Hverdagsfilosofi.dk

Tanker fra hverdagen!

Hvor tilfældigt er dit liv? (Part 1)

Hvor mange aspekter af dit liv bygger på valg du reelt selv har foretaget og hvor mange er du mere eller mindre blevet styret af i forhold til dine omgivelser, dine relationer, tilfældigheder eller samfundet og den kultur vi lever i?

Havde du oprindeligt for et tiår tilbage gjort dig nogen overvejelser om, hvor megen tid du for eksempel i dag skulle bruge på de sociale medier?

Såfremt du havde fået denne oplysning på forhånd, hvorledes vil du forvente at have reageret?

Hvordan stemmer det overens med din virkelighed i dag?

Er der ting du kan gøre anderledes i forhold til, hvorledes du ønsker, at du får renset din samvittighed?

Har du god eller dårlig samvittighed, når du har enten brugt timer på disse medier uden et reelt udbytte eller, når du mere eller mindre har sendt tekster ud, som du fortryder på et senere tidspunkt?

Hvor megen efterfølgende tid bruger du på samvittighedskvaler over en adfærd, som du fortryder og i hvor høj grad vælger du handlinger ud fra en velovervejet beslutning til forskel for en letkøbt løsning?

Vi fokusere på sundhed og kan via nettet indhente alle informationer om eksempelvis dette felt, og ikke desto mindre har vi aldrig haft så mange diagnoser som i dag.

Vi får informationer om eksempelvis søvn og alligevel sover folk med en aktiv mobiltelefon som afbryder deres søvn flere gange om natten. Tv er proppet med livsstilsprogrammer om madlavning, og ikke desto mindre køber vi flere færdigretter end tidligere, reality programmer for at vi kan få helte og heltinder, som vi kan beundre for deres underlødige holdninger, økonomi, hvor folk for åben skærm tilkendegiver, hvorledes de i en voksenalder ikke har begreb om styring af deres økonomi, hvilket er fornedrende, talentshows, hvor rollemodeller kan trækkes frem osv, osv.

Deltagerne i disse programmer bliver trukket gennem mediemøllen og deres liv bliver analyseret, rapporteret, skrevet om på diverse medier, og har en meget stor del af befolkningen som deltagere. Det er hvad vi formår at følge med i samt vores program til næste time i fitnesslokalet.

Aldrig har vi levet i en andedam som tilfældet er i dag og dette til trods for, at vi taler om globalisering, ja, men dette strækker sig til, at vi i dag blot er kommet tættere på Hollywood stjerner og deres privatliv. Det er ikke de store, tunge og mere principielle værdidebatter, som tynger mest i folks bevidsthed.

Der er begrænset politisk deltagelse eller tilkendegivelse, hvor man som tidligere fik på barrikaderne og demonstrerede, såfremt der var utilfredshed omkring konkrete sager eller områder.

Hvor tilfældigt er dit liv? (Part2)

Een ting er dog væsentlig at pointere, det synes at være en udvikling - eller mangel på samme - som er et fællestræk på tværs af generationer.

Ungdommens behov og tradition for oprør synes at være uddøet og alle generationer - ung som gammel - synes at have samme ugidelige og laden stå til holdning.

Endog kan det til tider synes, som om den ældre generation ligefrem synes at føle sig en anelse ungdommelig i og med, at de faktisk både gør og mener det samme som ungdommen.

Midtvejsgenerationer synes at føle en form for ungdommelighed så længe de synliggør deres deltagelse for eksempel på de sociale medier og til trods for at det er et for dem tilført medie i deres tilværelse eksempelvis mobiltelefonen, synes mange at fremstå som nogen, der er født med en mobiltelefon i hånden.

Derfor undres det, at der ikke umiddelbart fremstår enten en modstand eller måske blot en tøven over, hvor meget denne skal fylde i deres tilværelse, samtidigt med, at det må betragtes som at være et valg, som dermed også betyder et fravalg af tid til andre ting, hvilket med alderen går hen og bliver en om ikke en mangelvare, men dog et spørgsmål om prioritering.

Deltagelse på nettet kan et langt stykke af vejen være en nødvendighed, idet alternativet er mere eller mindre ens af skrivelse fra samfundets side, blot med tanke på informationer fra det offentlige og besværlighederne såfremt andre informationskilder ønskes.

Men en total opslugthed af at være forbundet med medierne i øvrigt, kan undre, muligvis et spørgsmål om ikke at ville stå tilbage og ikke fremstå synlig radikal og fjendtlig over for ændringsparathed.

Ved et endeligt står vores frygt for døden og dermed også vores indgroet grundlæggende frygt for at tale om den.

Det er den eneste fællesnævner vi alle lever med og dette til trods er det et område, de fleste vælger at gå en stor bue uden om.

Både når det handler om vores egen død samt, når dødsfald rammer i det omkringliggende samfund.

Vi kan ikke finde fodfæste i dette landskab, vi formår ikke at finde ord eller handlinger for dette, idet vi ikke tør se denne i øjnene.

Hvor tilfældigt er dit liv? (Part3)

Grunden til dette vil et langt stykke af vejen findes ved, at vi ikke føler, at det berører os, da vi endnu ikke er startet på at leve vores liv.

Vi lever illusorisk ud fra, at vi skal nå en masse i vores liv, hvorfor det blot forstyrrer, når vi bliver mødt med denne kendsgerning, at den vil indtræffe før eller siden.

Vi kan ikke forholde os til dette, da vi ikke grundigt har sat os ind i det liv vi lever i dag.

Vi lever med en overfladiskhed, som gør, at vi ikke føler at sætte tilstrækkelige spor til at kunne tage herfra på et sådan tidspunkt. Vi har ikke et samlet værdigrundlag, hvor vores samvittighed har inddraget døden som en væsentlig medspiller til livet, hvorfor vi ikke vil se denne i øjnene.

Vi flygter fra den og på samme måde, som vi med flere af livets øvrige aspekter ikke har gjort os nogen væsentlige overvejelser, ikke har fundet ind til vores værdier og det menneske som vi oprigtigt kan stå inde for, vil vi ikke forholde os til, at dette menneske på et tidspunkt skal dø.

Vi kan ikke med sindsro forholde os til, at hændelser og oplevelser - dermed menes livet ikke vender tilbage, at det kun går en vej og at der dermed ikke tillægges flere år.

Vores samvittighed er underliggende bevidst om, at der vil være flere aspekter i vores liv, som skal falde på plads, ryddes op eller ændres før vi med sindsro og harmoni kan stille os over for det faktum, at vi en dag skal afslutte dette liv.

Vi skubber den understrømmende ubevidste tanke fra os, hvorfor det bliver ilde set eller hørt, når døden optræder og kommer i fokus. Såfremt dit liv var harmonisk, hvor dit sind var i balance, hvor du åbent og ærligt havde taget tanken til dig og haft den indeholdt i dine overvejelser for hvilket liv du ønsker at leve, under dit ophold på jord, ville du opleve en højere grad af sjælefred som ville betyde en mere afslappet tilgang til det faktum, at du skulle dø.

Endvidere ville din empati, nærhed og indsigt i forbindelse med andre nære menneskers tab være mere synlig og tilkendegivende, idet du ville kunne føle med disse og ikke blot flygte fra både tanken, oplevelsen og situationen.

Den manglende ro, balance og indre harmoni er yderligere med til dels at skabe stress, men også en underliggende strøm af generel utilfredshed.

Hvor det blinde øje vendes til og forsøger at få en rasteplads for rastløshed og rodløshed, hvilket i mange tilfælde tilfredsstilles ved en eller anden form for misbrug. Med en flugt, et drømmescenarie ved for eksempel shopping for at føle, at egoet stadig er i stand til at mærke og føle en glæde strømme gennem kroppen.

Eller ved at lukke øjnene og flygte fra virkeligheden ved at forbruge og flygte på ferie for eksempel uden reelt at have råd til det.

Det er en flugt samtidigt med, at den dårlige samvittighed nager i en grad, der bliver tolket fejlagtigt ved, at den enkelte overbeviser sig selv på en forfalsket måde, at det er for at være god ved sig selv, da man fortjener det.

Man har det dagligt hårdt for at få tingene til at hænge sammen og en nagende utryghed og utilfredshed opstår.

Hvor tilfældigt er dit liv? (Part4)

Mange voksne går med en underliggende fornemmelse og længsel efter, at der på et tidspunkt kommer en ”rigtig” voksen, tager dem i hånden og fortæller, at det alt sammen nok skal gå, blot de hjælper med at rydde op efter dette rod af et liv, de har skabt.

Det handler livet ikke om – det er en illusion, og når det går op for flere, at dette ikke kommer til at ske, og slet ikke, når den ældre generation falder bort og de ikke længere er der til at læne sig op ad, da går det for alvor op for mange, at der skal ske noget, at voksenlivet banker på, hvis du reelt skal eller overhovedet kan nå det, som du har gået og leget med den tanke om, hvad du ville på et tidspunkt, når du engang bliver voksen.

Du skal til at prioritere!

Flere og flere ting er forpasset - du ikke har mulighed for at genkalde dem længere, det er uigenkaldeligt forbi, og du må til at prioritere, hvordan du vil anvende din tid og hvilket indhold den skal have for at du føler, at du får noget ud af den.

Vælger du for eksempel at dyrke fitness seks timer om ugen for at holde dig i form, giver du samtidigt afkald på noget andet.

Hvorvidt det vil være vigtigt for dig at være den slanke på plejehjemmet, til gengæld for, at du ikke får besøg af dine børn, fordi du dyrkede din krop mere end dine relationer – kan indgå i dine prioriteringer.Vil du bruge hele dit liv på at dyrke din krop?

Tænk over det!

Mennesket lever efter nydelsesprincippet!

Vi mennesker har en tilbøjelighed til at betragte livet ud fra dets mangler fremfor dets gaver!

Ofte bruger vi voldsomt meget tid på at efterstræbe de ting, vi ikke har fremfor at lykkes med de ting, som vi rent faktisk har.

Det betyder, at vi altid er og vil være ude på en endeløs jagt efter livets goder eller mulige indhold, hvilket i sidste ende kan afstedkomme, at vi rent faktisk mister noget af det vi i dag ikke er tilstrækkelig gode til at sætte pris på.

Hele vort samtid er opbygget på baggrund af produktion, hvor det hele tiden handler om at kigge fremefter, at være produktiv til morgendagen, at skaffe det største udbytte og være den eksemplariske udgave af denne produktivitet.

Det fysiske arbejde er i overvejende grad afløst af mentalt arbejde og sammen med sociale medier, betyder dette, at vores koncentration og fokus i en meget stor del af tiden er opslugt af dette.

Den enorme mængde af energi, som vi tilfører arbejdet registrerer vi ikke selv, hvorfor vi ikke er opmærksomme på, at vi i virkeligheden danner kimen til stress i vores liv.

Endvidere bliver vi overøst med informationer om, hvorledes man som menneske kan eller nærmere sagt skal være den perfekte udgave af dette produktionsvæsen.

Vi skuer fremefter i jagten på nye mål, og hvor vi muligvis har nået tidligere mål med en meget kort tilfredshedsfølelse og samlet set ringe tilfredshed i forhold til vores udbytte.

Sjældent stopper vi op og glæder os over indhentet fortidige mål, som vi oprindeligt lagde megen energi og kræfter i for at indhente.

Oftest blot for en kort stund, glædes vi over, hvor vi er havnet efter stræbsomt arbejde. Denne manglende opmærksomhed på hvad vi har fremfor, hvad vi ønsker, betyder, at vi ikke er motiveret i grundlæggende grad og dermed ikke har tilstrækkelig energi, hverken til at glædes eller betragte nye mål velovervejet.

I stedet synes vi hurtigt at glemme disse succesoplevelser i jagten på nye mål. Det er grundlæggende ødelæggende for mennesket, stressende og i sidste ende spild af liv, som er gået uden ophold og bevidsthed om selve livets gaver og mulige rige indhold.

Mennesket forandrer sig!

Vores art kanaliserer sin energi og holder fokus på, hvad vi vil. Vi lever i en tid, hvor vi nærmer os en tilgang til livet og måden at håndtere dette på, som primært kan ske ved at fusionere med maskiner. Alt forandrer sig konstant, og vi forsøger forgæves at tilpasse os disse forandringer med stor energi.

Vi er komplekse individer. Vi er sind, krop og sjæl og, når der er pres på, har vi en tendens til kun at fokusere på det rationelle sind, - vi lukker os selv ned med stress og udbrændthed til følge.

