for krigsforbrydelser under Vietnam-krigen.

Hans første bog udkom i 1897 og handlede om geometriens grundprincipper.

 

Det er imidlertid hans ”Principia Mathematica” (1910-1913), som han skrev sammen med sin lærer i Cambridge, Alfred North Whitehead, der blev hans hovedværk.

Mange anser dette for at være det mest betydningsfulde værk om logik siden Aristoteles´ tid.

 

Fra matematikken gik Russell over til at skrive en lang række bøger om filosofi, hvoraf mange henvendte sig til mennesker uden filosofisk baggrund.

 

Den bedst kendte og mest solgte er ”History of Western Philosophy” fra 1946. 

 

Den udkom på dansk i 1953 (”Vestens filosofi”).

 

I sine værker forsøgte Russell at anvende sine ideer om logik på filosofi, og han var pioner for den retning, der senere blev kendt som ”analytisk filosofi”.

 

Russell fik Nobelprisen i litteratur i 1960.

 

Han skrev mere end 60 bøger, blandt dem en opsigtsvækkende og underholdende selvbiografi, og han var fortaler for et videnskabeligt samarbejde mellem øst og vest

 

Russell blev næsten hundrede år gammel, men denne – 1900-tallets mest indflydelsesrige intellektuelle person – levede et liv så fyldt med videnskabeligt, socialt og politisk engagement, at det kunne have fyldt et helt årtusinde. 

 

”Tre lidenskaber, enkle men af overvældende styrke, har styret mit liv: længsel efter kærlighed, søgen efter viden og en ubærlig medfølelse med menneskehedens lidelser”.

 

”Matematik, anskuet på den rette måde, besidder ikke blot sandhed, men også en overlegen skønhed – en skønhed, der er kold og hård, som en skulpturs, uden at tale til nogen af vore blødere sider, uden malerkunstens og musikkens ydre pragt, men alligevel med en ophøjet renhed og en streng fuldkommenhed, som kun den største kunst kan opvise.”

Sigmund Freud (1856 - 1939)

”Religion er en illusion, og den henter sin styrke fra den lethed, hvormed den tilpasser sig de driftsmæssige ønsker fra vores impulser”

 

Sigmund Freud blev født i byen Freiberg i den del af Østrig-Ungarn, som senere skulle blive til Tjekkoslovakiet.

 

Efter afsluttet medicinstudium blev han læge ved det almene sygehus i Wien, hvor han efterhånden kom til at interessere sig for især psykiske sygdomme.

Han begyndte at anvende hypnose som behandling og startede så småt på udarbejdelsen af sin teori om psyken.

 

Freud betragtes mere som psykolog end filosof. Hans tanker har dog haft meget stor indflydelse på filosofien, på den måde, at han har øget vores forståelse af bevidstheden.

 

Freud mente, at der er en konstant spænding mellem mennesket og dets omgivelser. Frem for alt er der en stadig konflikt mellem menneskets drifter eller behov og samfundets krav. Vore handlinger styres ikke altid af fornuften. Irrationelle impulser bestemmer ofte vore tanker, drømme og opførsel. Sådanne irrationelle impulser kan være udtryk for grundlæggende drifter eller behov. Dette var for så vidt ingen ny opdagelse. Men Freud viste, at disse behov kan forklædes eller ”sublimeres” og på den måde styre vores handlinger, uden at vi er bevidst om det.

 

Freud opfandt også begreberne ”detét”, ”jegét” og ”overjeg´et”. Når vi fødes ind i denne verden, udlever vi vores fysiske og åndelige behov direkte uden skam. Dette er lystprincippet eller ”detét”. Men efterhånden lærer vi at håndtere vore lyster og tilpasse os til omgivelserne.

Ifølge Freuds terminologi udvikler vi et ”jeg”, som har denne regulerende funktion.

 

Endelig bliver vi – lige fra barndommen – til stadighed mødt med vore forældres og samfundets moralske krav. Selv efter at vi er blevet voksne, slæber vi et ekko med os af disse moralske krav og fordømmelser. Denne del af vores psyke kaldte Freud ”overjeg´et”.

 

”Individets psykiske udvikling er en kort gentagelse af menneskeracens udvikling”.

 

 

Friedrich Nietzsche (1844 - 1900)

”Mennesket er en line udspændt mellem dyr og overmennesker – en line over en afgrund.”

 

Friedrich Nietzsche blev født i 1844 i den lille by Röcken uden for Leipzig, hvor hans far var præst.

Fra han var 24 år gammel underviste han i klassisk filologi ved universitetet i Basel i Scheiz.

Her blev han ven med komponisten Richard Wagner og hans hustru Cosima. Nietsche forsvarede Wagners kontroversielle musik i sine skrifter om kunstteori, men af delvis ukendte årsager brød han med Wagner omkring åbningen af festspillene i Bayreuth i 1876.

 

Nietzsches vigtigste arbejder blev nedfældet som noter, refleksioner og aforismer i rolige øjeblikke ind imellem kraftige anfald af hovedpine og mentale forstyrrelser.

Nietzsches dybt pessimistiske syn på menneskelivet havde sandsynligvis sammenhæng med hans konstant dårlige helbred.

 

Nietzsche mente, at oplevelsen af stor kunst er selve livets mening. Derfor beundrede han de græske tragedier og foragtede de filosofier, der forsøgte at rationalisere livet og moralen.

Nietzsche talte for en ”herremoral”, der hyldede stærke og kreative personligheder, i modsætning til kristendommens ”slavemoral”.

 

Han ville, at mennesket skulle nå sit fulde potentiale uden at være plaget af spørgsmål om et liv efter døden eller eksistensen af andre verdener.

Nietzsche var påvirket af Darwins lære om menneskets afstamning af dyrene. 

