Hverdagsfilosofi.dk

Tanker fra hverdagen!

Hvad er sand intelligens?

En af de største gamle sjæle, der havde legemliggjort sand intellektuel identitet, var Sokrates.

Hele hans livsindstilling stillede ubarmhjertigt spørgsmålstegn ved dogmer, såkaldte ”sikkerhed” og den sædvanlige måde, hvorpå vi alle indtager synspunkter og opfattelser, uden at vi virkelig nogensinde kiggede nærmere på dem.

Sokrates troede, at det ultimative formål med fornuft og selvundersøgelse var at opdage, hvad der er rent, godt og helligt i os alle; eller med andre ord vores største potentiale.

Han kaldte dette Agathon, eller "absolut godt."

Delphi Oraklet erklærede ham "den klogeste mand i Athen", som han dog modsatte sig.

Efter at have talt med et par lokale såkaldte kloge mænd, der viste sig ikke at være så kloge, blev han endelig enig med Oraklet på grund af hans berømte udsagn, ”Jeg ved, at jeg ikke ved noget.”

Sokrates erklærede sin uvidenhed om ikke at fordømme viden, men fordi han forstod, at der var en dybere form for viden udover kun den mentale.

Denne viden er en åndelig forståelse, der ligger uden for det logiske sind. Han vidste, at for først at forfølge sandheden, må vi først erkende og give afkald på det falske.

Som du kunne forvente var Sokrates 'samfund ikke særlig tilfreds med tvetydigheden i hans lære og hvordan det påvirkede ungdommen til at blive frisindet.

Da den athenske jury gav Sokrates tre valg: opgive sin praksis med filosofi, forlade Athen eller dø, valgte Sokrates døden.

Hans sidste handling blev hans mest utvetydige og veltalende undervisning, da han forklarede: ”Det uudforskede liv er ikke værd at leve.”

Hvad er dydsetik?

Ifølge filosoffen Aristoteles (384 fvt. - 322 fvt.) : Dydsetik handler om at forene den rette handlen og det etisk forsvarlige med opnåelsen af den største lykke, det gode liv.

Mens pligtetikken og nytteetikken er enige om, at det etiske valg altid må gå forud for alle handlinger i form af regler eller pligter, er det dydsetikkens mål at lade etik gå hånd i hånd med de menneskelige karaktertræk og opnåelsen af det gode liv.

Siden Kant har pligt- og nytteetik været de mest fremtrædende former for etik. Men faktisk bar filosofien helt tilbage til Platon og Aristoteles og frem til Kant præg af en anden form for etik, nemlig dydsetikken.

Det særlige ved dydsetikken er, at hvor både pligt- og nytte etik omhandler den etisk rigtige handling sat overfor den etisk forkerte, opererer dydsetikken med et tredje lag:

Hvordan opnås det gode liv?

I såvel pligt- som nytteetik, er et grundelement, at etik er noget, der kan anvendes som stadfæstende for en specifik moralforståelse.

Pligtetik kan man for eksempel finde i De Ti Bud, der opregner en række ufravigelige rammer for at leve et liv baseret på rigtige handlinger.

Pligtetik påbyder mennesker den rette handling som en pligt: Du må ikke slå ihjel (fordi det er moralsk forkert at slå ihjel) Du må ikke lyve (fordi det er moralsk forkert at lyve) osv.

Pligtetikkens pligter skal adlydes uafhængigt af, om det er de pligter, der i situationen giver os størst personlig glæde eller gevinst. Nytteetik handler om maksimering af lykke. Det grundlæggende er størst mulig lykke for flest mulige.

Nytteetikken er på denne måde fokuseret på, at din handling skal tjene noget fremadrettet, og at det moralsk og etisk rigtige valg altid tjener bedst muligt for flest mulige i situationen.

Dydsetikken heroverfor vil altså forene de to elementer, rigtig handlen og det gode liv. Grundlæggende for dydsetikken er spørgsmålet: hvordan lever jeg godt som menneske?

Svaret er, at de etiske og moralske krav skal være i overensstemmelse med det gode liv, men at de må blive sekundære, da de ikke må komme i konflikt med selve opnåelsen af det gode liv.

Hvis et krav som du må ikke lyve derfor kommer i konflikt med opnåelsen af et godt liv, fordi løgnen i den givne situation er den, der giver dig det bedste liv, er det at lyve at foretrække for dydsetikeren.

Dydsetikken i sin nok reneste form finder man i Aristoteles filosofi. Aristoteles dydsetik er tæt knyttet til et græsk begreb, eudaimonia (græsk: eu, god; daimon, ånd: at stå under en god ånd).

Centralt i Aristoteles dydsforestilling er opnåelsen af det gode liv, af lykke. På denne måde minder dydsetikken hos Aristoteles faktisk om nytteetikkens pointe om opnåelse af størst mulig lykke for flest mulige.

Lykkeopnåelsen set på denne måde er forestillingen om handlinger, som bringer oplevelser og dermed lykke. Man køber for eksempel en is, fordi man har lyst til is, man tager i biografen for at blive underholdt og så videre.

Hvad der nu adskiller Aristoteles fra dette, er, at lykkeopnåelsen også kan være i selve handlingen. Man kan for eksempel lave fin mad, ikke bare fordi man er sulten, men fordi man faktisk nyder at lave mad. Der bliver på denne måde ikke kun tale om et middel til opnåelse af målet, lykke, men at midlet er et mål i sig selv: Man laver fin mad, fordi man elsker at lave mad. At det smager fantastisk er måske bare en sidegevinst.

Et andet hovedelement hos Aristoteles er, at lykken også er i det, at man lykkes som menneske, at ens liv udarter sig på en god måde, at det bliver godt. Det er i den forbindelse essentielt, at man som mennesket er i stand til at kombinere, hvad Aristoteles fremhævede som grundlæggende ved den menneskelige natur, praktisk fornuft og evne.

