Hverdagsfilosofi.dk

Tanker fra hverdagen!

“Jeg er ikke til følelser”

-  sagde Karsten.

“Hvad mener du med, at du ikke er til følelser?” spurgte Morten og kiggede forundret på ham!

“Vrede, det er en følelse, som jeg kan genkende, men ellers føler jeg efterhånden ikke noget” sagde Karsten og kunne selv høre, at det lød meget besynderligt.

“Nå, det er jo ikke godt. Men hvornår bliver du vred og hvorfor?” spurgte Morten lettere forundret.

“Jo, nu sidste weekend var vi oppe og skændes, mig og Susan. På et tidspunkt kunne jeg simpelthen ikke huske, hvorfor vi var startet og hvad vi egentlig skændtes om” sagde Karsten, mens han irriteret rev i en rod, som ikke ville slippe jorden.

“Jamen så må du jo købe en boksebold og få afløb for dine aggressioner” sagde Morten og synes selv, at det jo var et praktisk og håndgribeligt råd, han havde givet sin ven.

“Jeg endte med at gå ud og slå græsset, selv om jeg havde slået det om torsdagen. Men hver dag, når jeg kommer hjem, bliver jeg i dårligt humør og til tider også vred, når det spidser til” sagde Karsten og kunne igen mærke, at han blev lettere irriteret blot ved at tale om det.

“Hvorfor? Hvad er det helt grundlæggende, at du bliver så vred over?” spurgte Morten, mens han begyndte at samle nogle blade sammen i en bunke.

“Fordi det er ligegyldigt, hvad jeg gør! Susan har altid en kommentar. Intet er godt nok. Nu den anden dag havde jeg …” han nåede ikke at afslutte sætningen, før Morten holdt hånden op for at stoppe ham.

“Altså du skal vide, “ sagde Morten på den mest pædagogiske måde, “Du er ikke dine følelser. Det er dine refleksioner omkring dine følelser, som får dig til at handle og være den du er.” sagde Morten og lød meget overbevisende og belærende.

“Ikke uden grund, at han er skolelærer” tænkte Karsten. Pænt nok af ham, at han ville hjælpe, men efterhånden vidste han ikke, hvad han følte.

“Da Susan spurgte om jeg elskede hende, svarede jeg tilsyneladende også forkert, eller det tog måske for lang tid, før jeg svarede, for hun kiggede mistroisk på mig, gik væk og sagde, at det ikke virkede overbevisende. Men ærlig talt, jeg ved sgu ikke om jeg elsker hende.” sagde Karsten og blev igen i tvivl over, hvad han følte.

“Hvis du bare ville gøre det, som jeg beder dig om, så ville jeg være lykkelig.” havde hun sagt.

“Okay, det er måske lige i overkanten. Den ligger jo ligesom inde på hendes egen banehalvdel. Du kan jo ikke sørge for, at hun er lykkelig, det må hun selv arbejde med.” svarede Morten lettere overrasket, mens han kløede sig i nakken.

Hvor var det nemt for Morten at komme med alle disse gode råd. Han misundte ham og hans mands forhold. Det virkede så harmonisk, respektfuldt og tillidsfuldt. De virkede i overensstemmelse med hinanden. Ikke fordi han hverken havde lyst eller behov for at være sammen med en anden mand.

Ingen tvivl om det, men måden de behandlede hinanden på, synes Karsten var ideelt og virkede betryggende. De levede nærmest sammen som et par gode venner - hvad de havde af sex sammen, var han ligeglad med. Men det var noget anderledes, når det kom til hans eget samliv - med en kvinde.

“Tænk dig” sagde Karsten henvendt til Morten. “Nogen gange er jeg så meget i tvivl om, hvad jeg skal og mener, at jeg i bund og grund er i tvivl om, hvem jeg selv er. Jeg prøver at nærmest tilrette mig, for at hun skal falde til ro og helst lade mig være i fred og lige meget hjælper det. Hun kan altid finde noget, som jeg har sagt eller gjort, som er forkert”.

“Og det mest pinlige er nærmest, at jeg til tider kan føle mig ydmyget i forhold til børnene, når hun rigtig ruller sig ud”. Karsten var nærmest pinlig over at komme med den slags indrømmelser overfor Morten, men det var hans bedste ven og han vidste ærlig talt ikke, hvor han ellers skulle gå hen med sine frustrationer.

“Jeg tror, at jeg har en ide” sagde Morten nærmest opløftet og ivrig over sin egen opfindsomhed.