Men han forkastede selvopholdelsesdriften som grundlæggende årsag hertil og satte i stedet ”viljen til magt”.

 

Nietzsches vigtigste filosofiske værker er ”Tragediens fødsel” (1872) ”Hinsides godt og ondt” (1886), ”Moralens genealogi” (1887), ”Wille zur Macht” (Viljen til magt) (1901).

Med ”Således talte Zarathustra” (1882-85) viste Nietzsche, at han også var digter.

Her formulerede han sin lære om, at ”Gud er død” , ”overmennesket”, ”kærlighed til skæbnen” og ”altings evige tilbagekomst”.

 

Det bør understreges, at Nietzsche ikke var antisemit, selv om de tyske nazister forsøgte at tilpasse ham til deres ideologi. 

 

”Tanker er skyggerne af vore følelser – altid dunklere, tommere, enklere end disse”

 

”Jeg siger jer; Man må endnu have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne”

 

Karl Marx (1818 - 1883)

”Historien gentager sig – først som tragedie, derefter som farce.”

Den tyske jøde Karl Marx var ikke blot filosof, han var også historiker, sociolog og økonom.

Ingen anden filosof har haft så stor indflydelse på vor tids praktiske politik.

Man må imidlertid være forsigtig med at sætte lighedstegn mellem alt, hvad der kaldes marxisme og Marx´ egen lære. 

En del af hans grundlæggende teser er blevet kraftigt omformet i løbet af 1900-tallet for at kunne passe til forskellige politiske retninger. 

Vi må også huske på, at hans ven og kollega  Freidrich Engels bidrog en hel del til det, der blev kendt som marxisme.

For både Marx og Hegel var arbejde noget positivt og tæt forbundet med det grundlæggende i menneskets natur. 

Et menneske uden arbejde er, på en måde, tom. 

I det kapitalistiske samfund slider arbejderen imidlertid for andre. Hans arbejde er altså noget ydre, og arbejderen bliver fremmedgjort overfor både arbejdet og sig selv – noget Marx fandt uacceptabelt.

I ”Det kommende manifest”  (1848) lyder det første udsagn:

”Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse.” 

Dette skræmte borgerskabet – den sociale klasse, der ifølge Marx´ tænkning behandlede arbejderne som ”slaver”.

Marx mente, at der er en lang række indbyggede modsætninger i det kapitalistiske produktionssystem og ejerforhold, først og fremmest fordi det mangler fornuftig kontrol, hvilket leder til systemets egen undergang.

Selvdestruktionen ville lede til revolution og til et ”proletariatets diktatur”, et samfund hvor produktionsmidlerne blev ejet af folket selv.

I dag kan økonomer påvise, at Marx tog fejl på flere vigtige områder, ikke mindst hans analyse af kapitalismens krise, men det faktum, at Europa i dag er et mere retfærdigt samfund end på Marx´ tid, skyldes i høj grad Marx selv og den arbejderbevægelse, som han inspirerede.   

”Religion er den betrængte skabnings suk, en hjerteløs verdens gemyt, ganske som den er åndløse tilstandes ånd. Den er folkets opium”.

“Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie”.

 

Søren A Kierkegaard (1813 - 1855)

”Det er ganske sandt, hvad filosofien siger, at livet må forstås baglæns. Men derudover glemmer man den anden sætning: at det må leves forlæns”.

Søren Kierkegaard var den første af de store eksistentielle filosoffer.

Han var et dybt passioneret, religiøst menneske med tendens til tungsind, men han var en brillant og vittig skribent.

Hans arbejde afspejler hans stærke karakter og hans opfattelse af, at filosofi er noget dybt Personligt.

Kierkegaard var en hård kritiker af hegelianismen, som han fandt upersonlig, og af den romantiske bevægelse. Han var også nådesløs i sin kritik af samfundet og ”søndagskristendommen”.

Han ønskede, at mennesket ville træffe sine egne beslutninger, sætte spørgsmål ved troen, og selv finde ud af dets egen sandhed, i stedet for at fraskrive sig ethvert ansvar. Ifølge Kierkegaard skal vi ikke søge efter sandheden med stort S, men i stedet forsøge at finde den sandhed, der giver mening i det enkelte menneskes liv – ”sandheden for mig”.

Han satte individet eller ”hvert enkelt menneske”, op mod ”systemet”.

Kierkegaard mente, at Hegel havde glemt, at han var et menneske. Især imod slutningen af sit liv blev Kierkegaard stadig mere kritisk overfor samfundet, og han hævdede, at Europa var på vej mod ”bankerot”.

Han følte, at han levede i en tid blottet for lidenskab og engagement. Kierkegaard mente, at der var tre forskellige livsholdninger: det æstetiske stadium, hvor mennesket lever helt i sansernes verden og er slave af sine egne ønsker og følelser; det etiske, der er karakteriseret ved alvor og konsekvente moralske valg og endelig det religiøse stadium, der for Kierkegaard naturligvis var kristendommen. Og selv om det kan være ”forfærdeligt at springe i den levende Guds åbne arme”, som Kierkegaard udtrykte det, er det den eneste vej til forløsning.

”Erfaring, siges det, gør et menneske vis. Dumheder! Hvis der ikke fandtes andet end erfaring ville det simpelthen gøre mennesket gal.”

Charles Darwin (1809 - 1882)

“Jeg har kaldt dette princip, som tilgodeser den mindste forandring – blot den er hensigtsmæssig – for den naturlige udvælgelse”

Charles Robert Darwin blev født i Shewsbury i England. 

Allerede som barn var han stærkt optaget af naturen. Efter at have afsluttet sine studier i Cambridge blev Darwin opfordret til at tage med på en toårig ekspedition med regeringens skib HMS Beagle, der skulle kortlægge Sydamerikas kyst.

