Den gode ensomhed!

Der er forbløffende få undersøgelser af 'den gode ensomhed'. Fx har en række eksperter samlet den vigtigste viden om ensomhed i en Håndbog om ensomhed.

Redaktørerne priser 'den gode ensomhed' i indledningen af bogen og nævner, at bogen aldrig havde set dagens lys, hvis de ikke hver især havde haft mulighed for at være alene under skriveprocessen. Men ikke desto mindre nævner de forbløffende få empiriske undersøgelser af 'den gode ensomhed'; vægten er på alenehedens onde svøbe; ikke på dens lykkelige og gode sider.

En af undtagelserne er Donald Winnicott. Han så, at det kan være en ressource at kunne være alene og udviklede et begreb for 'evnen til at være alene', 'the capacity for being alone', og trådte offentligt frem og forsvarede 'den gode ensomhed' ved at fortælle om sit privatliv. Han og ægtefællen havde et langt og lykkeligt ægteskab, men de havde perioder, hvor de var alene uden den anden.

Flere store tænkere som Descartes, Newton, Locke, Pascal, Spinoza, Kant, Leibniz, Schopenhauer, Nietzsche, Kierkegaard og Wittgenstein har ikke skabt familie og har haft glæde af at have levet størstedelen af deres liv alene. Mange var udsat for fordømmelse på grund af deres trang til ensomhed og blev kaldt 'særlinge', 'nørder' og 'autister', fordi de ikke delte sorger og glæder med andre.