Handler mennesket nemlig i overensstemmelse med fornuften og efter bedste evne, er det på rette vej til et godt liv. Det etisk forsvarlige er for Aristoteles derfor repræsenteret i nogle allerede foreliggende dyder, som man passende kan handle ud fra.

Hvilke er dyderne? Aristoteles opregner en række dyder, som ganske vist kan variere og ændre sig, men som for mennesket er særligt eftertragtelige: Gavmildhed, ærlighed, modighed, retfærdighed og andre.

Særligt ved gavmildheden og ærligheden er, at de begge tjener til lykkeoptimering, hvis de forvaltes rigtigt. Den gavmilde livsopfattelse indbyder til glæden, ligesom den ærlige møder verden med et åbent sind, mener Aristoteles.

På samme måde forholder det sig med mod og retfærdighed. De tjener også til lykke, hvis den modige og retfærdige dermed lærer sig selv at kende gennem selvforståelse og kontrol.

Men dyderne skal forvaltes med omhu, mener Aristoteles. Mod kan for eksempel fremstå gennem pludselige, impulsive handlinger. Det er sådan set fint nok ifølge Aristoteles, men dyden, mod, skal være bevidst, hvis den skal forene mennesket og lykken.

På samme måde kan gavmildhed være afsporet og forfejlet i den forkerte situation. Pointen med at efterleve dyderne er med fornuften at kunne indse, at den og den dyd tjener til opnåelse af det gode liv. Det er vigtigt, at Aristoteles ser de ovennævnte dyder som noget universelt, som noget alle mennesker har som en slags grundlæggende karakteregenskaber.

Dydsetikken havde stor indflydelse blandt andet på filosoffer i den tidlige kristendom. Både Augustins og Thomas Aquinas etik bærer præg af den form for menneskelige iboende karaktertræk, som Aristoteles fremhævede i dydsetikken. I dag er der dog ikke mange, som regner sig for dydsetikere.

Pligt- og nytteetikken har i vidt omfang skubbet dydsetikken af vejen til fordel for deres mere konkrete former for etik. Men den universalisme, hvormed Aristoteles dydsetik anskuer verden, møder man også i pligt- og nytteetikken.

I disse bliver der nemlig også tale om nogle moralske og etiske værdigrundlag, som kan gælde for alle mennesker til alle tider.

Problemet kan i forlængelse af det universelle blive, at man i forskellige kulturer ser forskelligt på etisk og moralsk ansvarlighed.

Et sted kan de for eksempel være etisk i orden at have slaver, mens det et andet er etisk forkasteligt.

En ny form for dydsetik har som modsvar banet sig vej frem. Der er tale om en relativistisk form for dydsetik, som fra tilfælde til tilfælde opregner den i situationen mest hensigtsmæssige handling.

Derved kan elementer som kultur- og lovgivningsforskelle tilgodeses, da det gode liv kan være forskelligt fra menneske til menneske. Den relativistiske dydsetik har således som grundvilkår at være antiuniversalistisk og fremhæver i stedet, at det skal være med dyderne, som kan ændre sig, at vi træffer de etiske beslutninger i overensstemmelse med den tid, kultur og det samfund, vi lever i.

Kreativitet i et religiøst perspektiv!

”Livet er ikke et filosofisk problem, det er et religiøst mysterium”

Fire overvejelser:

. 1. Vær som et barn igen med kreativ leg; Kreativitet kræver frihed – frihed fra forstanden, frihed fra viden, frihed fra fordomme. Et kreativt menneske er en person, som er i stand til at prøve det nye. Kreative afprøver hele tiden de ”forkerte” måder at gøre tingene på. Hvis jeg altid følger den ”rigtige” måde at gøre noget på, bliver jeg aldrig kreativ – for den rigtige måde betyder den måde, andre har opdaget.

En kreativ person leger med mulighederne, søger og søger – og lærer og bliver rigere. Et skabende menneske må kunne klare at virke fjollet og må risikere sin såkaldte anseelse.

Ofte anses de for at være skøre. Skabende mennesker er excentrikere, som ikke kan slå sig til ro nogen steder – de er nærmest som en slags vagabonder. De er endvidere ofte parate til at løbe en risiko – det gælder også til tider i forbindelse med deres kærlighedsaffærer. Ofte anvender kunstnere stimulerende stoffer for bla. at få inspiration til deres arbejde f.eks. inden for maleri, digtning, billedhuggere osv.

Der er i denne sammenhæng udviklet en teori om, at behovet for dette skyldes, at venstre hjernehalvdel er overbelastet. Denne halvdel står for det logiske, det fornuftige, det analytiske osv.

Med andre ord evner, som sjældent er til hjælp til inspiration for den enkelte kunstner. Derimod står højre hjerne halvdel for det kreative, iderige, inspiration osv. Når den kreative indtager disse stoffer, handler det om, at vedkommende dermed bliver draget og energien flytter sig fra venstre til højre hjernehalvdel. ”Højre hjernehalvdel er målet – venstre er midlet”

Det er det største mod at begynde at leve et liv, hvor andre tænker, at man er underlig. Et alternativ til indtagelse af stoffer for at indhente inspiration kan meditation frigøre den indre kreative evne. Inden for den naturlige og inspirerende kreative miljø er arbejdsmoral et levn fra fortiden – og den skal slippes..

Det er vel og mærke den ægte kreative proces og ikke inden for den kommercielle kunst. Når et menneske således reagere på en ny måde, bør det værdsættes bla. ifølge den kreative opfattelse. Der bør ikke være noget rigtigt svar – der er ikke noget rigtigt svar – groft skrevet – kun et dumt svar og et intelligent svar.

Ønsket om at være kreativ kræver, at den enkelte ophæver alt, hvad samfundet har gjort mod én. Ophævelse af alt, hvad forældre og lærere har gjort den enkelte – så bliver man kreativ på ny – som barnet i én.