Denne rejse, der kom til at vare fem år, var den vigtigste begivenhed i Darwins liv. 

Han undersøgte og indsamlede mange ukendte plante- og dyrearter, og for denne indsats blev han hyldet som en stor naturforsker allerede, da han vendte tilbage til England.

Men det var endnu vigtigere, at Darwin på grundlag af disse observationer kunne udarbejde sin udviklingslære og teorien om ”naturlig udvælgelse”.

Værket  ”Arternes oprindelse” udkom i 1859, og ”Menneskets afstamning” udkom i 1871.

I førstnævnte værk påstår han, at evolutionen skyldes naturlig udvælgelse i kampen for tilværelsen.

En kamp, hvor de arter, som er bedst tilpassede deres omgivelser, overlever og fører slægten.

Desuden hævdede han, at kampen for at overleve ofte er hårdest mellem de arter, der er tættest på hinanden, fordi de må kæmpe om den samme føde. Det er her de små fortrin – det vil sige den mindste lille variation – virkelig kommer til sin ret. Jo hårdere kampen for overlevelse er, desto hurtigere udvikles nye arter, således at kun den, der er bedst tilpasset overlever, og de andre vil uddø.

I ”Menneskets afstamning” peger han på den store lighed mellem mennesker og dyr og fremsætter teorien om, at mennesker og menneskeaber på et tidspunkt må have udviklet sig fra den samme forfader.

Essensen af Darwins teori er, at mennesket er resultatet af helt tilfældige variationer.

Som om det ikke var slemt nok, at vi er i familie med aberne, så degraderede Darwin også mennesket til et resultat af noget så usentimentalt som kampen for tilværelsen. 

Mange mennesker havde svært ved at acceptere dette synspunkt.

”Mennesket med alle dets ædle egenskaber ..med dets guddommelige intellekt, der har forstået solsystemets bevægelser og beskaffenhed… bærer stadig sin krop det uudslettelige tegn på dets lavtstående oprindelse”

 

Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770 - 1831)

“Verden ser med fornuft på den, som ser på verden med fornuft. Det er et gensidigt forhold”.

Georg Wilhelm Friedrich Hegel blev født i Stuttgart.

I 1816 blev han professor i Heidelberg, centrum for den tyske nationalromantik.

I 1818 blev Hegel tilbudt den prestigefulde stilling som professor i filosofi ved universitetet i Berlin, netop på et tidspunkt hvor Berlin var i færd med at blive Europas åndelige centrum.

Han forenede og udviklede de fleste af de ideer, der kom frem i romantikken, men han var yderst kritisk overfor mange af romantikerne, ikke mindst Friedrich von Schelling. 

Schelling mente, ligesom mange andre af romantikerne, at tilværelsens dybeste mening lå i det, de kaldte ”verdensånden”. 

Hegel bruger også begrebet ”verdensånden”, men i en anden betydning. Når Hegel taler om ”verdensånden” eller ”verdensfornuften” mener han summen af alle menneskelige ytringer, for kun mennesket besidder ”ånd”.

Fordi noget nyt altid kommer til, når filosofien udvikles gennem historien, er fornuften progressiv. Med andre ord udvikles og udvides den menneskelige viden mod større og større selvindsigt. Det er det samme med floder; de bliver bredere og bredere, jo nærmere de kommer havet. 

Så selv om hverken Platons eller Kants filosofi er helt rigtige, er Kants dog mere ”rigtig” end Platons, påstod Hegel.

Hegel mente, at ”verdensånden” når sin højeste form for bevidsthed som ren ånd. Og denne rene ånd findes i kunst, religion og filosofi.

Af disse er filosofien den højeste form for kundskab, for i filosofien reflekterer ”verdensånden” sin egen indflydelse på historien.

Hegels indflydelse på sine samtidige var enorm, og det gælder i højeste grad for vor tids tænkere.

”Vi kan med sikkerhed fastslå, at intet stort er udført i denne verden uden lidenskab”.

 

)

Immanuel Kant (1724 - 1804

”Pligtens majestæt har intet at gøre med livsglæden.”

Kant blev i 1770 professor i logik og metafysik ved universitetet i Königsberg og underviste dér størstedelen af sit liv. 

Han var også overordentlig interesseret i naturvidenskab og udgav værker om astronomi og geofysik.

I modsætning til empiristerne mente Kant, at menneskets bevidsthed ikke kun er en blank ”tavle”, som blot modtager påvirkninger fra omgivelserne.

Bevidstheden former aktivt den måde, vi forstår verden på. 

Hvad vi ser, smager, hører, lugter og føler, afhænger ikke blot af det, der er omkring os, men også af det, der er inden i os og af den måde vores bevidsthed former indtrykkene fra omverdenen.

Kant kaldte dette den kopernikanske vending inden for erkendelsesteorien. Hermed mente han, at hans ideer var lige så nye og lige så radikalt anderledes end tidligere tiders, som da Kopernikus kom frem med teorien om, at jorden drejer rundt om solen.

Kants største bidrag til filosofien er hans opdeling af tingen i sig selv – das Ding an sich – og hvordan tingen er ”for os”.

Vi kan aldrig opnå sikker viden om tingene ”i sig selv”. Vi kan kun vide, hvordan de ”fremtræder” for os. Men vi kan på den anden side godt udtale os om, hvordan ting vil blive opfattet af den menneskelige bevidsthed, allerede inden vi har gjort nogen bestemt erfaring.

Alle filosofiske systemer før Hegel havde én ting til fælles, nemlig at de forsøgte at opsætte evige kriterier for, hvad vi mennesker kan vide om verden. 

Kants tilgang til det problem var at foretage en adskillelse mellem verden som den ser ud for os, og verden som den er i sig selv. 