Således er vi tilbøjelige til at søge og engagere os i aktiviteter, der giver os øjeblikkelig tilfredsstillelse. Vi arbejder efter, hvad psykologer kalder 'nydelsesprincippet'. Nydelsesprincippet er den primære kraft, der tvinger mennesker til øjeblikkeligt at tilfredsstille og få opfyldt deres ønsker og behov.

Det kan gøre det særligt vanskeligt at følge langsigtede mål, fordi det ikke giver nogen umiddelbar belønning. Det placerer os i en opfattelse af at skulle vente.

Når tilfredsstillelsen er betydeligt forsinket – som er direkte imod menneskelig naturlig motivation – kan interessen og indsatsen dale. Vi bliver overfladiske i vores tilgang på grund af en rastløshed, hvor vi ikke magter at forholde os til de sager, hvor der kræves en højere grad af overblik, indsigt og viden for at danne os et synspunkt, som desuden ikke kan træffes ud fra vores grundlæggende personlige værdier, da vi ingen har af sådanne.

Vi har ikke gjort os overvejelser om, hvilket værdigrundlag vi ønsker at bygge vores liv, leve vores liv og hvilket eftermæle vi således ønsker at afsætte.

Vi tilslutter os de sager, som medierne bringer på bane som værende vigtige, som bliver formidlet på en populistisk og kontroversiel måde, og hvor de antyder, hvilken personlig dimension dette måtte have for, at vi kan forholde os til dette.

Samlet betyder dette et konstant pres, som dræner os for energi og skaber stress. At se indefra og ud er at have et stærkt indre kompas, så du kan navigere gennem en evigt foranderlig verden – og det kræver energi!

Livets mening er sammenhæng og udvikling!

De fleste af de problemer, vi slås med i livet, skyldes vores egen mangel og indsigt i os selv og den virkelighed vi lever i. Det kræver energi, som ofte ikke bliver anvendt progressivt.

Problemerne skyldes med andre ord oftest os selv, vores egne fejl og egne skæve personligheder – hvor rimelig vi så end kan opfatte vores egen kritik af andre mennesker og omverdenen.

Problemer binder vores livsenergi, mens de står på.

Hermed følger en række overvejelser, du kan gøre, når du oplever, at problemerne vokser og dræner din energi:

1. Analysér nøje, hvad dit problem i grunden er. Ofte drejer det sig om noget helt andet end man umiddelbart tror, fordi tilværelsen har mange og komplicerede lag. Spiller du en offerrolle uden at vide det?

2. Bliv klar over, hvad det egentlig er, du vil. Ofte har du drømt din drøm så skævt, at det alene af den grund er umuligt at få den opfyldt. Andre gange forfølger du mål, der ikke hænger godt sammen med din dybe eksistens. Spørg dig selv, hvad der virkelig har værdi for dig. Ransag dit hjerte og skab dig klare, friske billeder og visioner, der indfanger livets mening.

3. Forstå, at der er mange muligheder du endnu ikke har erkendt. Verden er et kaotisk og dynamisk sted, og døre åbner og lukker sig. Af og til får vi enestående chancer, som kræver en stor, glødende drøm for at blive udnyttet. Tålmodig opmærksomhed, strategisk sans og god evne til at forudsige konsekvenserne af forskellige handlinger, er derfor af afgørende betydning for at få livets store drømme til at lykkes.

4. Forstå, at du ikke kan se klart, før du har mere energi, end du har i øjeblikket. Du er derfor nødt til at rette en række alvorlige fejl, der dræner dig for energi, før du kan få virkelig indsigt i livet og omverdenen.

5. Indse, at din opfattelse af virkeligheden er i vejen for dig. Problemet er, at du er stensikker på nogle helt forkerte ting. Din bevidsthed bedrager dig, fordi den er selvbekræftende! Vi opfører os og opfatter alting sådan som vi har lært, at verden er skruet sammen.

Kun ved en systematisk klapjagt på forkerte opfattelser, ved i hver situation livet igennem at mærke efter dybt i os selv, hvad der dybest set er rigtigt og forkert og konstant sammenholde dette med, hvad vores fornuft fortæller os er rigtigt og forkert, fordi vi har lært det sådan, kan vi rette vores skævheder og buler i verdensbilledet.

6. Arbejd målrettet med din selvtillid. De negative holdninger vi har til os selv, livet og omverdenen har vi fået gennem millioner af gentagelser.

Find nogle gode ord at sætte på dine egne styrker, kvaliteter og værdifulde sider, som du dybest set godt ved er sande (men alligevel har svært ved at tro på). Og vær indstillet på at gentage disse ord i en uendelighed, før du selv kommer til at tro rigtigt på dem.

7. Er alting kaos, så vent. Hvis du blot holder ud, vil der uvilkårligt vise sig et nyt mønster. Gør ingenting før du ved, hvad du skal gøre. Panik sætter din skrøbelige tilværelse frygteligt på prøve. Men når du sikkert ved, hvad du skal gøre, så gør det modigt uden at tøve. Lad ikke din frygt forhindre dig i at gøre det, du med sikkerhed ved er rigtigt.

8. Lider du afgørende nederlag med det du vil, så træd tilbage og reorganisér din tilværelse. Du er ikke slået, før du har opgivet din kamp. Der vil næsten altid være en ny vej at gå, en ny måde at organisere livet på, der passer til den nye situation, du er kommet i.

Så længe du bliver ved med at kæmpe for det, du har kært og tror på, er du kun midlertidigt slået tilbage!

Eksistentialismen er subjektiv!

Fælles for de mange varianter af eksistensfilosofien er, at menneskelig væren opfattes som kendetegnet ved, at mennesket kan forholde sig til sig selv, sin situation og ikke mindst sit fremtidige liv, dvs. til de muligheder, som det stilles over for. Dette fremadrettede, handlingsorienterede forhold er, hvad eksistensfilosofferne betegner som "eksistens", og er omtrent det samme, som man i daglig tale kalder "livet" eller "tilværelsen".

Når man forholder sig til sin egen tilværelse, er man altid selv part i sagen, og forholdet vil uvægerlig være præget af interesse og engagement. Eksistensfilosofferne betoner derfor, at menneskets forhold til sig selv ikke er et subjekt-objekt-forhold i traditionel forstand.

Eksistensen er ikke givet på forhånd, men bliver til i kraft af de valg, mennesket foretager. På baggrund heraf afviser eksistensfilosofferne, at der kan opstilles almene regler for, hvordan mennesket bør leve sit liv.

Der er ingen objektiv moral og ingen forudgivne værdier i verden. Alle værdier beror i sidste ende på et valg, og det er ikke muligt ud fra overordnede synspunkter at bestemme meningen med det enkelte menneskes liv.

De fleste eksistensfilosoffer er derfor subjektivister.

Den objektive erkendelse, fx naturvidenskaben, betragtes enten som betydningsløs eller som noget, der beror på subjektive interesser. Men mennesket kan alligevel ikke handle efter forgodtbefindende. Som et historisk og samfundsmæssigt betinget væsen vil dets handlinger altid til en vis grad være bestemt af forhold, som det ikke selv er herre over.

Nogle mener tillige, at mennesket nødvendigvis må forholde sig til noget, der ligger uden for dets egen subjektive horisont: Gud (Kierkegaard), et andet menneske (Marcel og Buber) eller altings sammenhæng (Jaspers).

Selvom eksistensfilosofferne ikke vil moralisere, skelner de almindeligvis mellem en "egentlig" og en "uegentlig" (Heidegger) eller "fortvivlet" (Kierkegaard) eksistens (autentisk, egentlighed, fortvivlelse).

Den egentlige eksistens udmærker sig ved at være illusionsløs; man erkender og accepterer sig selv, som man er.

Overgangen til denne eksistensform muliggøres af angsten, dvs. en erfaring af, at de traditionelle værdier og handlingsmønstre er tilfældige og dermed uforpligtende, hvorfor man selv må tage ansvaret for sit liv og give det mening.

Kristen eksistensfilosofi

- der også populært kaldes kristen eksistentialisme, er en filosofisk skole som kan spores tilbage til eksistensfilosoffen og teologen Søren Kierkegaard (1813-1855).

Den hviler på tre antagelser taget fra Kierkegaards unikke forståelse af kristendom.

Den første var, at universet i bund og grund var et paradoks og at det største paradoks af alle var den ophøjede forening af Gud og menneske i personificeringen af Kristus.

Den anden var at have et personligt forhold til Gud fortrænger alle moralsæt, sociale strukturer og fælles normer.

Den tredje var at det at følge sociale regler dybest inde var et personligt æstetisk valgt gjort af individer.

Derfor mente Kierkegaard at hver person individuelt må træffe de valg som ligger til grund for hans eller hendes eksistens. Ingen pålagte strukturer — selv bibelske bud — kan ændre individers ansvar for at søge at behage Gud på hvilken personlig og paradoksal måde Gud kan behages.

Hvert individ lider af ubeslutsomhedens kvaler indtil han eller hun tager "troens spring" og forpligter sig til et bestemt valg.

Hver person har ansvaret for sin egen frie vilje og med det faktum, at et valg, selv et forkert valg, skal træffes for at man virkelig kan leve.

Blandt kristne eksistensfilosoffer har været amerikanske teologer, såsom Paul Tillich og europæiske filosoffer, såsom Karl Jaspers og Gabriel Marcel. Karl Barth føjede til Kierkegaards ideer den opfattelse, at eksistentiel fortvivlelse fører et individ til en bevidsthed om Guds uendelige natur.

Efter Kierkegaard udviklede hans individualisme sig senere ind i den velkendte eksistentielle filosofi, hvor bl.a. Nietzsche, Sartre og Camus var store tænkere, som bibeholdte ideen om personligt valg og ansvar, men kasserede den personlige forbindelse til Gud.

Kierkegaard mente også at ethvert menneske eksisterer på et af tre "eksistensens stadier": det æstetiske, det etiske og det religiøse.

De fleste mennesker han lagde mærke til levede et æstetisk liv hvor intet betød noget ud over udseende, fornøjelser og lykke. Det er i overensstemmelse med dette plan at folk følger sociale regler.

Kierkegaard betragtede også overtrædelsen af sociale regler af personlige grunde (f.eks. for at søge berømmelse, et ry for oprørskhed) som værende et personligt æstetisk valg.

En meget mindre gruppe er de mennesker som lever på det etiske stadie, som gør deres bedste for at gøre det rigtige og se bort fra samfundets flade høfligheder og ideer.

Det tredje og højeste stadie er det religiøse stadie. For at være på det religiøse stadie siger Kierkegaard at man skal overgive sin helhed til Gud.

Et rids af eksistentialismen!

I forlængelse af sidste indlæg følger hermed en kort gennemgang af eksistentialismens udvikling og filosofi. Spørgsmålet er, hvorledes denne er på vej tilbage som værende en relevant grundlæggende livsfilosofi for samtiden!

Eksistentialismen er en bred kulturstrømning, der repræsenterer en bestemt måde at forstå livet på.

Den havde sin storhedstid imellem 1945 og 1965, men den startede som en filosofi over begrebet om eksistens og forplantede sig til den brede kunst; især romanen og skuespillet.

Man kan både forstå eksistentialisme som en snæver filosofisk disciplin (ofte betegnet eksistensfilosofi) og som en bred kulturstrømning. Der hersker bestemt ikke enighed om, hvorvidt de to er synonyme, men man kan som regel blive enig om, at eksistentialismen er baseret på eksistensfilosofiske tanker, der er noget ældre end eksistentialismen af 1945.

Begrebet eksistentialisme

Eksistensfilosofien opstod i 1800-tallet med Søren Kierkegaard, da han formulerede begrebet om eksistens som et problem. Eksistens havde været brugt længe, længe før Kierkegaard men ikke som et problem, der skulle løses.

Før Kierkegaard var det en del af den traditionelle metafysik, som er læren om, hvad der er til. Denne var i næsten 2000 år delt op, således at man mente, at man om enhver ting kunne tillægge den et væsen (hvad tingen er) og en eksistens (at tingen er).

Efter Platon (428-348) betragtede de fleste spørgsmålet om en tings væsen, som det vigtigste. Det, som var uforanderligt og evigt, var en tings væsen og ikke dens eksistens:

Det enkelte bord, jeg sidder ved, skal jo forgå på et tidspunkt og kunne derfor ikke være det sande, evigt bestående.

I stedet blev bordets essens eller væsen betragtet som det evige: Bordets form (den egenskab, der gør et bord til et bord) var evigt, men dets eksistens var forgængelig.