2. Vær parat til at lære; ”Jeg ved kun én ting, at jeg intet ved” Sokrates ”Jo mere jeg ved, desto mindre ved jeg” René Descars

Giv slip på lærdom – ellers bliver det til viden, og viden hindrer, at man hele tiden lærer noget nyt.

Uvidenhed er lysende – i stedet for akkumuleret viden – der hindrer indtag af ny viden. Det kreative menneske må opløse alle ”bør” og ”bør ikke”. De skal have frihed og plads – megen plads.

Kun da kan den kreatives inderste spontanitet begynde at udfolde sig. Bestræbelsen går på at være levende med al den inkonsekvens, det medfører og lev hvert øjeblik uden henvisning til fortiden eller fremtiden.

3. Find Nirvana i det almindelige; Kreativitet har intet at gøre med noget bestemt arbejde. Derimod har kreativitet noget at gøre med ens bevidstheds kvalitet. Kreativitet betyder at glæde sig over ethvert arbejde, som en meditation og at udføre hvert arbejde med dyb kærlighed.

Drop ”egoét” – så er alting kreativt. Men fornægt ikke , at det dagligdags kan være helligt o g ophøjet. Et helligt og kreativt menneske , er et almindeligt menneske, der elsker det almindelige liv – og alt, hvad der røres ved, bliver helligt. ”Jeg udfører ikke store ting, men alt hvad jeg gør, gør jeg på en stor måde”. Lev denne almindelighed på en ualmindelig måde – det er Nirvana-bevidsthed.

4. Vær en drømmer; Kreativitet er et biprodukt af at drømme. Tilværelsen er en organisk enhed. Tag ikke fejl af en smuk oplevelse og en drøm. Hvis man ikke kalder den en drøm, ophæver man dens realitet. Det er drømmene, der må gøres mere virkelige – ikke virkeligheden, der må gøres til drømme.

Faktuel erindring er konkrete data, som navne, data osv. Psykologiske erindringer er en psykologisk påvirkning af fortiden, som kan skabe sygdom. Denne påvirkning kan forblive en byrde. Den kan ødelægge ens frihed og ens følelse af at være levende, og nærmest ”spærre” en inde. Det reducerer hukommelsen og den bliver upræcis og man ser derfor aldrig det, der er – dermed fortrænger man i virkeligheden. Fokus på faktuel erindring og lad det nye trænge ind i én. Lad blot det nye komme og erobre ens hjerte.

Endvidere skal den typiske indre dialog stoppes – den hindrer øvrig opmærksomhed. Derfor gælder det om at være åben og sårbar over for det nye og ukendte – og sætte erindringen til side. Sæt dermed den tænkende forstand til side. Hvile – hindrer stress – i forstanden og vær imødekommende for at lytte til den. Forstanden er friskere efter en pause. Ved aldrig at hvile forstanden – forbliver den middelmådig. Man kan ikke som kreativ bringe noget fra det ukendte ind i det kendtes verden – bruger noget fra Gud – hjælpe Gud med at sige noget – hvis man er fyldt med tænkende forstand og kreativiteten stammer fra Skaberen – det er ikke den enkeltes – man er blot et redskab i Guds hænder.

Den virkelige kreativitet stammer ikke fra erindringen, men fra bevidstheden. Man skal være mere bevidst. Som terapiform vil kunsten derfor kunne være en katarsis (renselse)- hvor den enkelte stilart givet vil have første prioritet ved begyndelsen.

”Ægte kunst opstår ud fra ægte religiøsitet – for religiøsitet er at opdage en sammenhæng med virkeligheden. Når man først føler en sammenhæng med virkeligheden, opstår ægte kunst” er en opfattelse.

Hvis ideerne og dermed kreativiteten fylder hovedet – må det frembringes. Det er som en renselse, der befrier den enkelte for en byrde.

Dette er en anden opfattelse – hvor kreativiteten er en slags erkendelsesform – på samme måde som andre har f.eks. religion som en form for erkendelse. Denne form for erkendelse eller manglende aflad for denne, kan ofte føre til, at flere kreative mennesker gennem tiden er sindssyge eller lever med psykiske problemer af større eller mindre grad.

Carl Gustav Jung ” Ikke, hvordan man bliver fri for en neurose, skal den syge lære, men hvordan man bærer den”

Når emotionerne bemægtiger sig én, falder man ned på et ubevidst niveau, hvor man mister evnen til fornuftige overvejelser. Middelmådige mennesker , der aldrig bliver sindssyge – kan derimod blive stressede med psykiske symptomer derefter – men ikke med psykiatriske træk.

Groft sagt, kan man sige, at de ikke har noget i deres liv at blive sindssyge over – eller noget der driver dem til vanvid. De kreative kan eller bliver oftere sindssyge, fordi de er optaget , der sker så mange ting i deres hoveder.

De har ikke et indre rum til sig selv. Derimod ”bor” der en masse mennesker i dem, som kommer og går. De er særdeles sårbare og sensitive – og deres følelser og sanser sidder meget yderligt i forhold til andre. Mange kunstnere må betale denne pris. Jo dybere det man skaber er, jo større vil ens tomhed bagefter være.

En digter, en kunstmaler, en billedhugger osv. er således på vej til at blive mystikere. Al kunstnerisk aktivitet kan derfor betragtes, som værende på vej til at blive religiøst. At skabe fornyelse – det er, hvad kreativitet går ud på.

Opfind nye måder og nye metoder til frembringelse af kunsten.

Prøv noget nyt som ingen nogensinde, før har gjort. Nyd dette som kreativ – enten med andre eller alene – hvis blot man nyder det, er dette tilstrækkeligt. Hvis eller når man føler sig fuldbyrdet gennem det , er det tilstrækkeligt.