“Du skal først og fremmest tænke grundigt igennem, hvad du kunne tænke dig. Det gælder både generelt, men måske også mere specifikt. Forstår du hvad jeg mener?” Morten kiggede på Karsten for at sikre sig, at han var med så langt.

“Du skal sige til dig selv, at du har alt at vinde og intet at tabe. Vær klar over, at du måske kan miste dit ægteskab, men hvis du føler dig fremmed og nærmest pinlig over dig selv, er det vel ikke noget at bygge videre på?!” spurgte Morten og kiggede skeptisk på Karsten, som vendte hovedet og forsøgte at rive de sidste blade sammen uden at kigge på Morten.

“Najjjj, det er det vel ikke” svarede Karsten og følte langsomt, at den sidste rest af mandomskraft var ved at sive ud af ham. Han følte sig tom og havde ingen følelse med, hvilken retning han skulle vælge.

“Nu beslutter du dig for, at sætte foden i døren. Du løfter hovedet, tager initiativ til at få ordnet de ting, som DU ønsker og du giver pokker i, hvad hende madammen siger derhjemme. Og når hun retter på dig, kommenterer dig eller kritiserer dig, svarer du, hvad du føler og mener for at lade hende stå til ansvar.”

Morten så meget overbevisende ud og det lyste langt ud af ham, at han mente hvert et ord, han netop havde sagt. Karsten følte sig lidt ilde til mode, han kunne ikke lide den retning deres samtale havde taget.

Han skyndte sig at blive færdigt med havearbejdet og sendte Morten afsted med et par høflighedsfraser om ,at han havde noget arbejde han skulle se på, hvorfor deres møde måtte slutte.

Da Morten var kørt satte Karsten sig ned med en øl og tænkte over de ting, som Morten havde sagt.

“Manden havde jo ret. Der skulle ske noget, og han skulle til at tage sig sammen for ikke at nærmest blive en marionetdukke i hans kones hænder. Han følte sig helt dårlig over, at han efterhånden var så usikker i hendes selskab. “Jeg gør det sku, nu kan det være nok. Fremover gør jeg kun de ting, som jeg beslutter mig for, naturligvis med hensynstagen over for andre, men på mit eget intiativ og præmis” tænkte Karsten og følte sig helt høj ved tanken.

“Fandme jo, ikke om han mere ville lade sig koste rundt med på den måde. Tænk hvis de vidste det på arbejdet, hvor han ellers var en respekteret leder. Ikke på vilkår - så måtte det bære eller briste.”

Han lagde haveredskaberne på plads og satte sig for at planlægge sine indsatser for de næste dage og indtil da, lade som ingen ting i forhold til Susan.

“Nej, skat, har du købt blomster til mig?” spurgte Susan forundret to dage senere, da hun så den buket, som han havde lagt på køkkenbordet.

“Ja, jeg synes, at du skulle have lidt pænt at kigge på og måske muntre dig op” svarede Karsten slet skjult over at have en mindre bagtanke med sine blomster.

“Jamen de er også kønne, men for en anden gangs skyld, vil jeg hellere have tulipaner, fremfor nelliker. Det er begravelsesblomster, og det ved du godt” sagde Susan, mens hun så på Karsten med hovedet på skrå i et forsøg på ikke at lyde og virke for strid - han havde jo trods alt købt blomster.

“Ak ja” tænkte Karsten “det bliver ikke bedre, måske ikke før jeg træder i karakter og lader hende sejle sin egen sø”.

Han kunne mærke, at efter han havde truffet sin beslutning om at sætte sig i karakter og gå efter de ting, som han besluttede sig for, bed hendes kommentar sig ikke fast på ham, på samme måde som førhen. Og det var i sig selv en lille følelse af sejr.

Nu skulle han blot sikre sig, at han fik udført sin plan og det skabte nogle resultater, som gjorde ham mere glad i fremtiden. Og dette til trods for, at det givetvis ville betyde, at han mere eller mindre skulle nærmest spille en rolle til at begynde med.

“Synes du” spurgte Karsten hende til kommentaren om begravelsesblomster.

“Ja, det synes jeg og du ved det jo godt” gentog Susan.

“Det har du måske ret i, men jeg havde bare lyst til at give dig blomster og jeg synes det var en smuk buket. Og iøvrigt holder de også længe, det er jo ligesom derfor de bliver brugt i forbindelse med begravelser” svarede Karsten og kunne ikke lade være med at tænke på den metafor, der faktisk lå i snakken omkring begravelse sat i forhold til, at han også nærmest begravede sin tidligere adfærd, for at starte på at vise en mere synlig personlighed.