At forholde sig til eksistens

På den måde er begrebet om eksistens i klassisk metafysik noget, der med Johannes Sløks ord føjes til: "Bordets essens er evig, og når et enkelt bord kommer til verden, er eksistens blevet føjet til det. Men når det enkelte bord igen forgår (taber sin eksistens), bliver formen for alle borde ved med at være.

Det samme gælder mennesket: Alle, der har været til som mennesker, har haft det fælles væsen, at vi er mennesker, og de af os, der er til lige nu, har således også tilfældigvis eksistens".

Det er denne forståelse af eksistens, som alle eksistensfilosoffer går imod. Mennesket er ikke det samme som andre ting. Mennesket har ikke en evig essens, der så bare får tilføjet eksistens.

Eksistens går for det første før væsen, vi er ikke noget, før vi begynder at eksistere. For det andet er den menneskelige måde at være til på radikalt anderledes, fordi vi ikke kun er: Vi forholder os til det, at vi er.

Eksistentialismen i kunsten

Det er denne forholden sig, der er grundlag for så mange eksistentialistiske kvaler. For når eksistensen ikke er noget på forhånd men først bliver til sammen med det enkelte menneske, kan man ikke sige, at der gælder almene regler, for hvad det gode liv er, hvad de rigtige værdier er og hvad meningen med det hele overhovedet er.

Det var disse tanker, der passede godt ind i efterkrigstidens Europa: Atombomben og Nazi-lejrene fik mange til at miste troen på, at der er mening med livet, og i kølvandet på dette opstod den strømning, man kalder eksistentialisme.

Mest kendt er de franske eksistentialister i form af Jean-Paul Sartre og (til dels) Albert Camus. Sartre hævdede, at eksistens gik forud for essens, og at mennesket derfor var dømt til i frihed selv at skabe en mening med sit liv.

Albert Camus skrev nok så kendt, at det eneste rigtige filosofiske problem var selvmordet: At afgøre om man fandt det værd at være i live eller ej. Det er dog ikke alle, der accepterer, at man skal kalde Camus for eksistentialist, men de dele af tilværelsen, han tematiserer, er i hvert fald tæt beslægtet med andre eksistentialister.

Inden for teaterverdenen kom det absurde teater frem som en afart af eksistentialismen. De to mest kendte forfattere til eksistentialistiske skuespil er rumænsk-fødte Eúgen Ionesco og irsk-fødte Samuel Beckett. I deres skuespil tematiserede de begge ensomheden og angsten, som det, der præger livet. Hos begge fremstår også tiden som smertefuld, fordi den i et tomt og meningsløst univers fremstår som ventetid på ingenting.

Eksistentialisme og kristendom

Eksistentialismen og kristendommen kan sagtens fungere sammen. Det er mest af alt blevet påvist af eksistensteologien med Rudolf Bultmann og danske Kristoffer Olesen Larsen som største fortalere.

Eksistensteologien hævder,

(1) at det afgørende for kristendommen er det uendelige kvalitative skel, der er mellem Gud og mennesket; nåden er kun Guds at give, og der går ingen vej fra menneske til Gud. Her er den på linie med den dialektiske teologi.

Men den går også skridtet videre og hævder

(2), at dette kvalitative skel betyder noget for den menneskelige eksistens, og enhver teologi må præcisere dette: Hvad betyder det for min plads i verden og min måde at være til på, at Gud blev menneske for min skyld?

Eksistentialismen af i dag

Selvom eksistentialismen var meget populær også uden for universiteterne i efterkrigstiden, faldt den hurtigt i popularitet på universiteterne med marxismens og strukturalismens indtog på den intellektuelle scene. Men igennem 80erne og 90erne har eksistentialistiske værker til stadighed solgt meget godt og været et hit i gymnasiet og på højskoler.

Alligevel er det ikke mange, der har villet vedkende sig prædikatet eksistentialist i 80eerne og 90erne. Undtagelser er danske Johannes Sløk og italienske Luigi Pareyson, der til begges dødsdag fastholdt, at de var eksistentialister og stolte af det. Især sidstnævnte er genstand for massiv opmærksomhed disse år og flere danske oversættelser af ham er på vej. Her er det værd at nævne, at Sløk var teolog og protestant, og Pareyson var bekendende katolik.

Læs videre for en nutidig tolkning af filosofien.....

"Kunsten at være alene"

Eksistentialismen er tilbage, mener den danske kritiker Hans Hauge. Men denne gang som et dannelsesprojekt der ensomheden gøres til livskunst i reaktion mod tvangen til fællesskabsdyrkelse.

Av Alexander Carnera Posted juni 2019

Eksistentialismen er aktuel igen, ifølge universitetslektor og kritiker Hans Hauge, der i Danmark især er kendt for sine bøger om K.E. Løgstrup, litteraturkritik og Heidegger.

Hans seneste bog Ensomhedsparathed: om eksistentialismens aktualitet er en reaktion mod naturalismen og positivismen, hvis spøgelser i dag vender tilbage med fremvæksten af «neurovidenskab og sanseinformationsstudier».

Endnu mere er bogen en reaktion mod den udvikling af universitetskulturen Hauge kalder Corporate University, hvor viden erstattes af informationssøgning, tekstlæsning af kultursnak og kritisk tænkning af målbare kompetencer. Vi har i dag fået det vi i sin tid gjorde oprør imod, skriver han, nemlig «professorvælde, storforelæsninger, power og points, algoritmer, stærk ledelse, Führung».

Men hvad er det for en eksistentialisme Hauge mener er på vej tilbage? Eksistentialismen som en litterær og filosofisk bevægelse havde sin storhedstid i efterkrigstidens Frankrike med skikkelser som Simone de Beauvoir, Jean-Paul Sartre, Albert Camus og Maurice Merleau-Ponty.

Sammen lagde de navn og bevægelse til det den tysk-amerikanske filosof og forfatter Walter Kaufmann i sin klassiker Existentialism from Dostoevsky to Sartre (1956) kaldte «en tidløs sensibilitet». Siden da har eksistentialisterne forladt universiteternes pensum, hvis de nogensinde rigtig har været der.

Til nød kan man i dag i gymnasiet få lov at læse Camus’ Den fremmede (1942), romanen om den anonyme kontorist Meursault, hvis absurde og hensigtsløse drab på en araber engang virkede som et sandfærdigt billede på vor tilværelses tilfældighed og mangel på sammenhæng. Men bogen er ikke længere det chok for gymnasieeleven som den engang var, end ikke dens skildring af krigstidens følelse af uvirkelighed.

Heller ikke så mange går rundt med Sartres Kvalme (1938) i inderlommen mens de sidder i parken og oplever kastanjetræets meningsløshed.

Hvis man er heldig, kan man en sjælden gang på de danske højskoler snuse lidt til Kirkegaards fortvivlelse og lære om hvordan frihed ikke handler om valg og muligheder, men om umuligheder og begrænsninger. Og så kan man altid læse Knausgård, som Hauge er glad for, der passer godt ind i en nordisk eksistentialisme med Edvard Munchs kirkegaardske fortvivlelse og skamdyrkelse.

For et par år siden udkom så Sarah Bakewells At the Existentialist Café: Freedom, Being and Apricot Cocktails, som med afsæt i den parisiske cafékultur bestemmer eksistentialismen som en poetisk måde at leve på, der gennem samtaler, bøger, teater og et liv på kanten af arbejdsmarkedet, forsøger at udfylde tomrummet efter Guds død og chokket efter anden verdenskrig.

Men de fleste bøger der inddrager eksistentialisme, ender som selvhjælpsbøger, som det sker hos Gordon Marinos The Existentialist’s Survival Guide: How to Live Authentically in an Inauthentic Age (2018) eller Jakob Holms Meningen med det hele: om at være, elske og dø (2018), der giver små praktiske råd til de unge om hvordan man skal leve mere autentisk (drop succesjagt og «slap af og spil guitar»).

Eksistentialisme som modtanke

Hauge der selv er rundet af det han kalder «Sløk-eksistentialisme» (efter idéhistoriker Johannes Sløk) er hverken optaget af caféeksistentialisme eller selvhjælpslitteratur, men eksistentialismen som en modtanke til tidens rådende besættelse af økonomisk vækst, arbejde og individualisme.

Ifølge Hauge har vi flere spredte ansatser til eksistentialisme i dagens Danmark, som psykolog Svend Brinkmanns «forlorne eksistentialisme», nævnte Jakob Holms «friske eksistentialisme» og litteraturforsker Marianne Stidsens «litteratureksistentialisme».

Problemet med dem alle, mener Hauge, er at de fokuserer på værdi og identitet. De mangler den tankekraft og ånd som udgik fra Sløk, Løgstrup og Kirkegaard. De danske bud forbliver terapeutiserende og psykologiske, og mangler et større samfundsmæssigt og filosofisk udsyn.

Hauge læser i stedet den tyske sociolog Hartmut Rosas bøger om vores accelerationssamfund, som en nutidig form for eksistentialisme. Her er det fristende at spørge om der reelt er tale om en eksistentialistisk vending, eller om det ikke snarere er vor tids individorienterede konkurrenceliv, der har frembragt en række litterære værker, som Michel Houellebecqs romaner, og samfundsanalyser som Mikkel Krause Frantzens.

En fremtid uden fremtid, der har det til fælles at de viser hvordan enkeltmenneskets psykologiske struktur (udbrændthed, depression, livslede) reproducerer strukturerne i den gældende politik og økonomi. Rosa er også inde på nogle af de samme ting i sin nye bog Resonance (2019), der peger mer mod en civilisationskritik end en eksistentialisme.

Og hvad med Camus, som Hauge fremhæver, er hans ærlighed og kamp for retfærdighed en nøgle til en ny eksistenskamp? Det synes ikke at være tilfældet.

For Hauge er hverken drevet af Camus’ spørgsmål om lidelse eller hvad det vil sige at være offer. Hauges eksistentialisme synes snarere at være en særlig udgave af et dannelsesprojekt med ensomhedens livskunst som omdrejningspunkt.

At kompensere for sin inkompetence

Eksistentialismen skal ifølge Hauge styrke individualiteten, ikke individualismen, og genopdagelsen af hin enkelte overfor tvangen til fællesskabsdyrkelse.

Han gør den tyske filosof Odo Marquard og hans essay «Forsvar for evnen til at være ensom», til den afgørende stemme for en genopdagelse af hin enkelte.

Fremfor at sygeliggøre ensomheden skal vi optræne vores evne til at være alene, og forfine vores evne til anderledeshed og intimitet. Evnen til at sanse og nyde gennem bøger, billeder og toner skaber rum for en erfaringsmåde, «der kompenserer for ensomheden, som den livskunst ikke at være alene i aleneheden».

Heraf følger Hauges forklaring på Marquards neologisme Inkompetenzkompensationskompetenz: «Det er den kompetence, som jeg har, og som jeg her viser frem.

Ordet ankom til humanvidenskaberne fra Noam Chomskys lingvistik, hvor han oversatte Roman Jakobsons message og code til performance og competence. Det bredte sig hurtigt, og sproglærere begyndte at snakke om kommunikativ kompetence – kaldet kom-kom-pædagogik. Til sidst blev alt omskrevet til kompetencer.

Eftersom humanister ingen kompetencer har, må de kompensere for deres inkompetence, og det er deres kompetence.»

Ingen venter på Godot

Men hvordan kompensere for alle os der ikke kan realisere, producere eller iværksætte noget af synderlig nyttebaseret værdi?

Svaret er at vi må lære os en ensomhedsparathed, en ensomhedsevne. At eksistere, skriver Hauge, «er kunsten at være den enkelte. Det vil sige være frisat fra alle de truende, klæbrige fællesskaber, som står klar med deres fangarme og vil have os til at opgive eksistensen, og som tilbyder os identiteter.»

Vi lever vores liv i massen, i den konstante adspredelse, og «gør som alle andre ved at være forskellige». Men vi venter heller ikke på Godot, for vi har mistet den beckettske sansen for tilværelsens absurditet og mørke.

Vi har også mistet sansen for selve eksistensen, for forholdet til væren, absurditeten, afgrunden, kvalmen og vanviddet. Sentimentaliteten overfor den marginale eller fremmede hos Camus er for længst afløst af en vinder-og-taber-mentalitet hvor vi dyrker eneren, den innovative.

Alle håber vi på at skille os ud på jobbet eller blandt vennerne, samtidig med, at der er intet vi frygter mere end at falde ud af kredsløbene, arbejdet og de sociale medier.

På en måde er vi alle marginaliserede for der er én ting, der styrer os: følelsen af at vi ikke bliver set. Derfor har vi i Danmark fået businessfilosofi à la Morten Albæk der taler om at «føle mening» i arbejdet, selvhjælpslitteratur som Svend Brinkmanns der opfordrer os til at Stå fast.

