Hverdagsfilosofi.dk

Tanker fra hverdagen!

“Livet er absurd”

“Livet er absurd” råbte Morten , mens han svingede benet over for at sætte sig på sin cykel.

De havde lige stået og talt sammen om hverdagens små problemer “ordnet verdenssituationen” og som oftest i sådanne tilfælde uden at nå frem til nogle løsninger.

“Ja, det er absurd” sagde Claus for sig selv, mens han så Morten forsvinde ned af den første sidevej.

Måske et lidt voldsomt ord at bruge om livet, men alligevel, det var vel sandheden. Måske Morten havde læst Camus i den seneste tid, eller blot brugt det henslængt uden at lægge for megen betydning i ordet.

Claus slog det fra sig og gik hjem for at se fodbold i TV - det synes ikke umiddelbart at være absurd!

I den efterfølgende tid kunne Claus imidlertid ikke slippe Mortens henkastede bemærkning. Han kom i tanke om det både i store og små tilfælde.

Det kunne være, når folk brokkede sig over køen i Irma og bad om at få en ekstra kasse åbnet eller når han i en fredfyldt stund lørdag eftermiddag sad og tænkte over, hvad han havde nået i løbet af ugen og ikke mindst, hvad han skulle nå den efterfølgende uge.

Han følte, at han netop havde siddet med sin ugeliste og alligevel var der gået en uge. Når han var i mindre godt humør strejfede tanken ham, at sådan gik uge efter uge og pludselig forstillede han sig selv som gammel uden at have nået alle sine selvpålagte mål inden sin egen død.

Ja, livet er absurd!

Det er den samme trædemølle - sove, spise, arbejde, fritid - og til hvilken nytte? Hvad får jeg udrettet og hvornår starter livet?

Er det blot generalprøven på livet, jeg er i gang med?

Min forberedelse til det liv, hvor jeg virkelig skal mærke det, have det tæt på og føle at det er værdifuldt, betydningsfuldt?

Der hvor jeg føler, at jeg kan følge det, forme det og ved dets afslutning kan konkludere, at det har været et rigt liv, fyldt med glæde og indhold!

Han kunne til tider få dårlig samvittighed, når han fik de tanker!

Hvad havde han at brokke sig over. Han havde nået sine mål - de samme som mange andres!

En dejlig kone, to velfungerende børn, en god uddannelse som var afløst af et godt job med rimelig stor frihed. Et helt almindeligt liv - som tilfældet hos flere andre! Men nu stod han og var omkring halvvejs i sit liv.

Skulle det fortsætte på den måde?!

Tanken om, at han de næste mange år skulle bruge lørdag eftermiddag til at sætte nye mål, blive mere opfindsom med deres indhold og stadig ikke føle og mærke livet - nærmest ikke kunne følge årets skiftende årstider - det slog ham næsten omkuld.

Ja, der synes livet at være absurd!

Selvfølgelig var der også glæde i livet - en hyggelig middag med vennerne, ferier, højtider for ikke at forglemme alle de små ting i livet, som når hans kone pludselig holdt om ham og sagde, at hun elskede ham!

Han havde ikke noget at klage over, sådan var livet - endog et godt liv i manges øjne. Alligevel følte han, at der manglede noget. Noget væsentligt, udefinerbart, en slags nerve, følelsen af, at han levede!

Han havde svært ved helt klart at beskrive følelsen, at sætte ord på ikke mindst for ,at han selv kunne få en forståelse af, hvad det var han søgte.

Det tætteste han havde forklaret over for sig selv, var nærmest som følelsen af at være forelsket, at mærke suset, overvældelsen af livet, naturen, det essentielle i det at være menneske - dog uden klart at have en plan for opnåelsen af det.

Tanken om, at han skulle fortsætte sit liv på samme måde i fremtiden, gjorde han uendelig modløs og trist. Hvad havde han at se frem til?

