Hverdagsfilosofi.dk

Tanker fra hverdagen!

Menneskets besynderlige og tilbageholdende adfærd!

Det er symptomatisk, at vi i forbindelse med etablering og udvikling af et moralsk kodeks omkring menneskets adfærd i samvær med andre, i dag vil kunne beskue, at denne bærer præg af :

Tilpassethed

Tilbageholdenhed, ikke dermed sagt at man sætter sit lys under en skæppe, men særstatus skyldes sjældent en originalitet, men i langt højere grad udelukkende et behov for at skabe opmærksomhed omkring sin person. ”Se mig” - uden dog altid at bibringe med nogen form for nyskabelse eller originalitet.

Vi er bange for personer, som skiller sig ud, optræder anderledes og alligevel inden for rammerne af acceptabel adfærd.

Ikke tænkt i en patologisk adfærdsterminologi, men mennesker, som måske fra start bibringer med en åbenhed, energi, glæde og kommenterer med en oprigtighed, som andre tænker, genkender og nikker anerkendende til, men som er tilbageholden.

Åbne mennesker skaber ofte opmærksomhed og hvis de samtidig har en finger på pulsen og kan opfatte stemninger , situationen i en helhed og gebærde sig derefter, vil en form for empati kunne etableres blandt deltagerne, hvormed opmærksomheden drages mod den originale person.

Vi ser hinanden an, vi er mere eller mindre generte uanset alder, og udtryk som : “Det gør man ikke” ligger oplagt hos de fleste, dog uden at kunne se sig fri for, netop at have en lyst eller et behov for at gøre noget lignende.

Vi udfolder os ikke, men begrænser os, lægger bånd på os selv, for hvad mon andre tænker, kommer jeg til at fremstå latterligt i andres øjne?

Hvad ville der reelt ske, hvis noget sådan skulle være tilfældet? Hvem er det vi skal stå til regnskab for og hvem tegner den moral, værdier og rammer, som vi skal leve og nærmest opføre os efter?

Hvad sker der, når vi bryder reglen, når der ikke på forhånd er en synlig, offentlig eller foreskrevne regelsæt for, hvad vi skal, kan og må?

Invitation til et bryllup med påklædning pålagt, og dermed også forventning om opførsel og adfærd, ligger klart. Der skal man ikke møde i badebukser, fordi det er varmt, og man vil rykke ved nogle grænser. Det er ganske upassende.

Men i en voksen gruppesammenhæng, ser vi hinanden an, er tilbagetrukken og bryder ikke disse usynlige skel.

Senere i et udviklingsforløb omkring samvær i samme gruppe, sker det imidlertid ofte, at deltagerne åbner sig og eksempelvis indrømmer, “At de tænkte på det samme i starten”.

Vi bruger uforholdsmæssig megen tid og energi til først at se hinanden an og være tilbageholden samt lægge bånd på vores egen umiddelbare adfærd.

For nogle mennesker kan noget lignende ske hele livet igennem endog i samvær med deres nærmeste.

De spiller en rolle, som de har en formodning om bør, kan og skal stemme overens med deres situation eller plads i livet på det tidspunkt og med den rolle de skal udfylde.

Ofte er denne påtaget og uden sammenhæng med den person, som ligger dybere og autenciteten begrænser sig, identiteten bliver sløret og usand samtidigt med at egoet booster sig op til at være ukendeligt for det enkelte menneske.

Hvor er det ofte synd og behæftet med ærgrelse for de fleste langt hen i livet!

Ja, vi skal være forældre over for vores børn, vi skal skabe en form for dannelse over for dem for at de kan klare sig videre i livet, men vi skal også vise og udtrykke overfor dem, at vi elsker dem som de individer de er, ikke kun i rollen som mor til datter, men fordi vi holder af og elsker vort barn som det individ eller menneske de er.

Vi skal høste glæden ved vores indsats og glæde os over, at det bærer frugt, vi får nogle fuldbårne børn voksende til mennesker ud af det. Vi ser ingen udvikling, innovation eller nyskabelser i verdenshistorien tilvejebragt af ordinære personligheder.

Vi ser ingen verdensledere uden de over tid har skulle kæmpe mod masserne, adskille sig og med ildhu kæmpe for deres mission.

Efterfølgende beundres disse personligheder ofte og dette til trods for, at selvsamme ophav for beundring muligvis har været grundlaget for modstand og kritik over for selvsamme personer.

Vi er begyndt at tro på det ubegribelige!
Vi troede ikke, eller vores vildeste fantasi havde vel aldrig forestillet sig, at verden ville havne i den situation, som vi har måtte leve i og med inden for det sidste års tid.

Ingen, eller kun få, så det komme og mere eller mindre over få dage er vort liv blevet et andet! Der er intet naturligt forløb, intet var gryende for denne situation og det var langt fra et resultat af en længere proces, som måtte ende på denne måde. Det var en epidemi, pandemi, som med et slog benene væk under os og uden at vi kunne komme med en naturlig forklaring på dens opståen.

Vi bliver handlingslammet, primært fordi vi ikke kan finde ind til ondets rod og vi forsøger febrilsk at slå den ned, sporadisk og uden nogen erfaring for, hvorledes dette vil eller kan lykkes for os!

Menneskeheden har været vidne til det uforklarlige, det uforstående og samtidigt et fænomen som har magten og kraften til at påvirke vort liv på en radikal og skelsættende måde. Tilbage står vi uforstående, angste og fortabte. Vi har ikke magten.

Godt nok kan flere såkaldte “kloge hoveder” være bagkloge og komme med deres bud om, hvad man burde gøre og hvad vi fremadrettet bør gøre, men rent faktisk er der ingen med viden og erfaring, som kan tage styring på denne situation og sikre at vi kan komme helskindet og succesfuldt i mål.