Et opgør med tidens udviklingstvang, eller Jordan Petersons konservatismeterapi om at vi skal kende de sande værdier, at den hvide mand skal komme ind i kampen og vise sit værd.

Og vi lapper det i os. Vi ser ikke virkeligheden, vi ser og lever efter en økonomisk realisme – en realisme forfatter Ursula Andkjær Olsen i romanen Krisehæfterne (2017) har beskrevet som en gradvis «nedbrydning af alt hvad der er væsentligt».

Der er for få Godot-typer, ifølge Hauge. Eller som hovedpersonen siger det i Christian Lollikes teaterstykke All my dreams come true – et Disneydrama: «Der er simpelthen for få hobitter, for få eventyr, for få myter, for lidt at tro på, for lidt at leve for og dø for også. […] Eventyret er ikke pynt på virkeligheden, eventyret er mere oprindelig end virkeligheden.»

Om Samuel Beckett siger man at han var optaget af eksistensen, men heller ikke han var eksistentialist. At Beckett alligevel dukker op flere steder i bogen, er måske et godt billede på det, som Hauge kredser om, nemlig en litteratur der viser os det, som vi i dag har så svært ved at få øje på, selve livets og eksistensens nøgenhed.

Måske fordi der netop er kommet så stor en afstand mellem os selv og livet, fordi vi ikke længere risikerer noget. Måske fordi vi lever med så mange lag af adspredelse og medier mellem os selv og omverden at vi ikke ved hvad vi føler og hvad vi ser.

Becketts litteratur er et illusionsløst poetisk instrument for tanken der vækker os fra den søvn og den slummer, som indhyller tiden og livsformerne i dag.

Fordi senkapitalismens sprog skaber en altdominerende målbesat realisme, skaber den også spøgelser, der ligeså meget findes i os selv som de findes udenfor. Det kræver en helt anden ærlighed og vilje at konfrontere sin egen dumhed og naivitet for at få hold på sit eget ståsted overfor verden.

Fortsætter.....

"Kunsten at være alene" - 2

Glæden ved inkompetence

For noget tid siden, da jeg fungerede som sensor for et speciale om forandring og stress, måtte jeg igen lægge øre til den samme kaskade af tomme managementfloskler der invaderer alle uddannelser. Den studerende var i øvrigt selv gået ned med stress et par gange. Og da jeg på vejen hjem i toget læste nogle sider i Becketts

Mens vi venter på Godot, som jeg havde i tasken, var det ikke bare en følelse af lettelse, men også en følelse af at møde en virkelighed der er mindre falsk.

Jeg slog op på en tilfældig side i bogen: «Vi hitter altid på noget, ikke også, Didi? Som giver os følelsen af at være til», siger den ene vagabond her i stykket. Sådan taler de to vagabonder til hinanden, der lever i en stemning af overstået fortid, en erfaring gjort på hele menneskehedens vegne, et ekko af tusind stemmer.

Becketts Molloy havde jeg også med i tasken. Og har man først fulgt Molloy på hans ensomme vandring gennem menneskehedens sjælelige vildnis, bliver det ligesom svært at tage psykologiske udredninger om stresskurser og omstillingsevne, rigtig alvorligt.

Man står pludselig overfor en lille hård kerne af liv, af eksistens, et lille lysglimt i natten, overfor hvilket alt blegner eller reduceres til provisoriske amatørarbejder eller kliniske specialtilfælde. Lidt underholdning på vejen. Godots time er inde. Skumringstimen. Her ventes der med stor tålmodighed og urolig opfindsomhed.

Vi sludrer rundt om vores liv med ord og begreber som jeg ikke gider at gentage, der for længst har tabt deres oprindelige betydning, muntrer os med trøstesløse udlægninger af noget vi kalder virkelighed, der med få sætninger hos Beckett æltes sammen til en umiddelbart iøjnefaldende meningsløshed.

Jeg sad og kiggede ud på de flade marker og de spredte ensomme træer – en «vej på landet med et træ», som det hedder i første akt i Godot – mens jeg glædede mig over at være i selskab med to mennesker, der ikke ved hvad de vil, hvad de venter på, hvor de skal hen, som kompenserer for deres umådelige inkompetence.

Ensomhedsparathed

Marquard har i et interview sagt at filosofien har det tilfælles med vores brandvæsen, at den kører derhen, hvor det brænder. Filosofien har kun sin berettigelse når den bidrager til løsningen på brændende livsproblemer.

Et af disse problemer er for Marquard ensomheden, ikke ensomheden som et absolut onde, men snarere vores manglende evne til at være alene, det, som han forbinder med evnen til at kunne gøre noget andet. Med til det urbane massesamfund hører også ensomhedens tidsalder.

Det forlyder at flere unge bliver ensomme, også voksne og ældre syner hen. Den danske sundhedsminister har fået bevilliget 400 millioner skattekroner til bekæmpelse af ensomhed. Men hverken Hauge eller Marquard er optaget af ensomheden som et patologisk onde. Heller ikke er de interesseret i at udforske hvilke ændrede betingelser i de moderne samfund, der medfører stigende ensomhed, hvordan livet i massen, bureaukrati og skærmkultur fremmer isolation.

Jeg savner også en historisk beskrivelse af den moderne ensomhed, for eksempelvis den type af ensomhed omtalt som «eksilet», en ensomhed der går tilbage til 1700-tallets Frankrig.

Den bandlyste eller afvigeren var ham man forviste fra byerne til landområderne, enten som «drømmer» eller homme révolté, den ensomme oprører. Hauge er (med Marquard) først og fremmest optaget af ensomheden som et aktivt beredskab, som en praksis der skal sikre os mod de fordummende og enerverende sider af fællesskabet: «Hvad der plager, bekymrer og maltrakterer os moderne, er ikke kun – og ikke engang primært – ensomhed, men først og fremmest tabet af evnen til at være ensom […]; udmattelsen af den livskunst at kunne erfare ensomheden positivt».

Hvornår søger vi egentlig hinanden?

Alle taler om fællesskab, fra politikerne til højskolefolket. Og jo, det er vigtigt med gode relationer og enhver lærende og skabende proces er afhængig af uventede alliancer. Men måske skal man ikke fokusere så meget på fællesskab i sig selv, ligesom man ikke skal fokusere på lykke – de er begge en afledet effekt af måden vi engagerer og investerer os selv på. Måske er «fællesskab» et navn for en daglig øvelse der består i at finde grunde til at leve sammen. Og sådanne grunde ernærer sig dybest set ikke af identitet, men af det den italienske filosof Roberto Esposito i sin bog Fællesskab (1998), der nå er blevet oversat til dansk, kalder «afgrunden», altså vores dødelighed.

Kun vores utilstrækkelighed, dødelighed og sårbarhed gør at vi søger hinanden. De nyttebaserede fællesskaber og konstant arbejde fungerer som en måde at afskærme os fra at konfrontere tomhed, intethed, fortabelsen og den blotte væren.

Engang havde vi kirkens, klassernes og familiens fællesskab, men kirken er ved at uddø og erstattes af selvrealisering og terapi.

Familien er i opløsning og erstattes af nettets venner, og klassernes tidligere politiske solidaritet er sukret til i forbrugslivets glemselsteknikker.

Tomheden stiger og vi kaster os ind i arbejdet som den sidste redningsplanke, her må det da findes, fællesskabet. Men også her er det et spørgsmål om overlevelsesstrategier, om at spille det sociale spil, det hykleriske kollegaspil: Vi elsker hinanden.

For ikke så snart har vi fået et tilbud om bedre job (løn), før vi forlader vores elskede kollegaer, som allerede er glemt dagen efter i det nye job. Og det begynder allerede i skolen og universitetet, dyrkelsen af gruppesaligheden.

Som om vi ikke længere må gøre noget alene: læse og skrive, arbejde og bo, tænke og sove, tale eller tie, hverken græde eller være lykkelig. Der er noget i tidens fællesskabsdyrkelse der klinger hult. Det klæbrige påbud om konstant fællesskab, virker mest af alt som en måde at afskærme sig mod ensomheden.

Mens det jo faktisk er i tilbagetrækningen, den diskrete distance og anonymiteten i ensomheden at vi former en individualitet. At de midlertidige tilbagetrækninger er forudsætningen for at vi kan samle os selv, høre en stemme, etablere et rum hvor sproget og talen kan genvinde sin kraft.

Noget af vores problem består i at vi så gerne vil have mennesker der er dygtige, kompetente, som kan performe og levere, men ikke et plaget individ, fordi vi ikke er særligt glade for blandingsvæsner, der æstetisk og eksistentielt set lever i smertefulde overgange fra et felt til et andet, og ikke hører hjemme i én letgenkendelig kategori.

På en anden akse viser den polske digter og essayist Adam Zagajewski i sin bog Solidarity, Solitude (1990) gennem litteratur og kunst hvordan ensomhed og eksil er med til at forme en passion og en solidaritet.

Hverken ensom eller fælles

For nogle uger siden deltog jeg i symposiet «Kunst, samarbejde og organisation» på Statens Museum for Kunst, arrangeret af studerende fra Kunstakademiet og Biblioteksskolen.

I et lille notat om musisk liv fremsatte jeg den åbenbart ret dristige påstand at musisk liv og dannelse i dag også må handle om evnen til selvindsigt og evnen til at kunne være alene. Pointen med dannelse er jo at gøre et stof til sit eget. Forvandling og tanker bliver til gennem arbejdet med stoffet. Musisk liv handler om opdagelse og forvandling, og derfor om at tænke, som er noget andet end at producere, italesætte og realisere.

I bund og grund en proces der handler om at være modtagelig, miste kontrol, fare vild, være fortabt, men fortsætte.

Nysgerrighed, opdagelse, skabelse, i og udenfor skolen, har det til fælles, at man her konfronteres med sig selv. Gradvis opdager man hvor meget det at lære og det at skabe er et arbejde med én selv. Vi hører om litteratur, kunst og kreativitet alle vegne, men litteraturen som erfaringsbearbejdende kraft, har mistet sin betydning.

Min påstand er så, at hvis man ikke insisterer på at arbejde med sin egen erfaring gennem for eksempel kunst, litteratur eller helt andre ting, bliver man beroende på hvad andre siger om én. Og aldrig har det været nemmere at blive offer for omverdenens hjernevask. Det er nok derfor jeg oplever at så mange studerende, kunstnere og lærere er kommet til at lyde så ens.

Et samfund med mange individer, men lidt individualitet. Bogholderitendensen ser vi overalt: Du skal lære at lære, du skal bare kunne læringsmålene, lige fylde bægeret så du kan få den bedste karakter, ikke være for passioneret.

Det er som om vi har glemt at det at lære, at gå på opdagelse, også må handle om at gå egne veje. Det handler hverken om ensomhed eller fællesskab, men om at være forbundet med et langt større spektrum af både det menneskelige og det ikke-menneskelige. Levende og døde, strømme og kræfter, fortid og fremtid.

Min søn der er jazzguitarist, fortæller om et lyttende og undersøgende improviserende fællesskab på scenen, hvor det hverken handler om «mig» eller «den anden», men om en fælles søgen, en smerte, en afgrund, en skønhed, det, som på denne dag bringer dem sammen, som forbinder dem med noget der er større end dem selv.

Eller: At sidde med ryggen op ad et træ i en park i ens nabolag, som jeg har gjort næsten dagligt i mange år. Under træet forsvinder de hurtige skridt, de stramme smil, de klare mål.

Under træet helt alene finder jeg det mest overraskende selskab. Et fællesskab for de som ikke har noget til fælles, et myldrende liv. Dagdrømmen bliver til virkelighed. Én efter én indleder vi en samtale. En samtale med universet for at nå frem til et andet sted i os selv. 

Perspektiv på livet!

0. Du kan ikke ændre verden - du kan ændre din måde at være i verden!

Der findes ikke et facit for verden. Verden er forskellig afhængigt af, hvilket menneske, som betragter og er en del af den. Derfor hævder mange, at verden er uvirkelig, da den ikke kan gengives på en bestemt måde. Udover denne abstrakte måde at anskue en konstellation som verdenen, er du en medspiller og mere eller mindre aktiv deltager i denne verden.

Derfor er det også af afgørende karakter, at du ved din tilstedeværelse i verden tilpasser og bidrager på den måde, som du ønsker at verden kan opfattes og være et bedre sted at være.