Hvis kunsten fører en mod Gud, er det sand kunst, autentisk kunst – kunne man mene. Den største kreativitet kommer til mennesker, der er uddannet i en anden disciplin. Ved fra tid til anden at bevæge sig fra én disciplin til en anden, bliver man mere og mere kreativ.

Det kreative menneske er altid forud for sin tid, derfor er der en kløft til menneskeheden generelt.

Kunstneren opfatter ”kunst for kunstnerens skyld” – uden noget andet motiv.

Kreativitet og religion: Den ultimative kreativitet – at skabe mening i ens liv. Hvert enkelt menneske må føde Gud, mening og sandhed bag livets mening.

Der er frihed til at skabe den energi til at skabe den. Livet er ikke færdiglavet – lige til at bruge. Man får det liv, man selv skaber, man får det ud af livet, man selv giver. Først må man lade mening strømme ind i det. Man må give det farver, musik og poesi – man må være kreativ. Kun da er man levende. Pris derfor et menneske, fordi verden bliver mere yndefuldt ved en kreativ proces.

Mening kommer af kreativitet. Religion må blive mere poetisk og æstetisk.

1. Religion kunne være kreativ og ikke passiv og impotent med faste, sang, bøn, mantraer – som ingen umiddelbar mening giver.

2. Udforskningen af livet må være ren. Ofte søges meningen ud fra en konklusion – man har allerede besluttet, hvilken mening, der bør eller skal være – men så finder man den ikke.

Man har allerede besluttet sig. Lad udforskningen være ren – gå åben og tom ind i den. Så finder man ikke blot én, men tusinder af meninger. Dermed bliver alting meningsfuldt.

Gå uden viden – hvis man vil finde sandheden. Et menneske med megen viden finder den aldrig – dets viden er en hindring. Dermed bliver livet pludselig farverigt og psykedelisk.

Sindet er rodet – grundet alle religiøse doktriner og filosofiske betragtninger – det skal gøres rent og tomt. Et tomt sind , er det bedste sind. Vær derfor ikke tilskuer til livet – og hvad andre gør – deltag i livet – meningen med livet opstår ved at deltage.

 

"The darker the night, the brighter the stars" Fyodor Dostojevskij

Vi læser citater af store mænd og kvinder af en række grunde. At lære noget nyt, at føle os bedre med os selv, til inspiration, fordi vi keder os, og nogle gange simpelthen ud af en barnlig nysgerrighed. Men bag alle disse er der en grundlæggende årsag; at ændre den måde, vi ser verden på.

Dostojevskij blev født i Moskva i 1821 og regnes som hans samtidige Leo Tolstoj, Ivan Turgenev og Alexander Pushkin som en af de vigtigste forfattere i den russiske litteratur guldalder.

Han er kendt for sin dybe psykologi og filosofiske kvalitet i sine bøger, med karakterer, der bor i et enormt moralsk spektrum og indtager vildt forskellige positioner, når de undersøger og udfordrer sociale konventioner.

Fra nihilistiske kriminelle til fromme munke, der kæmper med vanskelige spørgsmål og foruroligende sandheder. I 20'erne sluttede Dostojevskij sig til Petrashevsky-cirklen, en gruppe af progressive intellektuelle idealister.

Et par år senere blev han og andre medlemmer af gruppen arresteret, sat til retssag og dømt for anti-regeringsaktiviteter. Han og de andre blev dømt til døden og bragt foran en fyringsgruppe i 1849, men deres domme blev pendlet i sidste øjeblik. I stedet for at blive henrettet tjente Dostojevskij fire år i en sibirsk arbejdslejr, før han blev frigivet i 1854.

Disse oplevelser havde en betydelig indflydelse på alle hans efterfølgende forfattere, inklusive hans mest berømte værker: Noter fra undergrund, kriminalitet og straf og brødrene Karamazov. Dostojevskij omtales ofte som en af de første eksistentialister.

Mens udtrykket "eksistensialisme" ikke blev fundet før efter afslutningen af 2. verdenskrig, spores tankeskolen typisk tilbage til midten af slutningen af det nittende århundrede og værkerne fra Friedrich Nietzsche, Soren Kierkegaard og Dostoevsky.

Nietzsche afviste religion, men både Kierkegaard og Dostojevskij var fromme kristne. Hvad der dog forener de tre er deres vægt på en persons ansvar for at regne med åndelige spørgsmål som individ.

Hver på sin egen måde undersøgte, hvad der ville blive et af kendetegnene for filosofien: ideen om, at frihed ikke er let.

For en eksistentialist er et individ den, som de frit vælger at være, defineret af handlinger og valg i stedet for en forudgående ”essens”.

Traditionelle kristne dyder, især uselvisk kærlighed, var af største betydning for Dostojevskij. Han antog dog ikke, at disse var standardtilstanden for menneskeheden, men resultater, der bæres af åndelig disciplin.

At være moralsk er ikke at overgive frihed, men at handle fra frihed: at vælge en moralsk kurs, selv når det betyder at dreje mod lidelse og ofre glæde og trøst for andres skyld.

At leve på denne måde gør det muligt for en person at overvinde verdens korrupte kræfter og fuldt ud opleve skønheden og godheden i livet.

Den gyldne regel!

Humanister forsøger at omfavne det moralske princip kendt som "gyldne regel", også kendt som den etik om gensidighed, hvilket betyder, at vi mener, at folk bør sigte mod at behandle hinanden, som de gerne vil blive behandlet selv - med tolerance, hensyntagen og medfølelse .

Humanister betragter den gyldne regel på grund af sin universalitet, fordi det stammer fra menneskelige følelser og erfaringer, og fordi det kræver folk til at tænke over andre og prøve at forestille sig, hvordan de kan tænke og føle.

Det er en enkel og klar standard position til moralsk beslutningstagning.