Det er naturligvis angstprovokerende, men det er også med til, at vi flytter os fra udelukkende at tro på real facts, det forudbestemte, det positivistiske i eksistentiel sammenhæng.
Det kan skabe en åbning for vores tro på det uforklarlige, det hinsides, det abstrakte, som ikke nødvendigvis kan sættes på en formel og være en del af en ligning. Vi kan søge personligt på egen hånd eller i fællesskab, det op til os selv. Men sikkert er det, vi kan ikke være sikker på alt og slet ikke hvordan vort liv er eller vil blive uden for vores rækkevidde og indflydelse!

Mennesket har altid stillet spørgsmål til sin eksistens. Nogle gør det dagligt, andre løbende og igen andre sporadisk igennem livet, når en hændelse giver anledning til det. Der er naturligvis også mennesker, som aldrig eller sjældent gør sig disse tanker, lever lykkeligt og blot melder sig ud, når tid er! Kan til tider være misundelsesværdigt.

Ofte følger en lang række filosofier med i forbindelse med disse overvejelser, og efter anden verdenskrig fik eksempelvis eksistentialismen sin opblomstring. Mennesket stillede spørgsmål til, hvad eksistensen var og hvad formålet med livet grundlæggende kunne være. Såfremt der fandtes en gud, hvorledes kunne han tillade den ondskab og kranke skæbner, som menneskeheden måtte lide under denne krig?!

Sartre greb til sin parole og skrev om mennesket som var dømt til frihed i en eksistens uden gud! Mennesket som måtte leve med angsten, angsten for at leve og foretage de rette valg. Med eller uden gud, mennesket står i dag i en anden situation i forhold til eksistensen. Vi har bevæget os op på et andet niveau. Der er ikke mere tale om vor usikkerhed, nødvendigvis omkring det at eksistere, men i højere grad hvordan vi skal eksistere. Vores tro på vores eksistens har ændret sig fra et enten godt til et dårligt liv og til et liv overhovedet om muligt, såfremt vi ikke selv kan gøre en indsats.
Vores liv er overdraget, og vores skæbne afhænger af udefrakommende omstændigheder. Vi er mere eller mindre handlingslammet og kan til nøds blot rette os efter overordnede retningslinjer i en tro på, at vi dermed ikke kommer til at lide en krank skæbne. Vores indsigt og forhåbning kan i den sammenhæng naturligt gå til mere abstrakte visioner og overbevisninger.

Lykke og at lykkes er to forskellige ting, som kan udmøntes i det samme!

Mennesket søger lykken og det har vi altid gjort.

Nutidens mennesker sætter oftest lykken i forhold til succes, som tit er opgjort i forhold til økonomi, magt, fremdrift, personlig fremtoning og ikke mindst status. Det er målbare indsatser, som skaber succes hos den enkelte og ikke mindst i forhold til omgivelserne. Det handler om at skabe et lykkeligt og succesfuldt liv oftest båret oppe af materialisme.

Imidlertid er det oftest en kortvarig opnåelse, og grundlaget for en videre søgen for yderligere succes er dermed skabt!

Sammenholdt med, at det samtidigt kan være etableringen af en mere eller mindre dårlig samvittighed, idet ens vej til succes og rigdom ofte kan være forbundet med uærlige metoder eller simpelthen menneskelige ofre, som man i sit stille sind måske gerne ville have været foruden.

Eudaimonia er et gammelt græsk udtryk, som ofte fejlagtigt bliver oversat til at betyde lykke. Derimod betyder det at lykkes, at lykkes med livet og er dermed mere langvarigt og betyder således skabelsen af en kraft hos mennesket til at få overblik og gebærde sig i livet.

I græsk filosofi betyder Eudaimonia at opnå de bedst mulige betingelser for et menneske i enhver forstand - ikke kun lykke, men også dyd, moral og et meningsfuldt liv. Det var det ultimative mål for filosofien: at blive bedre mennesker - at udfylde vores unikke potentiale som mennesker.

Aristoteles skrev mest om ideen, og den var vigtig for mange græske filosoffer, lige fra Socrates, far til græsk filosofi, til stoicisme , en sengræsk filosofi.

Du kan opnå Eudaimonia, argumenterede Aristoteles, ved at arbejde hårdt, dyrke dine dyder og udmærke sig ved de opgaver, som natur og omstændigheder kommer til dig. Men Aristoteles skrev også, at det at leve på det rigtige sted og balancere dine aktiviteter med visdom er afgørende for at opnå Eudaimonia også.

Eksempel : Hvis du er forælder, skal du udmærke dig ved at opdrage dine børn; hvis du er læge, skal du udmærke dig ved at helbrede mennesker; og hvis du er en filosof, skal du udmærke dig ved at vinde viden og visdom og undervise.

Selvfølgelig spiller hver person mange roller i livet, og det er ved at udmærke sig i dem alle, at man opnår Eudaimonia.

Aristoteles hævdede, at ud over vores specifikke roller (forælder, læge, filosof) deler alle mennesker et formål - en ting vi alle gør, der gør os mennesker.

For at opnå ægte Eudaimonia skal du også udmærke dig ved dette - at være en moralsk person, kontrollere dine følelser og udøve fornuft. Fordi Aristoteles argumenterede for, at disse er de mest avancerede og unikt menneskelige evner.

Så i stedet for lykke kunne Eudaimonia oversættes som: opfyldelse, leve et godt (moralsk) liv, menneskelig blomstring og moralsk eller åndelig succes.

Læs tidligere indlæg under Arkiv!