0.Værdsæt det du har og glæd dig over dine begrænsninger! Umiddelbart kan dette bud være utrolig utidsvarende og uaktuelt i forhold til det liv, vi alle søger efter. Imidlertid er den dybere grundtanke, at du skal være taknemmelig over hvad du har, sætte pris på dette, istedet for hele tiden at søge efter mere.

Dit behov kan være uendeligt, hvorfor du omvendt kan sætte pris på, at du er begrænset både i tid, økonomi, evner osv. til at foretage dig mere end tilfældet er i dag. Denne begrænsning, behøver du ikke opfatte som en negativ del af dit liv, men i højere grad en mulighed for, at du kan fokusere på, hvad du rent faktisk har og kan værdsætte.

0. Det vigtige er ikke hvad du har opnået i livet - det er måden du forholder og forvalter det!

Succes, velstand, fremdrift, tempo, innovation og andre begreber for såkaldt lykke i livet er ofte rettesnor for, hvad mennesket søger efter for at opleve og tro at dette må være eksempler på et lykkeligt liv. Status vægter højt i omverdenens optik uden dog dermed at skele til, hvorvidt den grundlæggende mission for at opnå lykke rent faktisk lykkes, når midlerne er tilstede.

Højere grad af status skaber også større ansvar og overvejelser samt valg, hvorfor det ikke altid behøver at være lykken i sig selv. Det er åbenlyst at for eksempel et større økonomisk råderum giver flere muligheder, men i forlængelse af dette kan der desuden opstå en valgmuligheder, som kan være destruktivt end godt er. Grådighed og misundelse - to dødssynder - kommer ofte i spil, når først mennesker opnår mere, hvorfor det giver sig selv, at din måde at forvalte dine midler er med til at tegne din identitet.

0.Næstekærlighed er et forhold mellem giver og modtager - og ingen andre! At udvise næstekærlighed for et andet menneske, vil grundlæggende sige at yde hjælp, støtte eller anden form for kærlig ofring, og som bør bunde i et behov for oprigtigt at give noget til et andet menneske.

Derfor er det et mellemværende mellem giver og modtager og ingen andre, idet en tredie part i dette forhold blot vil optræde som vidne, og ofte i forbindelse med et behov fra givers side for at få dokumenteret og bekræftet sin gode gerning.

Vi oplever det ofte i frivillighedens gode tjeneste, hvor mennesker ofte kan have behov for at annoncere og informere om deres iboende gode samaritaner, hvilket i sidste ende handler om at skabe fokus på sin egen person.

0.Vær altid gavmild med tid og kærlighed! To begreber, som efter nutidens forhold, de færreste kan få i tilstrækkelig grad. Der kan naturligvis være tale om både kort og lang tid samt stor og lille kærlighed, men at afvise et andet menneske på grund af for eksempel manglende tid, handler måske om prioritering, men en grundig overvejelse over værdier, vil muligvis ændre på rækkefølgen for dine valg.

0. Fornuft skaber ro og helliger følelser! Et andet vigtigt aspekt af din eksistens er opnåelsen af sindsro. De fleste mennesker udsættes hver dag for en masse påvirkninger, krav, forventninger, stress o. l. eller (i værste fald) ulykker.

Alt dette kan man ikke kontrollere. Men man kan lære at kontrollere sig selv. Denne selvkontrol kan opnås ved at skrue sine forventninger til livet ned. Man må indstille sig på, at ting kan gå galt, planer kan gå anderledes, end man havde håbet, man kan miste det dyrebareste, man ejer. Er man indstillet på det, vil man lettere kunne klare at blive ramt af modgang og ulykker. Dette går desuden lettere ved tanken om, at verden er styret af noget guddommeligt, og at der derfor er en højere mening med de ting, der sker. Herfra stammer udtrykket stoisk ro – at man må tage alle situationer med sindsro. Martinus mener også, at den indstilling man har er afgørende for, hvordan man opfatter en situation. Hvis man kan bevare roen eller ligevægten, selv når alting går én imod, så fremmer det forståelsen af situationen.

0.Lad dine livsprincipper danne grundlaget for dine overbevisninger om livet og dermed styrke dit sind. Overordnet set, så efterstræber stoikeren retfærdighed og en from personlig moral.

Stoikeren dyrker ikke dyden og den gode vilje for at denne skal gøre en forskel i verden, men fordi dyden er et mål i sig selv. Kun den dydige vilje er god, og den dydige vilje er uafhængig af ydre årsager. Med udgangspunkt i dine personlige bud, kan du arbejde videre med dine livsprincipper, som ligger til grund for din egenskab af at være et engageret menneske.

Denne egenskab kan kort tolkes ud fra følgende:

⁃Det engagerede menneske tager ansvar for sit eget liv.

⁃Det engagerede menneske har et godt kendskab til sin fortid, lever i nuet og søger i fremtiden.

⁃Det engagerede menneskes tilværelse er styret af sit eget personlige etiske system. Netop dit eget personlige etiske system er under opbygning, hvorfor næste trin er at udarbejde dine livsprincipper, som du kan koble på dine overordnede ti personlige bud.

Disse livsprincipper vil og kan være dine guidelines i hverdagen til, hvorledes du i hverdagen kan leve et værdifuldt liv med uselviskhed og ro i sindet.  

 

Øjeblikke af væren!

Vi kan ikke leve et liv uden selvets forholden til et subjekt - men vi kan frigive selvet/sindet i perioder, hæve os over denne dualisme og skabe en sandhed i selvet, som gør det mere harmonisk at fungere i denne virkelighed/ samvittighed kaldet livet.

Denne ophævelse af selvet er øjeblikket - det øjeblik, hvor din sandhed bliver skabt, en sandhed der vil være en del af din verden og dit liv.

Forskel mellem hvorvidt der er tale om træning i etablering og fornemmelse af total tomhed, indsatser til lagring i den personlige underbevidsthed eller træning i brugen af intuition/kreativitet.

Føle oplevelsen af tilstedeværelse med ophævelse af tid og rum, stille skarpt og tage et snapshot af situationen, hvor du end måtte befinde dig. Sæt et par ord på for at gemme, sammenligne og trække frem til et godt og varigt mind til brug i lign situationer.

Tid alene til at tænke en tanke, f.eks i badet, hvor du dermed bliver inden om, at det er her du tænker tanker. Når du går en tur med hunden, beslut at inden du kommer hjem skal du vide eller have fundet ud af, hvad du gør med...... Befind dig 100% i øjeblikket og tal højt for dig selv/ i dit indre, hvad du foretager dig, dermed lukker du al støj ude! Nu tager jeg min trøje af!

Monotont arbejde eller bevægelser, hvor du mere eller mindre kobler hjernen af for at lade den vandre på ubekendte stiger.

F.eks at strikke.

Taknemmelighed, hvor du forestiller dig en værre situation end din egen for at fastholde, hvad du har og sætter pris på. Være sulten og ikke mæt, når du skal og vil være modtagelig fra dit ubevidste.

"Øjeblikket er den dimension, som eksistensen udspiller sig i."

Overvejelser i forhold til at arbejde med sin eksistens!

Som menneske bliver vi præget hele vores liv og det selv som vi kender til og forholder os til er et resultat og denne prægning og af i hvor høj grad vi har ladet dette påvirke vores væsenskerne. Vi er et resultat, til enhver tid, af de omstændigheder hvorunder vores liv har formet sig. Det være sig i forhold til vores holdninger, værdier, mål, erfaringer, viden osv, som alt sammen er lagret i vores hukommelse.

Denne prægning giver sig til udtryk både i form af vores bevidste handlinger samt ligger som grundtone i vores underbevidsthed og er dermed med til at skabe indholdet, kraften og værdien af vores kreativitet og intuition. Vi er et samlet produkt af den forarbejdning som lovet har skabt indtil videre.

Nogle stiller sig tilfreds med dette, men status quo i denne sammenhæng betyder ikke, at der ikke kan eller bør finde en videre tilretning sted. Vi er omgivet af sociale relationer, samfund og prægninger i øvrigt i forbindelse med alle former for sociale konstellationer, ikke mindst medierne.

Det betyder, at for at opretholde status quo skal der løbende finde tilretninger af din væsenskerne sted dels præget af omgivelserne for at være tilpasset og en del af samfundet og omgivelserne.

Omvendt vil du som menneske stå stille og i sidste ende blive betragtet som anderledes, i bedste fald, og som original og en outsider, hvilket vil være det typiske udfald og dom fra omgivelserne.

Det betyder, at vi som mennesker lever i en tid, hvor du som enkeltperson ikke kan stille dig tilfreds med dig og sit uden at skulle arbejde med denne indstilling. Du er et produkt, som hele tiden skal produktudvikles. Det skel eller gab som ofte optræder mellem omgivelsernes krav eller prægninger og det enkelte menneskes oprigtige grundopfattelse af liv, kan og vil ofte i disse år være stort.

Det skaber frustration og ensomhed, idet afstanden mellem hvad mennesket oprindeligt ønsker af sit liv flytter sig mere og mere fra omgivelsernes krav og forventninger.

De udefrakommende værdier overtages og indlemmes i højere grad i det enkelte menneskes samlet værdisæt og vi lader os i høj grad styre af de norm og trendsættende værdier, uden hensyntagen til vores egen værdi og grundholdning.

De idealer som bliver opsat bliver normgivende og findes som det eneste korrekte og kriterierne for, hvad der er korrekt og forkert strammes mere og mere op i strid med en egentlig grundopfattelse af liberalisering. Det betyder også, at såfremt du vælger disse normer fra, vil du i højere grad blive betragtet som afvigende fra gruppen, blive holdt ude og blive betragtet som en outsider og original.

Tidligere var der i forbindelse med den sociale klasseopdeling af samfundet en naturlig opdeling for, hvor den enkelte hørte til i hierarkiet. Denne opsplitning er blevet mere flydende i dag, idet mulighederne i højere grad for både uddannelse, karriere og brydninger af sin sociale arv, er blevet mulig.

Det er naturligvis en positiv udvikling. Imidlertid har dette afstedkommet en anden form for opsplitning i henholdsvis den korrekte og ukorrekte levevis. Det skyldes vores behov for at have en formynderstat, hvor det synes at være myndighedernes opgave at bestemme, hvordan det enkelte menneske, her den enkelte borger i DK, ønsker at leve sit liv.

Årsagen til denne opgave tildeling kan muligvis søges i, at de generationer, som vokser op i dag, i højere grad har haft en institutionaliseret opvækst.

De er institutionsbørn, som har været vant til at leve under regler og krav, som er stillet af et centralt organ, hvilket er nødvendigt for at vi som sociale grupper kan fungere sammen.

Det er nødvendigt med fælles spilleregler, for at få spillet til at fungere. Imidlertid fratager det også det frie intiativ og mulighed for udvikling af selvstændighed samt bevidst ansvar for denne. Autoritetstroen har flyttet sig. Fra at være et feudal samfund til et industrisamfund, hvor politikerne og fagforeningerne havde den overordnede magt til at sætte retningslinjerne for pligter, normer og værdier, er vi endt op med et institutionssamfund.

Tidligere havde den enkelte en fuld overbevisning om, at de overordnede instanser havde svaret på, hvorledes retningslinjerne skulle lægges, og tiltroen til deres indsats var stor.

Det var almindeligt at tilhøre et bestemt parti med en fast politisk overbevisning hele livet igennem. I dag stemmer den enkelte i højere grad ud fra, hvad der er fordelagtigt for vedkommendes til enhver tid gældende livssituation.

Opbakningen til fagforeningerne, som er de enkelte politiske værdiers udfarende organer i arbejdssammenhæng, er også dalet stærkt, hvilket igen er et udtryk for at den ikke længere finder en solidarisk opbagning sted, men primært et udtryk for den enkeltes egen kamp, der dermed er blevet overtaget.

Denne institutionaliseret prægning af individet, har dels betydet, at den enkelte har været tvunget ind i gruppefællesskabet med dets retningslinjer, hvilket har betydet en fjernelse fra selvet med større usikkerhed om sin egen værdi og grundholdning, samt en overbevisning om, at ansvaret for livet og dets udfordringer skal søges i hjælp udefra.

Hjælpen ses i forhold til et åbenlyst større behov for at få bogstaveligt talt diagnosticeret, hvad der er galt, når individet ikke føler, at det marcher og passer ind i fællesskabet. Behovet for at kunne tilhøre sig gruppen, betyder en omlægning af værdier. For at leve op til de normer og værdier, som bliver etableret af medierne og over tid er frataget de traditionelle instanser, følger individet / den enkelte borger i højere grad, hvad der bliver fremhævet som "det korrekte".