Kant drog den slutning, at vi kun kan få viden om verden, som den ser ud for os, og at vi aldrig kan nå frem til absolutte sandheder om verden, som den er i sig selv.

”To ting fylder mit sind med stedse ny og større undren og ærefrygt, den stjernebestrøede himmel over mig og den moralske lov inden i mig.”

 

David Hume (1711 - 1776)

”Vær filosof; men forbliv menneske midt i din filosoferen”

Hume blev født i Edinburgh og udgave sit vigtigste værk ”A Treatise of Human Nature”

(En afhandling om menneskets natur), da han blot var 28 år gammel.

I sin egenskab af empirist så Hume det som sin opgave at rydde op i alle de uklare begreber og tankekonstruktioner, som tidligere filosoffer havde opfundet.

Der var masser af ”vraggods” fra middelalderen og 1600-tallets rationalistiske filosofi. Hume mente, at vi skulle vende tilbage til vores spontane opfattelse af verden.

Ingen filosof, sagde han, ”vil nogensinde blive i stand til at føre os bag om de daglige erfaringer eller give os regler for opførsel, som er anderledes end dem, vi får ved at reflektere over det daglige liv.”

På Humes tid var der en udbredt tro på engle, dvs. menneskelige skabninger med vinger. 

Ingen har nogen sinde set en sådan skabning, men vi har elle på et eller andet tidspunkt set vinger og menneskelige skabninger hver for sig.

Ifølge Hume er en ”engel” derfor en sammensat ide. Den består af to forskellige erfaringer, som egentlig ikke har noget med hinanden at gøre, men som ikke desto mindre forbindes i menneskets fantasi.

Heraf følger, mente Hume, at ”Gud” er en sammensat ide, som vi har formet i vores bevidsthed.

Han afviste ethvert forsøg på at bevise Guds eksistens. Dette betyder ikke, at han udelukkede muligheden af, at Gud er til. Men han mente, at alle forsøg på at bevise en religiøs overbevisning ved hjælp af fornuften var ren nonsens. 

Hume var ikke kristen, men han var heller ikke overbevist ateist. Han var snarere, hvad vi kalder agnostiker, det vil sige en person, som hævder, at Guds eksistens hverken kan bevises eller modbevises.

Da Hume lå for døden, spurgte en ven, om han troede på et liv efter døden.

Det siges, at han svarede: ”Det er også muligt, at et stykke kul, der lægges på ilden, ikke brænder.”

Hume mente, at alting har en årsag, og at der findes en lovbundethed i verden (en naturlov), som også vil gælde i fremtiden. Det faktum, at en ting følger efter en anden, behøver dog ikke betyde, at der findes en årsagssammenhæng mellem dem. Ved at fornægte disse ”årsagssammenhænge” var Hume ironisk nok med til at undergrave selve grundlaget for empirismen – den retning han selv var leder af.

”Vildfarelser i religion er farlige – i filosofien er de blot latterlige.”

”Et menneskes liv er ikke af større betydning for universet end en østers liv”.

 

Francois-Marie Arouet de Voltaire (1694-1778)

”Arbejde forskåner os for tre store ulykker: kedsomhed, laster og fattigdom”

Voltaire har måske ikke bidraget til den filosofiske indsigt med noget særligt originalt, men han forsynede verden med en overvældende blanding af romaner, skuespil, kritik, pamfletter og historiske studier.

Set i lyset af hans store engagement i verden omkring ham, blev han på mange måder indbegrebet af oplysningstiden.

Hans tidlige satiriske værker, skaffede ham et år i Bastillefængslet og sendte ham senere, i 1726, i landflygtighed i England.

Med sin radikale og liberale holdning opdagede Voltaire hurtigt, at det engelske samfund indeholdt langt større retfærdighed og frihed end det franske.

I  ”Lettres Philosophiques”  priser han social, religiøs og politisk frihed, og bruger samfundsværdi som definition på gode politiske institutioner.  

Voltaire troede fast på Gud, men var en hård modstander af kirkens synspunkter, og han hævdede, at tvivl bør være begyndelsen til al indsigt og oplysning. Han så det onde som hovedsagelig menneskeskabt og et mysterium, der ikke lader sig løse.

Hans mest kendte værk, ”Candide”, skildrer en verden, hvor menneskelivet og værdigheden har ringe værdi. Med sit portræt af doktor Pangloss i denne roman gjorde Voltaire nar af Pope og Leibniz.

I modsætning til mange af sine tilhængere var Voltaire en stærk fortaler for ikke-vold og troede fast på, at kampen mod autoriteter, tradition og konformitet kunne vindes uden blodsudgydelse.

Selv om han døde før udbruddet af Den franske Revolution, inspirerede hans tanker i høj grad begivenhederne i 1789.

”Tankens frihed er sjælens liv”.

George Berkeley (1685-1753)

“Først hvirvler vi støvet op, og derefter klager vi over, at vi ingenting kan se.”

George Berkeley blev født i Kilkenny i Irland. 

Blot 15 år gammel kom han til Trinity College i Dublin for at studere filosofi, naturvidenskab og teologi. Her fordybede han sig i Decartes´, Hobbes, Boyles og Newtons tanker.

I løbet af nogle få år havde han udformet sin idealistiske filosofi, som han forblev tro overfor resten af livet.

Berkeley førte Lockes ideer et skridt videre: han sagde, at det eneste, som eksisterer, er det, vi sanser. Men vi sanser ikke ”materien” eller ”stoffet”, vi sanser ikke, at ting er håndgribelige genstande. At antage, at det, vi oplever, har sin egen underliggende ”substans” ville være at drage forhastede slutninger. Vi har absolut ikke noget erfaringsmæssigt belæg for at komme med en sådan påstand.