Sommetider hævder mennesker, at den gyldne regel er ufuldkommen, fordi det gør den antagelse, at alle har de samme smag og meninger og ønsker at blive behandlet på samme i enhver situation. Men den gyldne regel er et generelt moralsk princip, ikke en ufravigelig regel, der skal anvendes på alle detaljer af livet.

Behandling af andre mennesker, som vi ønsker at blive behandlet os betyder ikke, at den antagelse, at andre føler sig præcis som vi gør om alt. Den behandling, vi alle ønsker, er erkendelsen af, at vi er individer, hver med vores egne meninger og følelser og til disse udtalelser og følelser skal ydes respekt og omtanke.

Den gyldne regel er ikke et påbud om at påtvinge sin vilje på en andens!

Forsøg at leve i overensstemmelse med den gyldne regel betyder, at forsøge at leve sig ind i andre mennesker, herunder dem, der kan være meget forskellige fra os.

Empati er roden af venlighed, medfølelse, forståelse og respekt - kvaliteter, som vi alle sætter pris på at blive vist, uanset hvem vi er, hvad vi tænker og hvor vi kommer fra. Og selv om det ikke er muligt at vide, hvad det egentlig føles at være en anden person eller lever under forskellige omstændigheder og har forskellige livserfaringer, er det ikke svært for de fleste af os til at forestille sig, hvad der ville få os lidelse og til at forsøge at undgå at forårsage lidelse for andre.

Af denne grund mange mennesker finder den gyldne regel er konsekvens - "ikke behandle folk på en måde, du ikke ønsker at blive behandlet dig selv" - mere pragmatisk.

Den fri vilje!

Den fri vilje hører til bevidstheden og adskiller dermed mennesket fra dyret, idet vi har en bevidsthed til at træffe valg.

Den fri vilje er et spørgsmål mellem mennesket og Gud.

Hvorvidt har vi en fri vilje, hvis vores skæbne er bestemt?

Ifølge Augustin har vi en modvilje, idet vi ved syndefaldet har brudt den oprindelige fri vilje, som Gud havde givet os.

Derfor skal menneskeheden straffes.

Det handler dog om Guds vilje for mennesket og tiltro til at mennesket kan håndtere den fri vilje og at det dermed ikke er skæbnesvangert.

Kierkegaard i stikord – så vidt det nu kan lade sig gøre!

• Umuligt at tage noget let.

• Ethvert menneske er en verden for sig.

• Mennesket er individ.

• Mennesket er original – ”de” har hver gang smidt skabelonen væk

. • Mennesket som art = slægten.

• Erhvervede egenskaber kan ikke nedarves.

• Opgaven: at udtrykke sin menneskelighed eller at realisere dette almene at være menneske.

• Samfundet findes i hvert enkelt individ, men hver gang på dette individs individuelle måde – i denne bestemte skikkelse.

• Mennesket skal være sig selv – et selv.

• Mennesket bliver det blotte, bevidstløse produkt af alle ydre og indre kræfter, der bestemmer dette konkrete menneskes faktiske indhold.

• Målet for al stræben = glæde = at kunne leve hen i dyb og uforstyrret glæde over livet, at kunne tage det til sig, fra øjeblik til øjeblik – og nyde det med alle sanser.

• Den etiske fordring udspringer af den dybde eller alvor med hvilken man opfatter sin situation som menneske.

• Livets autentiske vilkår.

• Lidenskaben er fundamental – ligger forud for eller er primær i forhold til fornuften

• Lidenskaben er der først og den maluliserer da fornuften for at kunne nå sine mål.

• SAK er overbevist om:

• Sjælens udødelighed

• Det evige liv efter døden

• Saligheden som dette evighedslivs indhold.

• Lidenskaben er forhold til den evige salighed = lidenskaben selv.

• Kun i den lidenskab er mennesket – menneskets lidenskabelige stræben efter at blive helt ud til nærværende, virkelig, realiseret og fuldendt.

• Skyld udelukker den evige salighed. Mennesket er forvandlet til fortabthed.

• Synden er en påtrængende dom over menneskelivets gådefulde fortabthed – det generelle vilkår for livet – udelukkelsen fra ”den evige sandhed”.

• SAK er ikke moralist – eller praler ej.

• Man skal aldrig satse på bare en differens.

• Det er først, når et menneske lidenskabeligt forsøger på at finde et autentisk grundlag for sin eksistens, at begrebet om Gud viser sig som et begreb, der ikke lader sig overse, fordi det alene er i forhold til det begreb, eksistensen overhovedet lader sig realisere.

• Når mennesket vælger fortvivlelsen er det ensbetydende med, at det vælger sig selv som fortvivlet. Det er mennesket mig, som er fortvivlet og, derfor er det mig selv, jeg vælger, når jeg vælger fortvivlelsen.

• Mennesket vælger sig selv som nøjagtigt det, det er, fortvivlet og i en og samme handling vælger det Gud.

FILOSOFISKE BUDSKABER:

Læs følgende udsagn igennem og tænk nærmere over, hvad de betyder for dig og hvor aktuelle de stadig er! 