Et eksempel er begrebet sundhed! Der bliver etableret normer for idealet for sundhed, medierne oversvømmes af anvisninger til dels, hvad sundhed betyder, hvorledes den opnået, hvordan det fremstår i form af idealet og såfremt den enkelte ikke lever op til dette, er du blevet dømt uden for gruppen og det fælles normsæt.

Du afviger. Og dette til trods for, at du måske grundlæggende har en helt fundamental anderledes holdning til, hvad sundhed måske i bund og grund betyder for dig. Vi lader os styre i et spor, hvor sandheden bliver etableret, og hvor den enkeltes sandhed bliver tilsidesat. I en sådan sammenhæng kræver det opmærksomhed, mod og styrke at mene noget andet og have en anden overbevisning.

For at "styre" denne sandhed, træder samfundets organer til, og retningsgivende, under hvilke forhold og på hvilken måde, vi skal leve vort liv for at opnå denne sundhed. Og der er i denne sammenhæng tale om en magt, som er med til at præge normdannelsen på en måde, hvor afvigere bliver tabuisering i en grad som betyder udskillelse og dermed fratagelse af det enecelle menneskes eget værdigrundlag og fjernelse fra selvet.

Sandheden omkring sundhed fokuserer i megen høj grad omkring det fysiske, hvorimod det mentale har mindre opmærksomhed og værdi. Igen er det medierne som værdisætter disse normer og understøtter dermed opfattelsen af, hvornår du som menneske lykkes og ikke lykkes.

Det bunder i vores evige behov for som mennesker i at opnå succes. At opnå det som i almenvellets optik udgør formen og opskriften på det gode liv. Og igen er det en samlet betragtning ud fra den sociale konstruerede gruppe.

Det betyder, at det enkelte menneske dels fjerner sig mere og mere fra sin egen identitet og selvet, og den evige søgen i at finde tilbage til de grundlæggende ting i tilværelsen og livet søges udadtil. Selvhjælpsbøger har gennem årtier hersket det danske og udenlandske bogmarked, for ikke at tale om indhold på Internettet.

Generelt for denne form for information er imidlertid, at det er en form, en måde, som bygger på iagttagelser fra afsender, i form af forfatteren og til modtageren, læseren, som hver især har sit værdigrundlag og baggrund, hvorfor indfaldsvinklen fra start ikke vil matche hinanden. Det er ofte en generel formel, som punktvis muligvis vil kunne passe på et gennemsnitsmenneske, men hvem ønsker at være det?!

Naturligvis kan det være grundlag for inspiration og motivation ud fra sit eget afsæt til at komme videre, men den krystalklare opskrift vil aldrig passe ind til den enkelte. Oveni bliver budskabet også oftest præsenteret isoleret, hvorfor der ikke er taget højde for det væld af parametre den enkelte læser står over for i forhold til den enhver tid givne livssituation.

Det siger sig selv, at et begreb som lykke ikke kan, vil eller bør blive betragtet og arbejdet med, alt efter om er i en livssituation som nybagt mor og til at være pensionist. Naturligvis kan det indeholde en række retningslinjer og gode råd om, hvordan vi som mennesker almindeligvis og fundamentalt kan og vil opfatte begrebet lykke og hvad der skal til for at opnå dette, men måden at opfatte, implementere og komme videre derfra vil være forskelligt, hvilket muligvis også er meningen. Ikke desto mindre har det en negativ psykologisk sideeffekter, idet læseren i forsøget på at arbejde med sin egen lykke efter de angivne forslag kan opleve en manglende opnåelse af værdien, hvilket kan afstedkomme en nedtrykthed ved ikke at kunne opleve og erfare en værdi af sin indsats.

Det skyldes at det er en naturlig menneskelig grundholdning, som den enkelte søger råd om udefra, i stedet for at gå ind i sig selv og på ærlig vis spørge ind til sit selv om, hvilke opfattelse vedkommende selv har omkring lykke og hvad det vil betyde for netop "mig" eller mit "jeg" at være lykkelig.

Endvidere bærer hjælp ude fra også præg af - for at skabe optimal omsætning - at love succes ved den rette måde at betragte og arbejde med begreberne ud fra de anviste opskrifter. Dermed lægger læseren sit lid til, at såfremt dette eller hint opnået, vil den hellige grav være velforvaret, eller vejen til succes er banet! Det mås siges at være et øjebliksbillede og situation - alt andet lige.

Livet er foranderligt, og til trods for, at hjælpen også bærer præg af og giver anvisninger på, hvorledes du kan opnå dette eller hint også i fremtiden, vil det være en form for utroskab at importere denne slags holdninger værdier. Du er åndeligt utro over for dig selv og din egen person, og har på denne måde skabt splid mellem hvem du ønsker at være og hvem du i virkeligheden er!

At få mere tiltro til dig selv og dine grundholdninger og værdier, er derfor et væsentligt fokus, som du i længden kan skabe en større tillid til, efterhånden som du oplever at du lykkes med tingene og kan stå inde for dem. Men det kræver, at du spørger ind til dig selv, danner dine egne overbevisninger og i forbindelse med omgivelserne også ønsker, tør og kan gå imod strømmen.

Det handler om, at du er som du er og måske ikke nødvendigvis, hvad du gerne vil være i omgivelsernes optik. Det er det faktiske! Det som du tænker, føler og gør fra øjeblik til øjeblik. Det kræver opmærksomhed, årvågenhed og et opfattende sind, og med som mange andre ting, vil du opleve, at træning og øvelser i dette gør mester! Når du forstår og lærer dig selv at kende, finder der en langsom mutation eller transformation sted, hvor du ved at lykkes bliver nysgerrig på, hvordan denne videre proces vil udvikle sig og blive bygget ovenpå.

Du oplever måske i hvor høj grad du langsomt fjerner dig fra det fiktive billede, som omgivelserne har af idealet, og du finder på tæt hold nye værdier i din selvopfattelse og opdagelse. Det gælder om at stille spørgsmål, undres og forstå det som er.

Der finder en udvikling sted, som er frugtbar ved at det er en stadig strøm og nye opdagelser, til forskel for at søge idealet, som kun er en vej frem og hvor opskriften er givet på forhold, hvorfor der ikke finder nogen forandringer sted. Og det er netop forandringer, spørgsmål til det eksisterende, undren og overvejelser om anderledes måder, som danner grundlaget for enhver udvikling.

Det ses i forhold til alverdens udviklinger af enhver art som f.eks i forbindelse med fysiske opfindelser. Såfremt mennesket gennem tiden ikke havde stillet spørgsmålstegn og havde undret sig samt overvejet at gøre tingene anderledes og dermed afveget fra normen, ville vi aldrig være kommet fra stenalderstadiet. Og givet er det, at de mennesker, som har stået for de store opfindelser, som virkelig har betydet noget for menneskeheden, på deres samtid har været betragtet som afvigere og originaler, som ofte er blevet udstødt af den store fælles gruppe. Derfor!

Vær din egen opfinder, grundlaget er dit sind/selv, nu gælder det om at finde ud af, hvad det indeholder og hvordan det fungerer!

Vi skal altid træffe et valg!

Der findes ingen 100% perfekt livssituation for nogen - alt andet lige, det er hvad livet handler om.

Der vil altid være et valg at skulle træffe og kun skæbnen og tiden kan afgøre, hvorvidt det ene valg er bedre end det andet.

Når du træffer et valg, fravælger du umiddelbart noget andet, og i vores tid synes mange valg at være kortsigtede for at opleve umiddelbar nydelse, hvorimod de mindre attraktive valg, med en større indsats indlagt og erkendelse samt belønning på længere sigt synes mindre attraktivt.

Det lange seje træk synes ikke at være attraktivt i forhold til de hurtige og kortsigtede løsninger.

Det skaber en overfladiskhed, idet vi alle bliver middelgode til lidt af hvert. Det virker uambitiøst, såfremt du ikke prøver så meget som muligt og ikke udvikler dig konstant og helst inden for en bred vifte af kompetencer.

Således synes der ingen grænser for, hvor med mange vælger at annoncere med supplerende uddannelser i forhold til deres felt, hvor det i grunden ville være gavnligt og mest formålstjenstligt, såfremt vedkommende blot forholde sig i til sin kernekompetence og dermed specialiserede sig i dette.

Hurtig succes, hurtig rig, hurtig slank, hurtig ideal osv. Imidlertid får de hurtige løsninger ofte også en hurtig overstået levetid, hvorfor de ikke er solide i samme grad som de mere tunge og langsigtede samt mindre attraktive valg.

Det handler om at vælge og kigge længere frem......samt hvad der passer til ens liv og kompetencer på nuværende tidspunkt. Ved at gøre ophold i tiden, lukke eksterne forstyrrelser ude og tage udgangspunkt i dine styrker vil du stødt og roligt kunne bygge ovenpå.

Motivationen til at udvikle dit liv på denne måde, kan du blandt andet få dels ved at prise livet i højere grad, få øjnene op for dets gaver samt ikke mindst at lade dig inspirere ved at omgås positive mennesker.

Det er ikke et forsøg på at skabe en egocentrisk tilgang til livet og lukke andre ude, men i højere grad være koncis og fokuseret på dit nuværende liv med dets indhold, som du givetvis har skulle arbejde for i fortiden.

Glæd dig over resultatet, og lad der ske en udvikling, hvor du kan tage bestik af dit liv/situationen ved at fylde ny energi på i forbindelse med stjernestunder som et øjebliks væren.

Ikke for at sammenligne med skrækeksempler på livets mulige indhold, men i højere grad et spørgsmål om at omfavne, acceptere og glæde sig over sit liv med styrker og svagheder fremfor at bekæmpe dette , jage febrilsk og hensynsløst efter andet indhold, som ikke stemmer overens med din egen dna for livet.

Stop op og glæd dig over dit liv idag, tænk nærmere over hvorledes du ønsker at glædes i fremtiden ved at sætte mål med udgangspunkt i din nuværende situation og byg langsomt ovenpå med ophold undervejs til at nyde dine indhentede resultater, og glæden over at de passer ind i dit etablerede livsmønster.

I dag er vi tilbøjelig til at stræbe efter flere ting på en gang, at stræbe i forskellige retninger samt ikke gøre ophold i vores stræben, hvilket udhuler og gør vores sjæl fattig, det er en forrådelse af dit liv på en usund måde, som i sidste ende kan vise sig at være spild af liv.

En flue i en flaske, som ikke kan finde hvile.

Rigtig eller forkert?

Som menneske bliver vi præget hele vores liv og det selv som vi kender til og forholder os til er et resultat af denne prægning og af i hvor høj grad vi har ladet dette påvirke vores væsenskerne.

Vi er et resultat, til enhver tid, af de omstændigheder hvorunder vores liv har formet sig. Det være sig i forhold til vores holdninger, værdier, mål, erfaringer, viden osv, som alt sammen er lagret i vores hukommelse.

Denne prægning giver sig til udtryk både i form af vores bevidste handlinger samt ligger som grundtone i vores underbevidsthed og er dermed med til at skabe indholdet, kraften og værdien af vores kreativitet og intuition.

Vi er et samlet produkt af den forarbejdning som livet har skabt indtil videre. Nogle stiller sig tilfreds med dette, men status quo i denne sammenhæng betyder ikke, at der ikke kan eller bør finde en videre tilretning sted. Vi er omgivet af sociale relationer, samfund og prægninger i øvrigt i forbindelse med alle former for sociale konstellationer, ikke mindst medierne.

Det betyder, at for at opretholde status quo skal der løbende finde tilretninger af din væsenskerne sted dels præget af omgivelserne for at være tilpasset og en del af samfundet og omgivelserne.

Omvendt vil du som menneske stå stille og i sidste ende blive betragtet som anderledes, i bedste fald, og som original og en outsider, hvilket vil være det typiske udfald og dom fra omgivelserne.

Det betyder, at vi som mennesker lever i en tid, hvor du som enkeltperson ikke kan stille dig tilfreds med dig og dit uden at skulle arbejde med denne indstilling.

Du er et produkt, som hele tiden skal produktudvikles. Det skel eller gab som ofte optræder mellem omgivelsernes krav eller prægninger og det enkelte menneskes oprigtige grundopfattelse af liv, kan og vil ofte i disse år være stort.

Det skaber frustration og ensomhed, idet afstanden mellem ,hvad mennesket oprindeligt ønsker af sit liv flytter sig mere og mere fra omgivelsernes krav og forventninger.

De udefrakommende værdier overtages og indlemmes i højere grad i det enkelte menneskes samlet værdisæt og vi lader os i høj grad styre af de norm og trendssættende værdier, uden hensyntagen til vores egen værdi og grundholdning.