Ifølge Berkeley kan din egen sjæl være kilden til dine egne forestillinger – præcis som når du drømmer – men kun en anden vilje eller ånd kan være ophav til de ideer, der udgør den ”materielle” verden. 

Alting stammer fra denne ånd, der er ophav til ”alt i alt”, og i hvilken ”alle ting består”, mente Berkeley. 

Han tænkte naturligvis på Gud. Berkeley sagde, at ”vi kan til og med hævde, at Guds eksistens er meget tydeligere at fornemme end menneskets eksistens”.

Alt det, vi ser og føler, er et ”resultat af Guds kraft”. 

For Gud er ”intimt nærværende i vores bevidsthed og fostrer derved den mangfoldighed af ideer og fornemmelser, som vi til stadighed oplever”. 

Hele verden omkring os og hele vor tilværelse hviler i Gud. 

Han er det eneste ophav til alt, hvad der eksisterer. 

Vi eksisterer blot i Guds bevidsthed.

I 1728 rejste Berkeley til Rhode Island i Amerika for at grundlægge en missionsskole i Bermuda. Ideen blev dog aldrig ført ud i livet, og i 1731 vendte han hjem til Irland.

I 1734 blev Berkeley biskop i Cloyne.

 

Gottfried Leibniz (1646-1716)

”En af mine vigtigste og bedst beviste teser er, at naturen gør ingen spring. Dette har jeg kaldt loven om kontinuitet.”

 Leibniz var født i Leipzig, og han gik i tjeneste hos Baronen af Boineburg og senere i 1667 hos Greven af Brunswick.

 Leibniz skabte en metafysisk teori for at forklare verdens opbygning. Hvis den ikke er specielt overbevisende, er den i hvert fald opfindsom.

 Han mente, at verden består af et uendeligt antal udelelige substanser, som han kaldte monader. 

 En af disse monader er Gud, som i skabelsesøjeblikket skabte alle de andre. De af Gud skabte monader kan kun tilintetgøres af Gud. For Leibniz eksisterede der ikke andet end monader.

 Ifølge Leibniz er Gud almægtig, alvidende og gennemgribende god. I skabelsesøjeblikket måtte han derfor have valgt at skabe den optimale verden. Det betyder, at vores verden er den bedste af alle verdener, og at Leibniz er verdens største optimist! I Candide brugte Voltaire figuren doktor Pangloss til at gøre grundigt nar af ham for dette optimistiske synspunkt. Hvis denne er den bedste af alle verdener, findes der ikke noget rigtig ondt. Leibniz mente, at forsøger man at gøre noget lidt bedre i verden, så sker det blot på bekostning af noget andet.

 I sin egenskab af diplomat blev Leibniz sendt til Paris fra 1672 til 1676. Her mødte han et væld af ideer og mennesker, der påvirkede og stimulerede hans tænkning.

 Leibniz blev bekendt med René Decartes´ filosofi , og han mødte også fysikeren Christian Huygens, der anerkendte og udviklede Leibniz´ store matematiske begavelse.

 Det var i disse år Leibniz opfandt integral- og differentialregningen uden at vide, at englænderen Isaac Newton gjorde det på samme tid. 

Der opstod en bitter strid mellem de to, om hvem der først havde udviklet denne regnemetode.

 ”Jeg plejer at sige, at en stor doktor tager livet af flere mennesker end en stor general”

 

John Locke (1632 – 1704)

”Sjælen er et ubeskrevet blad”

En af de britiske empirister, John Locke, levede i en tid med den store videnskabelige opdagelser og politiske omvæltninger. Og han skulle blive dybt involveret i og berørt af dem.

Locke hævder, at alle vores tanker og ideer stammer fra det, vi oplever gennem sanserne. Før vi sanser noget, er bevidstheden en tabula rasa – en ubeskrevet tavle, lige så bar og tom som en tavle, før læreren skriver på den. Men så begynder vi at opleve verden omkring os, vi lugter, smager, føler og hører. Og ingen gør dette mere intenst end et lille barn. På denne måde opstår det, som Locke kalder ”sansning”. 

Men bevidstheden modtager ikke blot passivt information.

Nogle aktiviteter foregår også i bevidstheden. 

”Sansningen” bearbejdes ved tænkning, fornuft, tro og tvivl, og herved opstår det, Locke kalder ”refleksion”. Han skelner altså mellem ”sansning” og ”refleksion”. 

Bevidstheden er ikke bare en passiv modtager. 

Den ordner og bearbejder alle sanseindtryk, efterhånden som de strømmer ind. 

Locke var fortaler for åndelig frihed og tolerance. Han var desuden optaget af ligestillingen mellem kønnene, og han mente, at kvindeundertrykkelsen er ”menneskeskabt”. Derfor er det også muligt at ændre på den.

Locke havde stor indflydelse på John Stuart Mill, der igen spillede en hovedrolle i kampen for kønnenes ligestilling.

Locke var ophavsmand til mange af de ideer om frihed, der senere slog igennem i den franske oplysningstid i det 18. århundrede. Han var den første, der argumenterede for en deling af magten, så statens magt bliver delt mellem forskellige institutioner: den lovgivende  magt eller valgte repræsentanter; den dømmende magt eller domstole; og den udøvende magt eller regeringen. 

Locke afviste mange af en anden stor empirists, Thomas Hobbes´(1588-1678), ideer.

Hobbes troede på et magtfuldt monarki, og at ingen har ret til at gøre oprør og bryde ”samfundspagten”.

”Dér hvor loven ender, begynder tyranniet”. 

 

Baruch de Spinoza (1632-1677)

”Alle fremragende ting er lige så svære som de er sjældne”

Baruch de Spinoza kom fra en jødisk familie, der var flygtet til Holland fra Portugal for at undgå den katolske kirkes undertrykkelse. 

Faktisk var Spinoza hele sit liv udsat for religiøs forfølgelse.