“Nå, men så kan du måske heller ikke lide den stol, som jeg har købt til dagligstuen?” spurgte han hende i forlængelse af hendes kommentarer.

“Jamen gud, det har vi da sket ikke talt om!” sagde Susan og så både overrasket og en smule vrissen ud.

“Nej, det har vi ikke, men jeg har altid ønsket mig den stol, og nu så jeg den på tilbud. Derfor købte jeg den på vej hjem” svarede Karsten resolut og nærmest kærtegnede stolen, mens han orienterede hende om hans overvejelser.

“Nå, okay, jamen så er det da godt, at du nu har fået den stol” sagde Susan nærmest betuttet over at være gjort bevidst om, at han havde truffet en beslutning og havde handlet egenhændigt på sine overvejelser.

Han kunne ikke undgå at mærke både en glæde og varme inden i kroppen over, at han nu havde gennemført sin tanke, men også fornemmede en anelse af overgivelse fra Susans side.

Det ville blive fremtiden at være mere beslutsom og gå efter hans egne ønsker - om hun kunne lide det eller ej.

En ting var sikkert, han ville altid holde fast i den tanke, når han fremover satte sig i stolen for at tænke nye tanker om, hvad han ville gå efter i fremtiden for i højere grad at kunne mærke sig selv og slippe følelsen af vrede.

Han var helt sikker på, at han ville blive glad for sin stol - også i fremtiden!

Det var et godt køb – og han følte glæde!

“Livet er absurd”

“Livet er absurd” råbte Morten , mens han svingede benet over for at sætte sig på sin cykel.

De havde lige stået og talt sammen om hverdagens små problemer “ordnet verdenssituationen” og som oftest i sådanne tilfælde uden at nå frem til nogle løsninger.

“Ja, det er absurd” sagde Claus for sig selv, mens han så Morten forsvinde ned af den første sidevej.

Måske et lidt voldsomt ord at bruge om livet, men alligevel, det var vel sandheden. Måske Morten havde læst Camus i den seneste tid, eller blot brugt det henslængt uden at lægge for megen betydning i ordet.

Claus slog det fra sig og gik hjem for at se fodbold i TV - det synes ikke umiddelbart at være absurd!

I den efterfølgende tid kunne Claus imidlertid ikke slippe Mortens henkastede bemærkning. Han kom i tanke om det både i store og små tilfælde.

Det kunne være, når folk brokkede sig over køen i Irma og bad om at få en ekstra kasse åbnet eller når han i en fredfyldt stund lørdag eftermiddag sad og tænkte over, hvad han havde nået i løbet af ugen og ikke mindst, hvad han skulle nå den efterfølgende uge.

Han følte, at han netop havde siddet med sin ugeliste og alligevel var der gået en uge. Når han var i mindre godt humør strejfede tanken ham, at sådan gik uge efter uge og pludselig forstillede han sig selv som gammel uden at have nået alle sine selvpålagte mål inden sin egen død.

Ja, livet er absurd!

Det er den samme trædemølle - sove, spise, arbejde, fritid - og til hvilken nytte? Hvad får jeg udrettet og hvornår starter livet?

Er det blot generalprøven på livet, jeg er i gang med?

Min forberedelse til det liv, hvor jeg virkelig skal mærke det, have det tæt på og føle at det er værdifuldt, betydningsfuldt?

Der hvor jeg føler, at jeg kan følge det, forme det og ved dets afslutning kan konkludere, at det har været et rigt liv, fyldt med glæde og indhold!

Han kunne til tider få dårlig samvittighed, når han fik de tanker!

Hvad havde han at brokke sig over. Han havde nået sine mål - de samme som mange andres!

En dejlig kone, to velfungerende børn, en god uddannelse som var afløst af et godt job med rimelig stor frihed. Et helt almindeligt liv - som tilfældet hos flere andre! Men nu stod han og var omkring halvvejs i sit liv.

Skulle det fortsætte på den måde?!

Tanken om, at han de næste mange år skulle bruge lørdag eftermiddag til at sætte nye mål, blive mere opfindsom med deres indhold og stadig ikke føle og mærke livet - nærmest ikke kunne følge årets skiftende årstider - det slog ham næsten omkuld.

Ja, der synes livet at være absurd!

Selvfølgelig var der også glæde i livet - en hyggelig middag med vennerne, ferier, højtider for ikke at forglemme alle de små ting i livet, som når hans kone pludselig holdt om ham og sagde, at hun elskede ham!

Han havde ikke noget at klage over, sådan var livet - endog et godt liv i manges øjne. Alligevel følte han, at der manglede noget. Noget væsentligt, udefinerbart, en slags nerve, følelsen af, at han levede!