De idealer som bliver opsat bliver normgivende og findes som det eneste korrekte og kriterierne for, hvad der er korrekt og forkert strammes mere og mere op i strid med en egentlig grundopfattelse af liberalisering.

Det betyder også, at såfremt du vælger disse normer fra, vil du i højere grad blive betragtet som afvigende fra gruppen, blive holdt ude og blive betragtet som en outsider og original.

Tidligere var der i forbindelse med den sociale klasseopdeling af samfundet en naturlig opdeling for, hvor den enkelte hørte til i hierarkiet. Denne opsplitning er blevet mere flydende i dag, idet mulighederne i højere grad for både uddannelse, karriere og brydninger af sin sociale arv, er blevet mulig.

Det er naturligvis en positiv udvikling. Imidlertid har dette afstedkommet en anden form for opsplitning i henholdsvis den korrekte og ukorrekte levevis.

Det skyldes vores behov for at have en formynderstat, hvor det synes at være myndighedernes opgave at bestemme, hvordan det enkelte menneske, her den enkelte borger i DK, ønsker at leve sit liv.

Årsagen til denne opgave tildeling kan muligvis søges i, at de generationer, som vokser op i dag, i højere grad har haft en institutionaliseret opvækst.

De er institutionsbørn, som har været vant til at leve under regler og krav, som er stillet af et centralt organ, hvilket er nødvendigt for ,at vi som sociale grupper kan fungere sammen.

Det er nødvendigt med fælles spilleregler, for at få spillet til at fungere. Imidlertid fratager det også det frie initiativ og mulighed for udvikling af selvstændighed samt bevidst ansvar for denne.

Når kriser styrker livet!

På baggrund af dyder som næstekærlighed, empati, forståelse og accept af næsten, gælder det om at skille sig ud og lade en eksistentiel vækst finde sted.

Eksistentielle kriser kan  således være et spejl af de skel og forstyrrende reaktioner, som menneskeheden står over for.

Kriser af eksistentiel karakter fortæller den enkelte, hvor dennes essens i nævneværdig grad adskiller sig fra  den enkelte til det til enhver tid eksisterende samtidige samfund.

Det giver pejlemærker om, at der både kan finde et introperspektiv samt eksternt påvirket vækst sted, som er gavnligt for det enkelte menneske i krise, og som på sigt betyder en tættere og dybere indsigt i essensen.

Ved en kreativ tilgang med et intellekt, som motiveres, vil det betyde en kamp, hvor væksten finder sted i niveauer, alt efter det enkeltes modstandskraft overfor omgivelserne samt de påvirkninger og den modstand, der måtte være indeholdt i livet.

En sårbarhed, der kan vendes til en styrke, og som grundlæggende er et udpræget tegn på, at det enkelte menneske er påvirkeligt i flere af livets facetter.

Der er en livsnerve, som lader sig påvirke, og for den lydhøre og modige, betyder dette mulighed for eksistentiel vækst. Intellektet spiller en afgørende rolle i denne sammenhæng, idet det fordrer, at den enkelte er i stand til dels at opfange, sortere og drage nytte af de erfaringer, som er dannet i forbindelse med processen i forbindelse med en krise. Samt   har modet til at adskille sig fra mængden til trods for at dette kan og vil skabe modstand samt har en kreativitet og lydhørhed over for sit eget selv til at gå nye veje.

Til at udvikle sig på baggrund af indhentede erfaringer fra tiden før, under og efter krisen samt gøre disse handlingsorienterede i en grad, som er stærke nok til at etablere vækst som menneske og dermed i højere grad finde ind til sine kerneværdier.

Disse kan danne grundlag for etiske fælles grundværdier, som bunder i almindelig menneskelig adfærd i forbindelse med social omgang med ligestillede.

Moralske værdier og strukturere som fælles grundlag med fælles spilleregler vil dermed skabe en højere grad af tryghed samt ønske om bevarelse af fællesskabet samt accept for de mennesker, som skiller sig ud, i og med, at værdien for den enkelte er indeholdt blandt flertallets sympati.

Være eller blive menneske!

At være menneske vil helt grundlæggende og banalt sige, at du spiser, sover og forplanter dig for at racen kan fortsætte.

At blive menneske vil sige, at du forholder dig til din eksistens! At du forholder dig til dit liv, som du er blevet givet og bearbejder det løbende for at blive den bedste udgave af dig selv.

For rigtig mange mennesker gælder det, at de lever efter det første udsagn, blot i en mere eller mindre nuanceret og fordrejet og raffineret form, hvorimod det ofte kan være anderledes og tilhøre de færreste at forholde sig løbende til deres eksistens helt nede i livets grundlæggende substans.

Du vil muligvis føle, at du ofte forholder dig til dit liv - til dine evner som mennesker og din tilgang til livet! Inden for filosofien har man altid forholdt sig til det at være menneske og gjort sig tanker om eksistensen, blot ud fra forskellige vinkler.

Søren Kirkegaard beskæftigede sig med menneskets eksistens, hvilket udmøntede sig i eksistensfilosofien som navn. Selv kan man dog ikke sige, at han var eksistentialist, men han forholdt sig, betragtede og skrev om eksistensen og kunne derfor kaldes eksistenstænker.

Han opdelte mennesket i de såkaldte tre stadier for eksistensen, med æstetikeren som værende det menneske, som blot er menneske, og som søger nydelse og skønhed for på raffineret vis at være og udfylde sin eksistens som menneske.

Etikeren derimod forholder sig til det at være menneske ved at etablere en moral og nogle normsæt, som vedkommende ønsker at efterleve for at udfylde rollen som menneske på bedst mulig måde - at blive menneske.

Endelig følger det religiøse niveau, hvor mennesket overgiver sig til Gud ved at springe ud i de 70.000 favne af vand, hvor troen og frygten for livet og Gud dominerer eksistensen.

At forholde dig til livet betyder derfor, at du mere end spiser, sover og forplanter dig, men i høj grad gør dig overvejelser om, hvorledes du får det bedste ud af livet og lærer at forholde dig til og leve med en sårbarhed, som alle mennesker har.

Du vil aldrig kunne slippe for denne, men du kan etablere en tilværelse, hvor du på samme måde som med den grundlæggende angst - hvilket er to alen i samme stykke - vælger at tage livet i egen hånd og være herre i eget hus!

TI PERSONLIGE BUD!

0. Du kan ikke ændre verden - du kan ændre din måde at være i verden! Der findes ikke et facit for verden. Verden er forskellig afhængigt af, hvilket menneske, som betragter og er en del af den.

Derfor hævder mange, at verden er uvirkelig, da den ikke kan gengives på en bestemt måde. Udover denne abstrakte måde at anskue en konstellation som verdenen, er du en medspiller og mere eller mindre aktiv deltager i denne verden.

Derfor er det også af afgørende karakter, at du ved din tilstedeværelse i verden tilpasser og bidrager på den måde, som du ønsker at verden kan opfattes og være et bedre sted at være.

0.Værdsæt det jeg har og glæd mig over mine begrænsninger! Umiddelbart kan dette bud være utrolig utidsvarende og uaktuelt i forhold til det liv, vi alle søger efter. Imidlertid er den dybere grundtanke, at du skal være taknemmelig over hvad du har, sætte pris på dette, istedet for hele tiden at søge efter mere.

Dit behov kan være uendeligt, hvorfor du omvendt kan sætte pris på, at du er begrænset både i tid, økonomi, evner osv. til at foretage dig mere end tilfældet er i dag.

Denne begrænsning, behøver du ikke opfatte som en negativ del af dit liv, men i højere grad en mulighed for, at du kan fokusere på, hvad du rent faktisk har og kan værdsætte.

0. Det vigtige er ikke hvad du har opnået i livet - det er måden du forholder og forvalter det!

Succes, velstand, fremdrift, tempo, innovation og andre begreber for såkaldt lykke i livet er ofte rettesnor for, hvad mennesket søger efter for at opleve og tro at dette må være eksempler på et lykkeligt liv. Status vægter højt i omverdenens optik uden dog dermed at skele til, hvorvidt den grundlæggende mission for at opnå lykke rent faktisk lykkes, når midlerne er tilstede.

Højere grad af status skaber også større ansvar og overvejelser samt valg, hvorfor det ikke altid behøver at være lykken i sig selv. Det er åbenlyst at for eksempel et større økonomisk råderum giver flere muligheder, men i forlængelse af dette kan der desuden opstå en valgmuligheder, som kan være destruktivt end godt er. Grådighed og misundelse - to dødssynder - kommer ofte i spil, når først mennesker opnår mere, hvorfor det giver sig selv, at din måde at forvalte dine midler er med til at tegne din identitet.

0.Næstekærlighed er et forhold mellem giver og modtager - og ingen andre!

At udvise næstekærlighed for et andet menneske, vil grundlæggende sige at yde hjælp, støtte eller anden form for kærlig ofring, og som bør bunde i et behov for oprigtigt at give noget til et andet menneske.

Derfor er det et mellemværende mellem giver og modtager og ingen andre, idet en tredie part i dette forhold blot vil optræde som vidne, og ofte i forbindelse med et behov fra givers side for at få dokumenteret og bekræftet sin gode gerning.

Vi oplever det ofte i frivillighedens gode tjeneste, hvor mennesker ofte kan have behov for at annoncere og informere om deres iboende gode samaritaner, hvilket i sidste ende handler om at skabe fokus på sin egen person.

0.Vær altid gavmild med tid og kærlighed!

To begreber, som efter nutidens forhold, de færreste kan få i tilstrækkelig grad. Der kan naturligvis være tale om både kort og lang tid samt stor og lille kærlighed, men at afvise et andet menneske på grund af for eksempel manglende tid, handler måske om prioritering, men en grundig overvejelse over værdier, vil muligvis ændre på rækkefølgen for dine valg.

0  Vær altid bevidst om det værst tænkelige - det skaber taknemmelighed for det stedelige! Da du i forvejen måske er tilbøjelig til bekymrende tanker på grund af din sårbarhed over for livets aspekter, er hensigten naturligvis ikke, at dette skal være til skræk og advarsel.

Hensigten med dette bud er, at vi ofte er tilbøjelige til at fokusere på de ting, som enten mangler, ikke fungerer , passer eller på anden måde er fejlbehæftet. Istedet vil et fokus på de ring som rent faktisk virker, fungerer og vi lykkes med være med til at skabe en taknemmelighed, som vi kan anvende, såfremt det værste skulle ske. Ved at fra tid til anden at tænke over, hvad der ville være det værst tænkelige, får vi øjnene op for, hvor værdifuldt og indholdsrigt vort liv er - ikke først når det er for sent. Det vil også i dagligdagen være med til at skabe større medfølelse og overbærenhed, idet vores prioriteter og værdier vil ændre karakter, såfremt vi kom det værst tænkelige scenarie i hu blot en gang imellem.

0. Fornuft skaber ro og helliger følelser!

Et andet vigtigt aspekt af din sårbarhed er opnåelsen af sindsro. De fleste mennesker udsættes hver dag for en masse påvirkninger, krav, forventninger, stress o. l. eller (i værste fald) ulykker. Alt dette kan man ikke kontrollere. Men man kan lære at kontrollere sig selv. Denne selvkontrol kan opnås ved at skrue sine forventninger til livet ned. Man må indstille sig på, at ting kan gå galt, planer kan gå anderledes, end man havde håbet, man kan miste det dyrebareste, man ejer. Er man indstillet på det, vil man lettere kunne klare at blive ramt af modgang og ulykker. Dette går desuden lettere ved tanken om, at verden er styret af noget guddommeligt, og at der derfor er en højere mening med de ting, der sker. Herfra stammer udtrykket stoisk ro – at man må tage alle situationer med sindsro. Martinus mener også, at den indstilling man har er afgørende for, hvordan man opfatter en situation. Hvis man kan bevare roen eller ligevægten, selv når alting går én imod, så fremmer det forståelsen af situationen.

0.Lad mine livsprincipper danne grundlaget for mine overbevisninger om livet og dermed styrke mit sind. Overordnet set, så efterstræber stoikeren retfærdighed og en from personlig moral.

Stoikeren dyrker ikke dyden og den gode vilje for at denne skal gøre en forskel i verden, men fordi dyden er et mål i sig selv. Kun den dydige vilje er god, og den dydige vilje er uafhængig af ydre årsager. 

Med udgangspunkt i dine personlige bud, kan du arbejde videre med dine livsprincipper, som ligger til grund for din egenskab af at være et engageret menneske.

Denne egenskab kan - for at du kan etablere en større forståelse for udvælgelsen af dine principper - kort tolkes ud fra følgende:

⁃Det engagerede menneske tager ansvar for sit eget liv.