”Uvidenhed er det eneste onde” Sokrates

”Man bør ikke gengælde ondt med ondt eller skade noget medmenneske, ligegyldig hvor stærkt man end bliver provokeret” Sokrates

”Filosofi begynder med undren” Platon

”Vi skaber en stige af vore laster, hvis vi træder disse laster under fode” Augustin

”Viden er magt” Francis Bacon

”Ganske vist gør en lille smule filosofi et menneske tilbøjelig til ateisme. Men grundig filosofisk tænkning fører menneskene tilbage til religionen.” Francis Bacon

”Jeg tænker, altså er jeg.” René Descartes

”Sjælen er et ubeskrevet blad.” John Locke

”Arbejde forskåner os for tre store ulykker: Kedsomhed, laster og fattigdom.” Voltaire

”Tankens frihed er sjælens liv.” Voltaire

”Vi kan med sikkerhed fastslå, at intet stort er udført i denne verden uden lidenskab.” Georg Hegel

”Det er ganske sandt, hvad filosofien siger, at livet må forstås baglæns, men derudover glemmer man den anden sætning: at det må leves forlæns.” Søren Kierkegaard

”Historien gentager sig – først som tragedie, derefter som farce.” Karl Marx

”Religion er den betrængte skabnings suk, en hjerteløs verdens gemyt, ganske som den er åndeløse tilstandes ånd. Den er folkets opium.” Karl Marx

”Frygt er hovedårsagen til overtro og en af de vigtigste kilder til grusomhed. At overvinde frygten er begyndelsen til visdom.” Bertrand Russell

”Hvad og hvordan vi end forsøger at tænke, tænker vi inden for traditionens rammer.” Martin Heidegger

Historiens fejltolkning af "Overmennesket"!

Overmenneske: Den, der indser, at de herskende værdier er hule, er fri til selv at skabe nye værdier og skabe sit eget liv. Han er blevet til et "overmenneske".

Nietzsche sammenligner forholdet mellem menneske og overmenneske med forholdet mellem abe og menneske. Der er dog ikke tale om et "overmenneske" i biologisk forstand.

Hans tanke om, at – "menneskeheden [uafbrudt skal] arbejde på at frembringe enkelte store mennesker – dette og intet andet er dens opgave." – er hans bud på en forklaring af menneskets udvikling. Han blev tidligt støttet af Georg Brandes i denne tanke – og tilmed i det praktiske og over for offentligheden, og de formulerede begge, men hver for sig, det, der senere udviklede sig til avantgardebegrebet i kunsten (i modsætning til den efterlignende, underholdende og formelle kunst). Man kunne kalde det den avantgardistiske tanke.

Som overmenneske betegnes et idealmenneske, som er vokset fra et "normalt" menneskes almindelige liv. At nå overmennesket handler meget om at overvinde sig selv, snarere end at overvinde andre, og at finde styrken i sig selv.

Det menneske, der ikke vil være en del af massen, skal blot holde op med at være så eftergivende over for sig selv; det skal følge sin samvittighed, når den råber: ’Vær dig selv! Alt det, som du nu gør, mener og begærer, er slet ikke dig’«. Dine opdragere må nødvendigvis også være dine befriere. Og det er hemmeligheden ved al dannelse«.

Tre opfattelser af mennesket:

Opdragelse er ikke, at nogen fortæller dig, hvad du skal gøre, eller lærer dig visse færdigheder. Den gode opdrager er den, der hjælper dig med at opdage dit væsen for dig. Viser dig, hvem du er, og hvad der er din forpligtelse.

Opdrageren skal ikke vise vej ud i verden, men holde den opdragede fast på sig selv. For den største fare for det enkelte menneske er, at det er for frygtsomt: Det overtager de andres meninger og vaner, det vil ikke falde udenfor, og det overhører samvittighedens kald.

Men livet er for Nietzsche noget andet: »At leve er at være i fare«, som han også skriver. Viljen til magt skal først og fremmest ses som magt over sig selv. Viljen til magt kommer til udtryk som vilje til erkendelse. En drift mod at beherske og organisere kaos, og transformere omgivelserne.

Nietzsche mener således, at den sande lære om vilje og frihed, ligger i menneskets villen. Denne villen er en skabende vilje, han sidesætter denne skabende vilje med skæbnen.

Vi skaber altså vores egne muligheder, vores egen skæbne, dog indenfor nogle finale grænser. Viljen til magts’ ontologiske karakter, gør at den bliver den formende kraft i tilværelsen.

Om lidelse Nietzsche så lidelse som det, der var årsagen til menneskets styrke og visdom. Oplevelsen af lidelsen er grobunden for at kunne erkende klart, og netop lidelsen er det, der adskiller den erkendende fra majoriteten.

I "Hinsides godt og ondt" skriver han: ”Det åndelige hovmod og leden hos ethvert menneske, der har lidt dybt - det bestemmer næsten rangordenen, hvor dybt mennesker kan lide - dets rystende vished, som det er gennemtrængt og farvet af, at vide mere end de klogeste og viseste kan vide, at have kendt og engang været 'hjemme' i mange fjerne, forfærdelige verdener, som 'I intet ved om!' ... dette åndelige, tavse hovmod hos den lidende, denne stolthed hos erkendelsens udvalgte, 'indviede', næsten ofrede finder alle former for forklædning nødvendige for at beskytte sig mod berøringen med anmassende og medlidende hænder og i det hele taget alt, hvad der ikke er dets lige i smerte.

Den dybe lidelse gør én fornem; den adskiller. “ Lidelse er med andre ord, hvad der inspirerer os til at overvinde mennesket, finde styrken i os selv og stræbe efter en højere eksistens.

Kierkegaard som filosof set i en ledelsesmæssig sammenhæng;

Begrundelsen for at væge Kierkegaard i forbindelse med en ledelsesmæssig betragtning, skal ses ud fra flere aspekter.

Kierkegaard er tilhænger af individualismen og ser på det enkelte menneske og dettes liv – eksistens.

Således tager han afstand fra mængden og det objektive, men koncentrerer sig om subjektet – og dets måde at vælge livet på.

Set ud fra en eksistentialistisk betragtning skal betyder dette ifølge Kierkegaard, at livet er en gave og en opgave.

Han tager udgangspunkt i nuét og mener, at der ikke findes en almengældende sandhed – men kun den personlige sandhed – ”sandheden for mig”.

Han stræber ikke efter de fornuftbetonende betragtninger om livet og eksistensen, men om ens valg af liv og moralske overbevisninger – sammenligneligt med Kants morallov – pligtetik og sindelagsetik.