Han mente, at kristendommen og jødedommen blev holdt i live af strenge dogmer og ritualer. Han afviste, at Bibelen var inspireret af Gud ned til sidste bogstav, og han sagde, at når vi læser Bibelen, må vi hele tiden huske på det tidsrum, den er skrevet i. 

Han foreslog en ”kritisk” læsning, som afslørede et antal uoverensstemmelser i teksterne.

Spinoza mente, at alt er natur. Han satte lighedstegn mellem naturen og Gud, og sagde, at Gud er alt, og alt er Gud. Dette kaldes panteisme, Spinoza mente ikke, at Gud havde skabt verden for at sætte sig udenfor den. Gud er verden. Dette betyder, at alle vore tanker også er Guds eller naturens tanker. Der er kun en Gud, en natur, eller en substans.

Hans filosofi er vitterlig svær at forstå. Han var påvirket af Decartes, men afviste hans opdeling af tanke og materie som to adskilte substanser, og mente at der kun er én. 

Alt hvad der eksisterer, kan reduceres til en enkelt realitet, som han simpelt hen kaldte Substansen.

Spinoza mente, at det er vore lidenskaber – f.eks. ambitioner og begær – der forhindrer os i at opnå sand lykke og harmoni, men hvis vi indser, at alting sker af nødvendighed, kan vi opnå en intuitiv forståelse af naturen som en helhed. 

Vi kan komme frem til krystalklart at indse, at alt er forbundet, at alt er Et. 

Målet er at begribe alt, hvad der eksisterer, i en altomfattende erkendelse. 

Kun da vil vi opnå sand lykke og tilfredshed. 

Det var dette, Spinoza kaldte at se alt ”sub specie aeternitatis”, hvilket betyder at se alt under evighedens synsvinkel.

”Bevidsthedens åndelige kærlighed til gud er en del af den uendelige kærlighed, med hvilken gud elsker sig selv.”

 

René Descartes (1596 - 1650)

”Jeg tænker, altså er jeg”

Decartes var en drivkraft bag den intellektuelle revolution i det syttende århundrede, og han er kendt som den moderne filosofis grundlægger. 

Han var også en stor matematiker. 

Om natten den 10. November 1619 fik Decartes en vision om, hvordan han kunne konstruere et præcist system af viden, som kunne omfatte alle områder af menneskelig lærdom. Dette forblev hans projekt resten af livet.

Selv om nogle ag Decartes´ argumenter er blevet kritiseret, har hans metode haft en enorm indflydelse på den efterfølgende tænkning. 

Ligesom Sokrates besluttede han at udforme sin egen filosofi. 

Decartes var matematiker og ønskede at benytte den ”matematiske metode”, også inden for filosofi. Han lagde ud med at bevise filosofiske sandheder på samme måde, som man beviser en matematisk læresætning – ved hjælp af fornuft, fordi kun fornuften kan give os vished. Det er langt fra sikkert, sagde Decartes, at vi kan stole på vores sanser.

Der synes ikke at være noget, han kunne være sikker på. Men Decartes prøvede at arbejde sig frem fra dette nulpunkt. Han tvivlede på alt. Det var det eneste, han var sikker på. Men noget slog ham: ét måtte være sikkert, og det var, at han tvivlede. Fordi han tvivlede, måtte han tænke, og når han tænkte, måtte det være sikkert, at han eksisterede. 

Eller, som han selv udtrykte det:

”Cogito, ergo sum” som betyder: ”Jeg tænker, altså er jeg”.

Decartes mente, at bevidstheden og ideer ikke er fysiske former. Englænderen Thomas Hobbes, en af Decartes´ samtidige, var fuldstændig uenig. 

Flere hundrede år efter Decartes er krop/sjæl debatten stadig et centralt problem inden for filosofien. 

Er bevidstheden en rent fysisk ting? Og hvis ikke, hvordan kan den så påvirke den fysiske krop?

”Man kan ikke forestille sig noget så mærkeligt og så usandsynligt, at det ikke allerede er sagt af en eller anden filosof.”

 

Sir Francis Bacon (1561 - 1626)

”Viden er magt”

Bacon var en mand med indsigt i mange emner, de vigtigste var politik, jura, filosofi og videnskab. Han blev medlem af det engelske parlament i en alder af 23 og endte med at få embedet som lordkansler.

Det var videnskaben, han var mest fascineret af, og han var en af de første visionære, der forstod, at videnskaben ville give menneskeheden en magt over naturen, som ingen tidligere havde forestillet sig. Både Newton og Darwin, der fulgte i hans fodspor, anerkendte deres gæld til Bacon.

Dét, der virkelig giver Bacon en plads i filosofihistorien, er hans jagt på en ny måde, hvorpå man kunne udtrykke grundlaget for videnskabelig tænkning, og det fandt han frem til, Novum Organum (Det ny redskab), var fundamentalt modsat de aristoteliske principper. 

I stedet for Aristoteles´ deduktive metode, som Bacon mente blot var et redskab til at nå en konklusion, man allerede kendte til, fremlagde han en ny induktiv metode. 

Det vil sige ved gentagne observationer af naturen at slutte sig til naturlovenes virkning. 

Desuden argumenterede han for, at den videnskab, som har sat sig for at udforske disse naturlove, skal stræbe efter at være universel og abstrakt, og på denne måde benytte ”intellektets stige.”

Bacon har æren for at foreslå en disciplin baseret på undersøgelsen af årsagssammenhænge, som har været vejledende for generation efter generation af videnskabsmænd, især den tanke at det negative resultat (f.eks. hvis et eksperiment ikke har en effekt) er lige så vigtig som det positive resultat.