⁃Det engagerede menneske har et godt kendskab til sin fortid, lever i nuet og søger i fremtiden.

⁃Det engagerede menneskes tilværelse er styret af sit eget personlige etiske system. Netop dit eget personlige etiske system er under opbygning, hvorfor næste trin er at udarbejde dine livsprincipper, som du kan koble på dine overordnede ti personlige bud.

Disse livsprincipper vil og kan være dine guidelines i hverdagen til, hvorledes du i hverdagen kan leve et værdifuldt liv med uselviskhed og ro i sindet.

 

TI PERSONLIGE BUD! fortsætter....

I kristendommen danner de ti bud fundamentet for vores etiske værdier og moralske handlinger.

Til trods for tidens gang og de radikale forandringer af livsvilkår og skikke, er disse stadig en overordnet rettesnor for denne tro. Du kan gøre det samme.

Du kan udarbejde dine personlige bud som fundamentet for dine livsvilkår og din adfærd.

Hvor filosofisk, detaljeret eller vidtfavnende du vælger at være i dine bud, er op til dig. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de er personlige, nærværende og at du til enhver tid kan stå inde for og efterlever dem - eller i hvertfald gøre dit bedste!

At søge efter mening er den primære motivation i vores liv!

Forinden du udarbejder dine personlige bud, kan du eventuelt få inspiration ved at gøre dig nogle overvejelser om dit liv med udgangspunkt i følgende spørgsmål:

Hvad er egentlig kvalitet i livet set i en personlig sammenhæng?

Hvordan kan jeg ændre det, som allerede er ødelagt?

Hvad med fremtiden?

Hvor bevæger jeg mig egentlig hen?

Hvor befinder jeg mig på nuværende tidspunkt af mit liv og hvor vil jeg befinde mig i fremtiden?

Hvad kan jeg gøre?

Hvis jeg fravælger noget, hvad sker der så?

Hvad betyder det at være mig?

Hvad betyder det, at jeg skal dø en dag?

Hvorfor skal jeg forpligte mig til andre mennesker eller til andre ting?

Hermed følger et sæt af bud, som eventuelt kan skabe inspiration til dig om dels hensigten, men også hvilken formulering, der kan bruges til udarbejdelsen af dine personlige bud. I forlængelse af dine personlige bud, kan du supplere med en række livsprincipper, som samlet kan danne en form for manifest over, hvorledes du oplever, værdsætter og ønsker at være en del af dette og dit liv.

TI BUD! - eksempel:

0.Tag ansvar for mit eget liv - og svigt det ikke!

Vi fødes alene og vi dør alene. Det er et faktum, og hvad vi vælger at skabe af indhold for livet i den mellemliggende periode er op til os selv. Fysisk er der ikke nogen, som tager et ansvar for vores liv og det er kun dit liv og dermed også dit ansvar - ingen andens. Intet andet menneske har det samme liv som dig, og hvordan du vælger at leve dit liv, afhænger af dig.

Hvis du svigter livet - svigter du også dig selv.

Vi er alle forskellige som typer!

Vi søger ind til vores kerne, vores type af personlighed og lader på denne måde en navlebeskuende adfærd være drivkraften i jagten på at lære os selv at kende.

Efterfølgende bliver vi opfordret til at arbejde med vores skyggesider, se dem i øjnene og målrettet ændre på disse efter en mainstream holdning om, hvad der måtte være det gode og det onde ved mennesket - eller det mindre gode ved mennesket.

Vi søger at vide og vende vores karakter for at få alle begreber ned i de huller hvor de hører til og dette til trods for, at brikken ikke altid passer i det format!

I vores jagt på personlighedstyper føler vi umiddelbart en stor tilfredsstillelse ved at kunne genkende det resultat vi er nået frem til eller har fået udleveret på baggrund af test.

Visse typer synes imidlertid at være mere fordelagtige og prestigeorienterede at kunne være, hvorfor en garvet testperson efterhånden vil kunne vide, hvorledes der skal svares for at denne person identifikation bliver en del af resultatet.

Men hvad er det for karaktertræk som vi søger efter og som prestigemæssigt hører til i gruppen af eftertragtede i forhold til andre?

Hvilke fællesnævnere er der at syne i disse træk fremfor de mere skyggeagtige træk, som vi alle helst skal undslippe?

Væsentligt er det i denne sammenhæng at påpege, at karaktertræk, hvor din egen person bliver fremhævet, hvor du styrker din egen person og magt, vil fremstå som eftertragtede træk, men fællestræk som kærlighed, opmærksomhed og empati over for andre synes at tendere mere naive træk, som den enkelte og omgivelserne godt nok registrerer, men som i længden ikke altid vil bære rigdom og succes med sig.

Endvidere er det bemærkelsesværdigt, at flere af de træk, som normalt vil blive kategoriseret som skyggesider hos et menneske, rent faktisk er helt elementære karaktertræk, som i mange sammenhænge vil kunne sætte en skærpet og understregende karakter hos den enkelte.

Det kan netop være disse træk som gør, at den enkelte adskiller sig fra andre og er kendetegnet og specialiseret på dette område, hvilket i forhold til gennemsnittet eller standarden for almindelig menneskelig adfærd tilsyneladende ikke er at foretrække, men derimod et område, som bør bekæmpes.

Eksempler på sådanne træk kunne være perfektion, iver, stabilitet, ensartethed, gammeldags, mindfulness karaktertræk osv.

Har du fred i din sjæl?

Flere karaktertræk som tidligere hørte til mennesker som beherskede situationen, som havde et overblik, passede sit og stødt og roligt havde etableret et harmonisk liv.

Disse træk er i dag ikke at sigte efter, hvorimod træk som ændringsparat, afvekslende, energisk osv synes at være attraktive.

Endvidere lever vi i et samfund, hvor det er de både hurtige, lette og overfladiske løsnings tid, hvor der prales af, at tingene ikke har taget tid - underforstået at de ofte ikke er gennemtænkte - hvorfor der ikke lemmes megen plads for de mennesker, som i højere grad tænker efter og har behov for et overblik for at træffe den rigtige beslutning.

At være ekstrovert i dag er ensbetydende med, at du tilhører den rigtige gruppe, at du smart og mere eller mindre dumdristigt kan styre tingenes gang, dog ofte uden at tænke på morgendagens efterkommende problemer.

Hvorimod du som introvert, med et større behov for tid til eftertanke for beslutning, bliver betragtet som en gammel sjæl, der ikke er med på beatet.

Det gælder i tid, det gælder i indhold og det gælder i måden at beherske sig i dette samfund. Såfremt du ikke formår at stå på toget og køre med samme fart, vil du ikke være at betragte som en del af det hurtigkørende samfund.

Det opleves som gammeldags, reaktionært og til tider en smule afstumpet, såfremt du har behov for enten tid, større perspektiv eller fordybelse, før du kan tilkendegive din tilstedeværelse i samfundet.

Grupper lader sig presse i denne sammenhæng, idet mindre bemidlede grupper er med til at lægge dette pres. Der er behov for resultater og det skal være her og nu. Ingen tid til eftertanke.

Således bliver de store grupper offer for den rastløshed, som er dominerende for disse grupper, som ikke hverken formår eller evner at tænke tingene igennem og som på længere sigt dette til trods, har modet og til tider overbevisende evner til at skylde skylden på øvrigheden, når tingene ikke flader ud som forventet.

Der er ingen som vil påtage sig det ansvar, der måtte være i slipstrøm, en af en dårligdom uhensigtsmæssig beslutning. Igen bliver samvittigheden sat i spil, idet denne forrykkes i og med, at graden af beskyldninger og overdragelse af ansvaret i sådanne sammenhænge ingen grænser kender - tit og ofte.

Ofte skal der dog ikke herskenogen tvivl om, at når den omvendte situation er aktuel, hvor udfaldet - mere eller mindre tilfældigt - falder heldigt ud, og hvor tingene rent faktisk udvikler sig til succes - da står samme gruppe forrest i håbet om at modtage hyldest og begejstring i omgivelserne og for en kort stund modtage denne regn af ros og opmuntring.

Livskvalitet i flow!

Din livskvalitet afhænger ikke kun af lykke. Det afhænger også af, hvad du gør for at være glad, og din lidenskab for det.

Hvis du ikke udvikler mål for at give mening til din egen eksistens og ikke bruger dit sind til sin fulde kapacitet, vil de gode følelser kun fylde en lille del af det potentiale, vi besidder.

Efter at have dedikeret årtier til at studere de stadier, hvor folk nåede deres maksimale potentiale, viser Mihaly Csikszentmihalyis undersøgelser, at folk er lykkeligere, når de når en tilstand med høj koncentration.

Et stadie, som denne forfatter kaldte “flow”. Denne tilstand kan nås, når vi oplever positive følelser som lykke, styrke eller en positiv holdning. Alle stadier kendt som “psykisk negentropi”.

Ved ikke at spilde opmærksomhed på drøvtyggelse og fortrydelse for os selv kan den psykiske energi strømme frit til enhver tænkning eller opgave, som vi beslutter at investere energi i.

Tværtimod giver negative følelser som sorg, frygt, angst eller kedsomhed “psykisk entropi”.

Det vil sige en tilstand, hvor vi ikke effektivt kan bruge vores opmærksomhed på at møde eksterne opgaver, fordi vi har brug for det til at genoprette en indre subjektiv orden.

“Lykke afhænger af os selv.” Aristoteles

Eksistentialismen

Hvad vil det sige at være menneske?

1. Eksistens fremfor essens - Dine handlinger definerer hvem du er.

2. Du er selv ansvarlig for at skabe din egen fremtid! Jeg er alt det, jeg ikke er endnu!

3. Du er selv forpligtet og ansvarlig for din frihed.

4. Det er dine subjektivitet, som skaber lidenskaben og intensiteten af dine valg og dermed deres sandhedsværdi.

5. Det er følelsesmæssige erfaringer, som giver dig indsigt!

6. Bliv autentisk ved at omfavne din egen død!

7. Forpligt dig til noget større eller andre for at frisætte dig selv!

Essens og Eksistens

– eller omvendt?

Igennem hele filosofiens historie har der været diskussion om, hvorvidt essens kom før eksistens eller omvendt.

Tidligere handlede filosofi om metafysik, som handler om sammenhængen mellem krop og sjæl, mens Søren A. Kierkegaard tog udgangspunkt i eksistensen af mennesket og opdelte dette i tre stadier

, At eksistere ved vi alle handler om- vi eksisterer alle som mennekser, essensen af at være menneske handler om at være, eksistensen af at være menneske handler om at gøre, den fri vilje, SAK opdeling af mennesket i æstetikeren, etikeren, religiøse.

Der opstod imidlertid en splittelse mellem eksistentialister efter anden verdenskrig grundet uoverensstemmelse mellem blandt andet  Sartre og Sløk på grund af den guddommelige dimension.

Sartre blev marxist som udtrykte, at religion var for dumme mennesker!

Sløk var religiøs, præst og valgte at lade Gud være en del af sin filosofi.

Grundet manglende tilstedeværelse af Gud i samfundet, ebbede begrebet eller filosofien mere eller mindre ud, hvilket dog ikke gør den mindre aktuel, idet menneskesynet stadig kan betragtes fra denne vinkel og forholdemåden til mennesket er den samme som i SAKs tid.

Du kan være essensen af at være menneske, lade hverdagen gå sin gang, nu du er kommet og lade den ene dag tage den anden, æstetikeren.

Du kan vælge at mærke din egen eksistens ved at forholde dig til livet, etikeren.

Du kan vælge at mærke din eksistens og drage Gud ind i dit liv ved at være et religiøst menneske ifølge SAK,

Intet livstag på eksistensfilosofien, hvilket vil være respektløst, blot en grov skitse for at illustrere en sammenhæng eller et mønster.

Det handler om at ville - Den fri vilje- at mærke livet!

Cogito ergo sum existo ergo cogito

Ordet kommer af det latinske ord existo, som betyder at stå ud fra sig selv.

En oversættelse, Kierkegaard gjorde meget konkret i sin forståelse af ordet eksistens: at eksistere er ikke blot at leve, men at være bevidst om sin egen eksistens.

Hvor Descartes når frem til at sige, at Jeg tænker, altså er jeg, siger Kierkegaard omvendt: Jeg er, altså tænker jeg.

Den omvending indebærer, at det nu er eksistensen, der går forud for essensen, sådan som Sartre senere skulle formulere det.

Mennesket er til stede i verden, men det står til diskussion, hvad meningen med denne verden består i!?