Vi finder, at Kierkegaard er relevant i ledelsesmæssig sammenhæng efter nutidens forhold. Årsagen til dette skal ses ud fra en opfattelse af, at der inden for dette felt i stigende grad er behov for synligheden af den enkelte leder, at der stilles krav om personlige værdi- og normopfattelser blandt ledere i dag – samt at blødere værdier som det gode, det medmenneskelige og globalisering med individualitet blandt medarbejdere og ledere i højere grad vinder frem.

Således kan flere af de begrebselementer, som moderne ledelse i dag indeholder føres direkte tilbage til Kierkegaards holdninger og teorier omkring den enkelte som person.

Man kan inden for hans nævnte stadier således betragte ledere over tid til fra spidsborgeren, som lader tingene ske – uden anfægtelse – til den handlekraftige æstetiker og knytte disse til div. ledelsesstadier/tider.

Sammenlignet er spidsborgeren den autokratiske, mens æstetikeren kan betragtes som manager. Det nye lederskab efterlyser ledere, som træder i karakter og som i højere grad stemmer sin lederadfærd overens med værdier og normer inden for sin egen person.

Konflikter vil opstå i kølvandet af dette – imidlertid er disse i vore dage at betragte som udviklende, idet de skaber en forskel.

Endvidere kan det positive ved Kierkegaard´s filosofi og som vil gøre sig gældende på længere sigt, at lederen også i overvejende grad skal afstemme sine overbevisninger med den givne kontekst og ville tage de knaster, som vil være undervejs i det lange seje træk. Det er tydeligt, at der i højere grad efterlyses denne form for kontinuitet.

Lederen skal turde og ville tage kampen op, såfremt det stemmer overens med hans valg af moralsk målestok. Det ses bl.a. i forbindelse med værdibaseret ledelse, hvor rammen er sat med værdier/normer, mens det er lederen og dennes adfærd, der efter personlig overbevisning/dyd skal udfylde denne.

Det betyder også, at mennesket har truffet sit valg om at ville være leder og står inde for dette – hvad der deri ligger af personlig udvikling.

Lederen kan ikke opnå en selvudvikling alene, men dette skal ske i samværet med øvrige – den refleksion – via kommunikation / sproget som et vigtigt værktøj – er med til i en vekselvirkning af udvikle den enkelte. Det betyder således for Kierkegaard om et enten / eller.

Nietzsche var ikke etisk og metafysisk nihilist;

Omvendt advarede Nietzsche imod en forestående nihilisme, som ville indtræffe pga. de kristne værdiers fallit (jævnfør "Guds død").

Nietzsche advokerede sandt nok for disse værdiers afsløring som tomme og livsfornægtende, men i stedet søgte han at mane til en fremtidig værdirevolution til fremme af værdier som liv, kreativitet, storsindethed og mod.

Det skal dog bemærkes, at Nietzsche hovedsageligt beskæftigede sig med at afsløre samtidens værdier som perverterede udtryk for "viljen til magt", i stedet for at udarbejde en klar teori om en ny "moral" eller en ny samfundsstruktur, efter at de gamle værdier endegyldigt var forladt.

For eksempel tilskriver han de svage troen på kristne begreber som godt og ondt. Modsat den antikke verden, hvor begreberne hed god og slet.

Men de svage har siden for at få magt over de stærke ombyttet begreberne. Historisk set er denne teori ganske spekulativ.

Overmenneske

Den, der indser, at de herskende værdier er hule, er fri til selv at skabe nye værdier og skabe sit eget liv. Han er blevet til et "overmenneske".

Nietzsche sammenligner forholdet mellem menneske og overmenneske med forholdet mellem abe og menneske. Der er dog ikke tale om et "overmenneske" i biologisk forstand.

Hans tanke om, at – "menneskeheden (uafbrudt skal) arbejde på at frembringe enkelte store mennesker – dette og intet andet er dens opgave." – er hans bud på en forklaring af menneskets udvikling.

Han blev tidligt støttet af Georg Brandes i denne tanke – og tilmed i det praktiske og over for offentligheden, og de formulerede begge, men hver for sig, det, der senere udviklede sig til avantgardebegrebet i kunsten (i modsætning til den efterlignende, underholdende og formelle kunst). Man kunne kalde det den avantgardistiske tanke.

Som overmenneske betegnes et idealmenneske, som er vokset fra et "normalt" menneskes almindelige liv. Således handler det for at nå overmennesket meget om at overvinde sig selv, snarere end at overvinde andre, og at finde styrken i sig selv.

Det menneske, der ikke vil være en del af massen, skal blot holde op med at være så eftergivende over for sig selv; det skal følge sin samvittighed, når den råber: ’Vær dig selv! Alt det, som du nu gør, mener og begærer, er slet ikke dig’«.

Dine opdragere må nødvendigvis også være dine befriere. Og det er hemmeligheden ved al dannelse. Tre opfattelser af mennesket Opdragelse er ikke, at nogen fortæller dig, hvad du skal gøre, eller lærer dig visse færdigheder.

Den gode opdrager er den, der hjælper dig med at opdage dit væsen for dig. Viser dig, hvem du er, og hvad der er din forpligtelse. Opdrageren skal ikke vise vej ud i verden, men holde den opdragede fast på sig selv.

For den største fare for det enkelte menneske er, at det er for frygtsomt: Det overtager de andres meninger og vaner, det vil ikke falde udenfor, og det overhører samvittighedens kald. Men livet er for Nietzsche noget andet: »At leve er at være i fare«, som han også skriver.

Viljen til magt skal først og fremmest ses som magt over sig selv. Viljen til magt kommer til udtryk som vilje til erkendelse. En drift mod at beherske og organisere kaos, og transformere omgivelserne.