Ganske vist gør en lille smule filosofi et menneske tilbøjelig til ateisme. Men grundig filosofisk tænkning fører menneskene tilbage til religionen”

 

Augustin (354 - 430)

”Vi skaber en stige af vore laster, hvis vi træder disse laster under fode”

 I dette enkelte menneskes liv kan vi se overgangen fra senantik til tidlig middelalder.

Augustin var ikke kristen hele sit liv. Han studerede mange forskellige religioner og filosofier, før han sent i livet blev kristen.

Han var fuldstændig opslugt af det, man kan kalde ”det ondes problem”.

I nogen tid var han under indflydelse af stoikerne, som påstod, at der ikke var nogen skarp grænse mellem det gode og det onde. Han hældede imidlertid mere mod den anden betydningsfulde filosofiske retning i senantikken, nyplatonismen. I denne filosofi mødte han ideen om, at alt i naturen er guddommeligt.

Augustin troede, ligesom Plotin, at det onde er fravær af Gud.

Han hævdede, at det onde kommer af menneskehedens ulydighed – som han selv sagde: ”den gode vilje er Guds værk; den onde vilje sker, når mennesket vender sig fra Gud.”

Sct. Augustins kristendom er hovedsageligt påvirket af platoniske ideer. 

Man kan sige, at det var Sct. Augustin, der ”kristnede” Platon og Sct. Augustins religion ligger langt fra Athens humanisme. 

Men han opdelte ikke menneskeheden i to grupper – dem der ville blive frelst, og dem der ikke ville. Han fortolkede blot den bibelske doktrin om frelse og fortabelse.

Augustin forklarede dette i et lærd værk, De civitate Dei (Om Guds Stad), hvor han kommer frem med det synspunkt, at der ikke er nogen frelse uden for kirken.

Der var ingen protester mod denne ide før reformationen i det 16. århundrede. 

”Herre, gør mig dydig, men ikke endnu”

 

 

Aristoteles (384 - 322 f. Kr)

”Dette har jeg lært at filosofien uden at være beordret til det, gør jeg dét, andre kun gør af frygt for loven”

Aristoteles kom ind på Platons Akademi, da han var 17 år gammel. Han udmærkede sig og blev snart lærer. Han forblev på Akademiet frem til Platons død ca. 20 år senere.

I modsætning til Platon var Aristoteles optaget af ”naturprocesserne”. Mens Platon brugte sit intellekt, brugte Aristoteles også sine sanser: han lagde sig ned på alle fire og studerede frøer og fisk, anemoner og valmuer.

Aristoteles´ betydning for europæisk kultur skyldes ikke mindst, at han skabte den terminologi, som videnskabsmænd bruger den dag i dag. 

Han var den store systematiker, der grundlagde og klassificerede de forskellige videnskaber. 

Aristoteles mente, at der ikke findes noget i bevidstheden, som vi ikke først har hørt eller set.

Alt er refleksioner af naturen. Virkeligheden findes altså i naturen.

Hvorfor regner det? Du har sandsynligvis lært, at det regner, fordi fugtigheden i skyerne afkøles og fortættes til regndråber, der falder til jorden pga. tyngdeloven.

Aristoteles ville have været enig. Men han ville have tilføjet, at du foreløbig kun havde nævnt tre årsager. Den materielle årsag er, at fugtigheden (skyerne) er der nøjagtig på det tidspunkt, hvor luften afkøles. Virkeårsagen er, at fugtigheden afkøles, og den formelle årsag er, at vandets natur er at falde til jorden. Men hvis du stoppede her, ville Aristoteles tilføje, at det regner, fordi planter og dyr behøver regnvand for at kunne vokse.

Dette kaldte han formålsårsagen. Aristoteles tilskriver dråberne en livsopgave eller et ”formål”.

I dag ræsonnerer vi ikke i videnskaben på denne måde. Vi siger, at selv om mad og vand er nødvendige forudsætninger for menneskets liv, er det ikke vandets eller appelsinernes formål at være føde for os.

Men Aristoteles mente, at alt i naturen har et formål. Det regner, for at planter kan gro; appelsiner og vindruer gror, for at vi kan spise dem.

”Alle mennesker stræber af natur efter viden”

Platon (ca. 427-347 f.Kr.)

”Filosofi begynder med undren”

Platon var 29 år gammel, da Sokrates døde, men det vides ikke, hvornår han begyndte at skrive sine mange dialoger (hvoraf de fleste endnu eksisterer), der har Sokrates som deres centrale figur.

Sokrates havde en enorm indflydelse på Platon, hvis egne ideer først klart kan skelnes fra den sokratiske tankegang i de sene værker.

Han har formodentlig været i halvtredserne, da han sammen med matematikeren Theaetetus grundlagde sin skole. Skolen blev kaldt Akademiet efter den legendariske græske helt Akademus.

Gennem Akademiet håbede Platon at kunne give de fremtidige ledere i Athen og andre bystater en god uddannelse. Der blev undervist i filosofi, astronomi, gymnastik, matematik og især geometri. Inskriptionen over døren til Akademiet løs: ”Lad ingen, der er uvidende om geometri komme ind her”. Blandt hans elever var Aristoteles, der ligesom Platon, skulle vise sig at blive en af de mest indflydelsesrige filosoffer, der nogen sinde har levet.  

Platon mente, at alt håndgribeligt i naturen ”flyder”. Der findes altså ingen ”substanser”, der ikke opløses. Absolut alt hvad der hører til ”materiens verden” er skabt af en substans, der kan forgå, men alting er skabt efter en tidløs ide eller form, der er evig og uforanderlig.

Alt hvad der er evigt og uforanderligt, er derfor ikke, ifølge Platon, en fysisk ”grundsubstans”, som det var for Empedokles og Demokrit. Efter Platons begreber er alting skabt efter evige og uforanderlige åndelige og abstrakte ideer.