At børnene voksede op og satte de samme eller lignende mål, fik børnebørn, at han blev forfremmet på jobbet, tjente flere penge, som de kunne rejse for!

Umiddelbart kunne det være et mål, men dybest set, var det ikke det han savnede eller søgte!

Han ville bare mærke sig selv, fylde sit liv ud i en grad, hvor han kunne omfavne det og få oplevelsen af, at han havde gjort en indsats for at gå til ro med fred i sindet og mættet af impulser og nærhed!

Det hele kørte efterhånden lidt for meget på det autopilot, han vidste hvordan han skulle kringle tingene for, at de forløb uden gnidninger. Men hvor lå udfordringerne, nerven, impulsen og ikke mindst tilfredsheden over, at have bidraget og været til stede?

Han følte en slags rastløshed, samtidigt med en form for synd over ikke at bruge den frihed han havde som menneske. Vel vidende, at friheden samtidigt førte en angst med sig i en grad, hvor hele hans eksistens stod på spil.

Han følte ikke, at han som menneske havde fundet sit mentale ståsted og derfor mere eller mindre var på vej til en eksistentiel krise.

Han ønskede at gøre noget, have noget ud af sit liv, han ville gøre en forskel. Samtidigt var han dog i tvivl om, hvad retning hans motivation gik og hvorvidt han ville kunne stå inde for de mål han måtte sætte sig.

Er det livet?

Det liv som vi alle forherliger og som vi har en konstant frygt for at slippe i form af døden?

Han havde ikke talt med sin kone om sine tanker. De var ellers knyttet tæt til hinanden og havde i deres ægteskab kunnet tale om både stort og småt. Men han havde en skamfølelse over sine tanker og samtidigt efterlod det ham med en usigelig grad af ensomhed.

Han følte nærmest at han forrådte sin kone - at han i bund og grund var utaknemmelig!

Selvfølgelig kunne man fra tid til anden støde på andres beretninger om, at de havde haft lignende overvejelser om livet og derfor havde foretaget nogle radikale livsændringer som at flytte på landet, til udlandet eller valgt en mere fri og økonomisk uafhængig livsform med større frihed.

Alligevel havde han fornemmelsen af, at det også for dem blot var et spørgsmål om tid, før de var bundet op på en hverdag med forpligtelser, som gjorde, at også de sad hver uge og lagde planer for den efterfølgende uge.

Han forsøgte at slå tanken ud af hovedet, indtil en dag, hvor han blev ringet op af en af sine venner fra fodbold.

“Har du hørt det?” spurgte Henrik, nærmest ivrig, men samtidigt med en grådkvalt stemmer.

“Har jeg hørt hvad?” spurgte Claus uforstående på Henriks spørgsmål.

“Carsten er sgu død” sagde Henrik.

“Hvad!?” Claus blev stum og synes umiddelbart ikke helt at kunne forstå, hvad Henrik havde sagt.

“Ja, han døde i går. Han var ude og cykle med Søren og Kasper og lige pludselig væltede han på cyklen og faldt om. De forsøgte at give ham hjertemassage og holde om ham, men inden ambulancen kom, var han død” fortsatte Henrik.

Claus forsøgte at forstå, hvad Henrik sagde, samtidigt med at han dannede nogle billeder af situationen ud fra, hvad han lige havde fortalt.

Claus kunne mærke, at han begyndte at ryste og fik koldsved.

Umiddelbart var han naturligvis rystet over, at Carsten ikke var længere, men samtidigt kunne han mærke en knugen i maven ved tanken om, at pludselig var det bare forbi!

Ingen varsel på forhånd. Carsten var en af de mest sunde og veltrænede kammerater han havde. Og så var det bare slut - på en cykeltur!

Claus skyndte sig at afslutte samtalen med Henrik.

Han havde svært ved at rumme det faktum at Carsten var død, samtidigt med at hans hoved var ved at sprænges af et kaotisk tankemylder!

Ja, livet er absurd - men det er også absurd, når det stopper! tænkte Claus.