Nietzsche mener således, at den sande lære om vilje og frihed, ligger i menneskets villen. Denne villen er en skabende vilje, han sidesætter denne skabende vilje med skæbnen. Vi skaber altså vores egne muligheder, vores egen skæbne, dog indenfor nogle grænser.

Nietzsche så lidelse som det, der var årsagen til menneskets styrke og visdom. Oplevelsen af lidelsen er grobunden for at kunne erkende klart, og netop lidelsen er det, der adskiller den erkendende fra majoriteten. I

Hinsides godt og ondt skriver han: „Det åndelige hovmod og leden hos ethvert menneske, der har lidt dybt - det bestemmer næsten rangordenen, hvor dybt mennesker kan lide - dets rystende vished, som det er gennemtrængt og farvet af, at vide mere end de klogeste og viseste kan vide, at have kendt og engang været 'hjemme' i mange fjerne, forfærdelige verdener, som 'I intet ved om!' ... dette åndelige, tavse hovmod hos den lidende, denne stolthed hos erkendelsens udvalgte, 'indviede', næsten ofrede finder alle former for forklædning nødvendige for at beskytte sig mod berøringen med anmassende og medlidende hænder og i det hele taget alt, hvad der ikke er dets lige i smerte.

Den dybe lidelse gør én fornem; den adskiller”. Lidelse er med andre ord, hvad der inspirerer os til at overvinde mennesket, finde styrken i os selv og stræbe efter en højere eksistens.

Skønheden har mange former!

Efter det erkendelsesteoretiske syndefald er der skabt et brud i den moderne bevidsthed.

Efter at Immanuel Kant havde påvist (i sin Kritik af den rene fornuft), at der er et indbyrdes spændingsforhold mellem tingen i sig selv og tingen for os, da er der kommet en uoverensstemmelse mellem viden og væren for den subjektive bevidsthed, da den i en forstand er blevet adskilt fra den ydre verden og ikke kan bringe den indre og ydre verden i enhed. Dette anser Hegel at være kunstens opgave.

Han mener da, at skønheden må være midlet der skaber denne samstemmighed mellem vores bevidsthed og den bagvedliggende væren, der er den fremmed.

Men skønheden har mange former, f.eks. kan man antage naturen for skøn, men Hegel mente, at den eneste form for skønhed, som ville kunne danne bro over denne brist i den moderne bevidsthed, er kunstens skønhed.

Dette er på grund af, at det naturskønne ikke længere kan vise skønheden i ubrudt form, eftersom Kants erkendelsesteoretiske omvæltning har medført, at naturen i den moderne bevidsthed har taget en kausal natur og derved er den adskilt fra frihedens idé.

Kunsten, derimod, kan netop bringe det ydre sammen med det åndelige, eller rettere, reducere det ydre til det åndelige, da kunsten tager idealitetens parti.

De syv dødssynder!

Når vi taler om de syv dødssynder er der i virkeligheden tale om 7 dødelige laster. For ordet 'last' blev for meget længe siden fejloversat til 'synd'.

En dødssynd er en enkeltstående handling, mens en last er en tilbøjelighed, man er underlagt, men som man kan arbejde med. Og dette er jo en ret afgørende forskel!

De syv dødssynder findes første gang nedskrevet i et digtet Psychomachia fra 300-tallet af den romerske digter Prudentius.

De syv dødssynder, eller altså mere korrekt dødelige laster, er: Hovmod - Misundelse - Vrede - Dovenskab - Gerrighed - Fråseri - Utugt

I sig selv er liderlighed eller vrede ikke nogen synd i sig selv. Men hvis man hele tiden er liderlig eller hele tiden er vred, så kan det ende med at slå dig selv og andre ihjel.

Det interessante ved dødssynderne er også at de i sig selv, i begrænset og kontrolleret omfang, er konstruktive skabende drifter.

Det er eksempelvis ved hovmod at det enkelte individ sætter sig ud over mængden og skaber noget unikt. Dette være sig indenfor malerkunsten, arkitekturen etc.

Mange forbinder de 7 dødssynder med mørk og katolsk middelalder. Og det er da ganske korrekt, at der indenfor den katolske kirke findes flere forskellige lister omkring hvad der henregnes til dødssynder og også de 10 bud, kan siges at være 10 dødssynder. Men dødssynder er nu ikke noget den katolske kirke er ene om at opstille lister omkring.

Hvis man dykker ned i stort set alle religioner er disse til overflod fyldt med påbud af den ene eller den anden slags, som der bestemt ikke vil blive set venligt på hvis de overtrædes.

I middelalderen anskuede man begrebet synd, primært som det at forbryde sig mod de regler, der opretholdt fællesskabet mellem mennesker. Og som vi var omkring ovenfor så har de syv dødssynder alle i en eller anden forstand potentialet til at nedbryde det sociale – nedbryde fællesskabet.

Stolthed fremhævede den enkelte på bekostning af de andre. Grådighed kan medføre, at der er meget til én eller få, og for lidt til de mange.

Lignende konsekvenser kan udledes af fænomenerne begær, frådseri, misundelse.

I dag lever vi i en verden, hvor individets ret er i centrum – den enkeltes rettigheder er ukrænkelige, og deraf følger at konkurrence- og vindermentalitet er kommet i højsædet.

Dét, der tidligere blev benævnt som grådighed og gerrighed, hedder i dag flid, foretagsomhed, driftighed, profit. Den enkeltes egne vinding er omdrejningspunktet i den liberalistiske økonomi.

De syv barmhjertighedsgerninger

Det bør nævnes, at der også findes de syv barmhjertighedsgerninger. Disse omtales på samme måde som de syv dødssynder i diverse religiøse skrifter og på samme måde, som der er forskel på hvilke dødssynder, der listes, er der også forskel på hvilke barmhjertighedsgerninger, der listes.

”Vi gør ikke det, vi ønsker at gøre, men er alligevel ansvarlige for det, vi er.” Sartre