Han havde svært ved helt klart at beskrive følelsen, at sætte ord på ikke mindst for ,at han selv kunne få en forståelse af, hvad det var han søgte.

Det tætteste han havde forklaret over for sig selv, var nærmest som følelsen af at være forelsket, at mærke suset, overvældelsen af livet, naturen, det essentielle i det at være menneske - dog uden klart at have en plan for opnåelsen af det.

Tanken om, at han skulle fortsætte sit liv på samme måde i fremtiden, gjorde han uendelig modløs og trist. Hvad havde han at se frem til?

At børnene voksede op og satte de samme eller lignende mål, fik børnebørn, at han blev forfremmet på jobbet, tjente flere penge, som de kunne rejse for!

Umiddelbart kunne det være et mål, men dybest set, var det ikke det han savnede eller søgte!

Han ville bare mærke sig selv, fylde sit liv ud i en grad, hvor han kunne omfavne det og få oplevelsen af, at han havde gjort en indsats for at gå til ro med fred i sindet og mættet af impulser og nærhed!

Det hele kørte efterhånden lidt for meget på det autopilot, han vidste hvordan han skulle kringle tingene for, at de forløb uden gnidninger. Men hvor lå udfordringerne, nerven, impulsen og ikke mindst tilfredsheden over, at have bidraget og været til stede?

Han følte en slags rastløshed, samtidigt med en form for synd over ikke at bruge den frihed han havde som menneske. Vel vidende, at friheden samtidigt førte en angst med sig i en grad, hvor hele hans eksistens stod på spil.

Han følte ikke, at han som menneske havde fundet sit mentale ståsted og derfor mere eller mindre var på vej til en eksistentiel krise.

Han ønskede at gøre noget, have noget ud af sit liv, han ville gøre en forskel. Samtidigt var han dog i tvivl om, hvad retning hans motivation gik og hvorvidt han ville kunne stå inde for de mål han måtte sætte sig.

Er det livet?

Det liv som vi alle forherliger og som vi har en konstant frygt for at slippe i form af døden?

Han havde ikke talt med sin kone om sine tanker. De var ellers knyttet tæt til hinanden og havde i deres ægteskab kunnet tale om både stort og småt. Men han havde en skamfølelse over sine tanker og samtidigt efterlod det ham med en usigelig grad af ensomhed.

Han følte nærmest at han forrådte sin kone - at han i bund og grund var utaknemmelig!

Selvfølgelig kunne man fra tid til anden støde på andres beretninger om, at de havde haft lignende overvejelser om livet og derfor havde foretaget nogle radikale livsændringer som at flytte på landet, til udlandet eller valgt en mere fri og økonomisk uafhængig livsform med større frihed.

Alligevel havde han fornemmelsen af, at det også for dem blot var et spørgsmål om tid, før de var bundet op på en hverdag med forpligtelser, som gjorde, at også de sad hver uge og lagde planer for den efterfølgende uge.

Han forsøgte at slå tanken ud af hovedet, indtil en dag, hvor han blev ringet op af en af sine venner fra fodbold.

“Har du hørt det?” spurgte Henrik, nærmest ivrig, men samtidigt med en grådkvalt stemmer.

“Har jeg hørt hvad?” spurgte Claus uforstående på Henriks spørgsmål.

“Carsten er sgu død” sagde Henrik.

“Hvad!?” Claus blev stum og synes umiddelbart ikke helt at kunne forstå, hvad Henrik havde sagt.

“Ja, han døde i går. Han var ude og cykle med Søren og Kasper og lige pludselig væltede han på cyklen og faldt om. De forsøgte at give ham hjertemassage og holde om ham, men inden ambulancen kom, var han død” fortsatte Henrik.

Claus forsøgte at forstå, hvad Henrik sagde, samtidigt med at han dannede nogle billeder af situationen ud fra, hvad han lige havde fortalt.

Claus kunne mærke, at han begyndte at ryste og fik koldsved.

Umiddelbart var han naturligvis rystet over, at Carsten ikke var længere, men samtidigt kunne han mærke en knugen i maven ved tanken om, at pludselig var det bare forbi!

Ingen varsel på forhånd. Carsten var en af de mest sunde og veltrænede kammerater han havde. Og så var det bare slut - på en cykeltur!

Claus skyndte sig at afslutte samtalen med Henrik.

Han havde svært ved at rumme det faktum at Carsten var død, samtidigt med at hans hoved var ved at sprænges af et kaotisk tankemylder!

Ja, livet er absurd - men det er også absurd, når det stopper! tænkte Claus.