”Den retning, som uddannelse udpeger for et menneske, vil bestemme dets fremtidige liv.”

 

Sokrates (470 - 399 f. Kr)

”Uvidenhed er det eneste onde”

Sokrates er formentlig den mest gådefulde person i hele filosofiens historie. Han skrev ikke én eneste linie.

Alligevel er han en af de filosoffer, der har haft den største indflydelse på europæisk tankegang, ikke mindst på grund af hans dramatiske død.

Sokrates mente, at en filosof er en person, som indser, at der er en masse han ikke forstår og ser det som et problem.

Således er han klogere end alle dem, der praler af deres viden om ting, de i virkeligheden ikke ved noget om. 

Sokrates sagde selv: ” Det eneste jeg ved er, at jeg ingenting ved”!

Men skønt han uafladeligt satte spørgsmålstegn ved sin egen viden (en metode som René Descartes tog op ca. 2000 år senere), troede Sokrates, at det er muligt for mennesket at finde den absolutte sandhed om universet.

Han hævdede, at det er nødvendigt at skabe et solidt fundament for vores viden, et fundament, som han mente ligger i menneskets evne til fornuft.

Med sin urokkelige tro på menneskets evne til fornuft var Sokrates afgjort en rationalist.

I år 399 f.Kr. blev Sokrates beskyldt for ”at indføre nye guder” (de ”guddommelige indre stemmer” han påstod at høre i sit hoved.), at ødelægge ungdommen og desuden for ikke at tro på de vedtagne guder.

Regeringen i Athen var en af verdens tidligste demokratier.

Men Sokrates lod alle vide, at han mente, det var bedre for staten at blive regeret af et enkelt menneske, som han beskrev som ”den der ved.”

Nogle anså Sokrates´ dristige anskuelser som en trussel mod selve strukturen i det athenske liv.

I bekymring over hans antidemokratiske indflydelse på de mange aristokrater (inklusive Platon), der var involveret i hans sokratiske tankegang, dømte en jury på 501 personer ham skyldig med et beskedent flertal.

”Man bør ikke gengælde ondt med ondt eller skade noget medmenneske, ligegyldig hvor stærkt man end bliver provokeret.”

”Jeg er ikke athener eller græker, men verdensborger”

 

 

Demokrit (ca. 460 - 370 f. Kr)

“I sandhed ved vi ingenting, for sandheden findes i dybet” 

Demokrit var den sidste af de store naturfilosoffer. Vi ved meget lidt om hans liv, men vi ved, at han kom fra den lille by Abdera på den nordlige ægæiske kyst.

Demokrit mente, at naturen består af utallige forskellige atomer. Nogle er runde og glatte, andre er ujævne og kantede. Og netop på grund af deres forskellighed kan de passe sammen i enhver form for ”legeme”. 

Men ligegyldigt i hvilken endeligt antal og former de findes, er de alle evige, uforanderlige og udelelige.

Når et ”legeme” – f.eks. et træ eller et dyr – dør og går i opløsning, spreder atomerne sig og kan bruges igen i et nyt ”legeme”. 

Atomerne bevæger sig rundt i rummet, og fordi de har ”kroge” og ”modhager”, kan de smelte sammen og forme alle de ting, vi kan se omkring os.

Demokrits løsning på spørgsmålet om forandring var, at der ikke er et eneste atom – den basale byggesten, som alting er skabt af – som egentlig forandrer sig overhovedet. I stedet konkluderede han, at det eneste, som forandrer sig, er sammensætningen af atomer.

Men hvad med ”sjælen”? Den kan da ikke bestå af atomer, af materiel substans?

 Jo, det kan den faktisk. Demokrit mente, at sjælen består af specielle runde og glatte ”sjæle-atomer”. 

Når et menneske dør, flyver sjæle-atomerne i alle retninger, og kan så blive dele af en ny sjæl.

Dette betyder, at mennesket ikke har en udødelig sjæl, en overbevisning som mange mennesker deler i dag. 

De tror, lige som Demokrit, at ”sjælen” er knyttet til hjernen, og at vi ikke kan have nogen form for bevidsthed, når hjernen ikke mere fungerer.

“Efter skik og brug påstår vi, at der findes farve, at der findes sødme, at der findes bitterhed, men i virkeligheden findes der kun atomer og tomrum”

 

En personlig livsfilosofi!

Vi er alle forskellige - ikke to mennesker er ens. Det skyldes  vores ophav i form af arv, miljø, erfaret livsindhold, måde vi takler og har taklet livet samt ikke mindst, hvordan vi lever vores liv.

Det betyder også, at der ikke kan gives nogle specificeret anvisninger på, hvordan indholdet i din livsfilosofi kan være. 

Imidlertid kan der gives nogle anvisninger om en struktur, som kan give dig inspiration og eksempler på,hvorledes du kan gøre dig nogle overvejelser om, hvordan din livsfilosofi skal dannes og hvad den skal indeholde.

Tanker om en personlig livsfilosofi kan være nyt for dig som menneske, men mennesket har igennem tusinder år gjort sig de samme tanker, hvorfor det kan være inspirerende for dig på sigt at fordybe dig i disse tanker ved at læse tekste fra filosoffer gennem tiderne. 

Eksistentielt er det et langt stykke af vejen de samme tanker mennesker førhen har haft, som tilfældet er i dag. 

Hvordan får jeg et lykkeligt liv, hvordan håndterer jeg følelser som kærlighed, hvordan ønsker jeg at være en rollemodel over for mine børn osv. er samme overvejelser i dag som før i tiden.

“Det eneste vi behøver for at blive gode filosoffer, er evnen til at undres”

Lad dig inspirere af udvalgte filosoffer, som fremover vil blive præsenteret på denne del af hverdagsfilosofi.dk